Lad os bare få det af vejen med det samme: New Order kommer nok aldrig til at toppe den helt fænomenale stribe album og 12-tommer-singler, de skrev og producerede op gennem 1980erne.
Dengang som nu står bandets sømløse integration af rockens analoge kradsbørstighed, dansemusikkens syntetiske puls og det ene uimodståelige pop-hook efter det andet som noget ganske enestående.
Men nu er de altså tilbage. »Music Complete« hedder albummet, deres første i ti år, og jeg skal lige love for, at den lange pause har bekommet dem vel.
Briterne blæser ganske enkelt ud af starthullerne på pladens første stribe numre: Den svært iørefaldende åbner »Restless« lægger sig i fornem forlængelse af det på én gang svævende og muskuløse rock-drive, New Order tidligere har perfektioneret på sange som »Regret« og »Crystal«.
På den efterfølgende »Singularity« skrues der til gengæld op for maskinparken i et hektisk clash mellem popsvæv og skrigende acid house.
Det maskinelle er i den grad tilbage i New Order-universet efter de mere guitar-drevne »Get Ready« (2001) »Waiting For The Siren’s Call« (2005). Og det klæder dem virkelig, når det er så medrivende eksekveret som på f.eks. »Plastic«, hvor synthbassen pulserer med venlig hilsen til spacedisco-legenden Giorgio Moroder.
Men New Order bygger videre og gør det især via Bernard Sumners karakteristisk blege vokal til deres eget.
Det samme kan siges om »Tutti Frutti«, der lyder som New Orders meget idiosynkratiske bud på en kitschet italo disco-sag. De har tydeligvis haft det sjovt i studiet, og det smitter, skulle jeg hilse og sige.
Fik jeg i øvrigt nævnt at bandets bassist Peter Hook ikke er med længere? Få bassister har haft så afgørende en betydning for et bands signatur som ham.
At man alligevel ikke savner ham synderligt må alene tilskrives, at hans erstatning, den noget yngre Tom Chapman, lægger sig trofast op af Hooks meget melodiske stil.
Men også på vellykket vis tilfører sin egen stramme funk på den struttende »People On The High Line«. Sådan havde Hooky nok aldrig spillet den.
En mere fri tilgang
I det hele taget er det som om, at bassistens afgang har åbnet for en mere fri og legesyg tilgang til, hvad det vil sige at være New Order.
Udtrykket er dejligt varieret, og det tidligere så hermetisk lukkede maskinrum er denne gang åbnet op for en stribe samarbejdspartnere: The Chemical Brothers’ Tom Rowlands tuner elektronikken på et par numre, mens La Roux’s Elly Jackson giver klædeligt vokalt modspil til Sumner på tre sange.
Gode gamle Iggy Pop dukker sågar op og leverer en lædret omgang spoken word på »Stray Dog«, mens The Killers-forsanger Brandon Flowers får sin vådeste drøm opfyldt som vokalist på »Superheated«.
Ikke alt fungerer lige godt, men det overordnede indtryk er langt mere positivt, end man kunne have drømt om. Vi kender de grundlæggende byggeklodser, men de er sat sammen på en måde, der får dem til at fremstå friske igen. Hvad mere kan man forlange af et band, der efterhånden har 35 år på bagen?
Hvem: New Order.
Hvad: »Music Complete«, Mute.
