Gil Martin har produceret, og Vaughan Oliver har stået for omslaget. Ligesom i gamle dage, dengang de – i min verden – var verdens bedste rockband. Men jeg er en anden i dag, og det samme er Pixies, der med »Indie Cindy« udgiver det første album siden »Trompe Le Monde« fra, hold nu fast, 1991.
Et faktum, der kun er blevet mere kuriøst af, at bandet har været på reunion-turnéer. Det er svært at se koncertrækkerne som andet end pengemaskiner, når de intet nyt kaster af sig. Sådan kunne man i hvert fald tænke indtil 2012, hvor det stod klart, at Pixies var i studiet. Men på vej derind sprang stemmen og bassisten Kim Deal fra. Det feminine islæt, om man vil. Og det savnes også på »Indie Cindy«, der flere steder lyder som nogle af de mange soloalbum, frontmand Black Francis har udgivet. Hvilket nu ikke er nogen kritik, for han har alle dage været den kunstneriske akse, Pixies har drejet om.
Bedre end de fleste
»Indie Cindy« udgøres af de tre minialbum, Pixies har udgivet over 2013-2014. På den måde er det ikke en overraskelse, men det virker nu som ét album og ikke en sammenstykning. Den rockende tyngde er således gennemgående ligesom et afklaret melodimateriale og den velkendte støj/stilhed-dynamik. Dertil kommer signaturer som Joey Santiagos hvide, skarpe guitarer og Black Francis’ vanvidsskrig.
Det er alt sammen til stede i »Blue Eyed Hexe«, mens bandet byder på deres selvfølgelige (pop)melodiske overskud i »Ring The Bell«, »Another Toe In The Ocean« og »Bagboy«. Det er en fornøjelse at lytte til, selv om der ikke sidder en »Debaser«, »Wave Of Mutilation« eller andre af fortidens esser på »Indie Cindy«, der indimellem kommer lovlig tæt på Foo Fighters’ radioglathed og andre steder lyder som et band, der forsøger at lyde som Pixies. Men, men, men. De fleste sange er sågu stadig bedre end det meste derude, hvor »crap is the operative«, som Francis synger et sted. Men måske mest for dem, der engang mente, at Pixies var verdens bedste band.
Hvem: Pixies.
Hvad: »Indie Cindy«, Pixies Music/ PIAS.
