»I Love Being Here With You« og »Let’s Fall In Love«. Det er bestemt ikke første gang, Diana Krall indleder en koncert med netop de to numre. Det første afleveres i vanligt frisk uptempo og ved denne lejlighed også som en slags lydprøve, idet flyglet lyder både uklart og klirrende. Desværre bliver det i store træk ikke meget bedre. Det andet i behageligt swingende medium-tempo, hvor Diana Krall med sit fabulerende tangentspil får markeret, at hun på ingen måde kører på rutinen.
Jo, den nu 44-årige canadiske sangerinde og pianist er ikke en hvem-som-helst. Hun er en kunstner, en diva, der uden besvær kan fylde Falconer Salen en lørdag aften. Og perfekt ledsaget af guitaristen Anthony Wilson, bassisten Ben Wolfe og trommeslageren Karriem Riggins leverer hun sammenlagt ti numre plus et ekstra, og så giver hun sig indimellem tid til lidt munter små-snak, ikke mindst om sine tvillingedrenge.
Programmet er ganske varieret og velfungerende, og helt unik i forløbet er fortolkningen af balladen »I’ve Grown Accustomed To His Face«, som bliver holdt helt nede i både tempo og foredrag – og bliver ganske fuldkommen. Og selv om samme fuldkommenhed ikke indfinder sig i den muntert gyngende udgave af »Cheek To Cheek«, så er det da lige her, at musikerne får slået sig løs, og Diana Krall får fastslået, at hun både som vokalist og pianist fortsat skal tælles blandt nutidsjazzens stjerner.
