Gorillaz tredje album imponerer

Man fornemmer både mennesket og musikeren Damon Albarn på det tredje Gorillaz-album, der er det hidtil mest ambitiøse og interessante i rækken.

De fire musikalske tegneserie-gorillaer er atter en gang draget ud på nye eventyr - denne gang til Plastic Beach. Fold sammen
Læs mere

Var det en joke, eller hashtåget kendiskommentar til tidens overfladiske, depraverede popkultur, der for 12 år siden fik Damon Albarn til at opfinde Gorillaz? En popkultur, husker vi på, der havde S.K.A.B.T. og B.Å.R.E.T. Albarn og hans dygtige popgruppe Blur hele vejen op til hitlisternes tinder og videre ind på sladderspalterne i det meste af et årti.

Måske var det hverken eller, eller også var det det hele på den halve tid og gange med tre i femte potens. Gorillaz var en virtuel tegneseriekvartet tegnet af engelske Jamie Hewlett, og Damon Albarn var den musikalske bagmand, en slags mastermind som trak i samtlige tråde bag den løsslupne og stedvist tilfældigtklingende musikalske myriade af snøvlerap, dub, world, electrodisco, pop, hiphop og støvet soul.

Selv om sangene emmede langt væk af spas, strålede Albarns melodiske evner som en sol. Hvorfor Gorillaz stormede ind i musikkens rekordannaler og med et globalt klik blev en hitsensation med pladesalg i millionklassen. Efter et kort og sidste intermezzo med Blur vendte Albarn tilbage til Gorillaz, denne gang bevæbnet med tidens mest coole producer, Danger Mouse (og en ny stribe imponerende hits). Dagens treér i Gorillaz-regi markerer en slags Albarn mod rov, han er til stede overalt på pladen: som sangskriver, arrangør og producer.

Og på sæt og vis er »Plastic Beach«, en ø skabt af industrielle affaldsprodukter og bopæl for Gorillaz-medlemmerne. Egentlig kunne man overtage den kulisse og erklære albummet for en slags genbrugs-bastard. En plade hvor et arabisk strygerensemble møder electrotrommer, sterile firsersynths og rap fra Mos Def, svedig sang fra Bobby Womack, de to strenge-drenge fra legendariske The Clash og en masse snøvlende ævl og mumlen fra Albarn himself. Her er ingen regler, men arrangementerne er ultra ambitiøse og sammensat af musikalske klodser fra det meste af kloden. I det vand er der få, hvis overhovedet nogen, der når Albarn til sokkeholderne. Af egentlige hits er der få, men helheden er tilgengæld uhyre betagende. Man fornemmer virkelig både personen og musikeren Damon Albarn i dette imponerende værk.