Del Rey sløver sanserne

Den amerikanske stjerne sukker sig gennem træge, klichéfyldte sange, hvor mænd er farlige, damer er medafhængige, og slagkraftige vokaler er fraværende.

Lana Del Rey: »Honeymoon« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Autencitet er et begreb, der tit dukker op, når snakken falder på Lana Del Rey, den amerikanske sangerinde der slog igennem i 2011 med YouTube-hittet »Video Games«.

Er hendes glamourfyldte retro-Hollywood-stil i musik og image blot en påtagethed? Sidder der lidt ekstra indsprøjtet collagen i hendes læber? Og står der en snedig bagmand og trækker i trådene?

Den slags spørgsmål cirkulerer der masser af på diverse blogs og kommentarspor. Ikke sjældent bliver de rettet mod kvindelige kunstnere og afslører en mistro over for kvinders kunstneriske evner og viden. I den allerførste linje på sit fjerde album, »Honeymoon«, sender Del Rey en indforstået hilsen til sine haters. »We both know that it’s not fashionable to love me«, synger Rey i sin mutte og sløve vokal.

Det er en selvironisk kommentar til tvivlerne. Men også et af de sjældne øjeblikke der kan få kendissens isolation og alle de forudindtagede forventninger og holdninger han/hun kan blive mødt med til at fremstå dragende og sympati-fremkaldende snarere end privilegeret og selvmedlidende.

Samtidig hjælper instrumenteringen på titelnummeret, hvor linjen stammer fra, også på det. Havde sangen sluttet efter den 30 sekunder instrumentale intro, ville jeg formentlig stadig synes, at det er den bedste sang, Lana Del Rey hidtil har begået.

Strygerne snor sig på isnende vis, som var de tyvstjålet fra soundtracket til en Alfred Hitchcock-film. Mens Del Rey synger de – på nær åbningslinjen – forglemmelige tekster, ligger guitaren og dirrer faretruende under vokalen.

Tristesse-petitesser

Lydsiden udtrykker den tragi-romantiske bombast, som teksten halser efter. Som helhed adskiller »Honeymoon« sig ikke markant fra forgængerne, »Born to Die« and »Ultraviolet«. Den store kærlighed til de slemme drenge er stadig det overskyggende tema på sange, der er sovset ind i strygere, stænket med hip-hop beats hist og her og præsenterer en Lana, der sukker sig igennem tristesse-petitesser.

Nye tiltag er fåtallige. På numre som »Terrence Loves You«, »Freak« og »Art Deco« tilføjer en saxofonist et velkomment jazzet og vaklende flair. Tekstmæssigt skiller hittet »High by the Beach« sig ud, da Del Rey for en gangs skyld lader til at have fået nok af en »bad motherfucker«, der tror, han er en mand. »I don’t wanna do this anymore, it’s so surreal / I can’t survive if this is all that’s real«, synger Lana.

Om hun her udtrykker sine »ægte« personlige følelser eller blot et persona, er for mig ligegyldigt.

Problemet med »Honeymoon« er, at den døsigt sexede stil og de ofte regressive tekster, der ophøjer håbløs medafhængighed til en dyd og glamoriserer vold, hurtigt mister fascinationskraften.

Alt for sjældent lyder Lana Del Rey, som om hun faktisk er grebet af den altomfattende forelskelse eller dybe sorg, teksterne kredser om. Til de fans »Honeymoon« må finde, vil jeg gentage spørgsmålet sangerinden selv stiller på »Art Deco«: »You want more – why?«.

Hvem: Lana Del Rey.

Hvad: »Honeymoon«, Universal.