Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Det er ikke til at se med det blotte øje. Men den høje, tynde mand med det halvkorte, pjuskede sorte hår, ordinære cowboybukser og sort, forvasket T-shirt er kongen. En titel Chris Cornell gjorde sig fortjent til i forgrunden for det fremragende og nu desværre forlængst hedengangne Soundgarden. Sammen med bysbørnene Eddie Vedder, Kurt Cobain og Layne Staley, kolleger i henholdsvis Pearl Jam, Nirvana og Alice In Chains, ændrede Cornell og Soundgarden i den første halvdel af halvfemserne verdensrocken for en stund med et musikalsk blend af metal og punk, kaldet grunge. Dertil et tekstunivers stående på pæle af hverdagens håbløse trøstesløshed. I de år talte rigtig mange endnu mere om generation X og en ungdomsrevolte. Problemet var bare, at generationens oprør druknede i navlepilleri, vellevned og noget så banalt som ungdomssløvsind.
Så var der anderledes saft og kraft i generationens kunstnere som forfatteren Douglas Coupland, filminstruktøren Quentin Tarantino og rockmusikerne i særdeleshed. Blandt dem var kong Chris uden sammenligning scenens største sanger, ja, måske tilmed hele halvfemserrockens største sanger. Med en vokalvolumen, en besnærende nerve og et dramatisk talent sang han sig direkte i trusserne på det begavede køn, mens langhårede fyre i hullede bukser, skovmandssjorter og militærstøvler savlede om kap i misundelse. Overtegnede inklusive.
For på samme vis som Led Zeppelins Robert Plant definerede en helt nye måde at synge hård rock på i legendernes helt tidlige heydage, var der noget sjældent magisk over Chris Cornell. Ikke bare i Soundgarden men også senere som dengang han i 99 debuterede som solist og samme år væltede Store Vega på trods af et pauvert backingband. Samt i det ny årtusind, hvor han sammen med trekløveret fra Rage Against The Machine under navnet Audioslave lavede gedigne plader, og som live, bl.a. på Roskilde Festivalens Orange scene i 2005, viste, hvor langt ud over scenekanten musik kan nå, når man er så heldig at være begavet med de bedste gener, man kan opdrive bag en mikrofon. 50.000 så ved den lejlighed til, og selv de bagerste rækker 100 meter væk fra scenen kastede sig i støvet af benovelse.
Svagt band i Vega
Netop benovelsen drev to år senere stadig ned ad væggene i Store Vega tirsdag aften, da Cornell entrede scenen i eget navn. Audioslave er nu fortid, og Cornell er blevet allemandseje efter at have indsunget titelsangen til Mads Mikkelsens James Bond-debut, »Casino Royale«. Om det var derfor, at Cornell væltede rundt i alle hjørner af sit efterhånden omfangsrige bagkatalog af sange fra Soundgarden, hobbybandet Temple Of The Dog, Audioslave og filmskæringer, herunder musik fra den mislykkede grungefilm »Singles«, og solomateriale, skal jeg ikke kunne sige. Men en blandet landhandel var det. Eneste røde tråd igennem den lange koncert var ikke overraskende vokalen. Den kan i virkeligheden ikke beskrives med ord, den skal høres og ikke mindst føles.
Alligevel blev det ikke en aften, der gik ind i nyere, dansk koncerthistorie. Simpelthen fordi Cornell havde medbragt et fire mand højt backingband af lejesvende, som ingenlunde forstod mandens musikalske afsæt. Det er ikke nok at kunne ramme de samme toner, som i sin tid begejstrede millioner af fans. Man er nødt til at gå ind i sangene, mærke dem, finde inderligheden og dybden i måden at spille dem på. Og det formåede orkesteret på intet tidspunkt. Hvorfor evergreens som bl.a. rytmerockeren »Spoonman« og gigantballaden »Black Hole Sun« fløj ud i salen uden substans, tempo og drive og tog sig ud som en parodi på de originale versioner. Bedre gik det ikke, da Cornell erobrede scenen alene med sin akustiske guitar og en elendig kærlighedserklæring til sin hustru samt forsøgte sig i en grotesk, latterlig cover af Michael Jacksons »Billie Jean«.
Efter mere end 15 år på verdenstoppen burde Chris Cornell forlange mere af sine ansatte. I sidste ende falder ansvaret for deres groteske mangler tilbage på ham og hans ry. At tænke sig en dag, hvor stemmen svigter kongen. Hvem skal så redde sejren hjem?
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
