Døsigt-coole Kurt Vile gør afhængig

Sangskriveren Kurt Vile rammer for alvor den gyldne middelvej mellem løssluppen charme og et strammere udtryk på fremragende »B’lieve I’m Goin Down«.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kigger man på fyren, kan man nemt føle lyst til at afskrive ham som en stenet slacker. Det lange, tunge gardinhår, den ludende kropsholdning, de tynde, kejtede lemmer, og den blege hud, som vidner om, at solbadning måske ikke er hans foretrukne hobby. Og så snøvler han sågar, når han synger. Ryger han mon for meget fjolletobak? Sikkert. En døgenigt, fristes nogle måske til at tænke.

Men som bekendt skal man ikke skue hunden på hårene. Den 35-årige Philadelphia-musiker Kurt Vile er nemlig ikke bare en af tidens mest produktive sangskrivere. Han er også en af de seneste års mest veloplagte, kløgtige og sympatisk krøllede sangsmede. Et statement, som hans nye døsigt-coole og svært afhængighedsskabende langspiller »B’lieve I’m Goin Down« sætter en fed streg under. Det er nemlig muligvis hans bedste til dato. Og det siger altså ikke så lidt, for bundniveauet har fra Dag 1 været svimlende højt i Vile-lejren.

Udgangspunktet er fortsat ståstedet mellem en skævt slået lo-fi-folk og en mere elektrificeret og støvet americana, hvor inspirationen fra ikoner som Dylan, Young, Springsteen og Petty spøger i kullisen, men aldrig bliver for dominerende, så Viles personlige islæt kommer til at stå i skyggen.

Hermed er der altså ikke tale om noget musikalsk nybrud for Vile, men snarere om en optimering af egne fortræffeligheder. Det føles nemlig som om, at han denne gang for alvor har ramt den gyldne middelvej mellem løssluppen charme og et strammere, mere strømlinet udtryk.

En kolbøtte i sindet

De småstenede repetitioner figurer skam stadig hyppigt, men bedst som man tror, at han har malet sig selv op i et hjørne, hvor man kan frygte, han vil gå i selvsving, så spiller han sig på fantasifuld facon ud igen. Kommer videre. Danner nye melodiske mønstre.

»Had a little funky psychosis – oh sweet relief« lyder det kækt på den vidunderligt slæbende pianoblues »Lost My Head There«. Et momentant lille funkflip i hjernen, bliver en belejlig klein åbenbaring. En snurrig kolbøtte i sindet. Som sangen bliver det i sig selv.

Det samme kan siges om den kantede »Pretty Pimpin’«, hvis omdrejningspunkt er, at sangens hovedperson ikke kan genkende sig selv i spejlet. Men forundringen fører ikke til eksistentiel frygt. Den forløses i stedet i en humoristisk selverkendelse: »I woke up one morning. Didn’t recognize the man in the mirror. Then I laughed and I said, »Oh silly me, that’s just me«. Then I proceeded to not comb some stranger’s hair. Never was my style«. Selvhøjtidelig på den triste og trivielle måde bliver han sjældent, ham Kurt. Heldigvis.

Faktisk er det kun på den ellers smukke og sårbare »All In A Daze Work«, at der går vel meget gentagelse i det sprøde akustiske fingerspil. Her ænser man tomgangen. Men ok, det er vel de færreste, der gider en regulær musikalsk Mr. Perfect. Ikke mig i hvert fald. Og Vile bør definitivt holde fast i de flosser og knaster musikken har, for det er i særdeleshed dem, som gør hans sange så fremragende.

Hvem: Kurt Vile.

Hvad: »B’lieve I’m Goin Down«, Matador/Playground.