På overfladen er det danske pladeår 2010 ganske enkelt at opsummere: Rasmus Seebach og Medina solgte alle pladerne og fordelte de fleste prisstatuetter imellem sig. Deres plader udkom godt nok i 2009, men deres succes blev først markant i indeværende år. Med sig i kølvandet tog de navne som Burhan G og Joey Moe, som også har forstået at gøre en vare af hitvenlige popmelodier og dansenumre med amerikanske hiphop- og R&B-aner tilsat tekster af rent hverdagssprog. Den formular skabte allerede for godt ti år siden Nik & Jay, og hos de unge pladekøbere fungerer den upåklageligt.
På den baggrund er det ikke underligt, at dugfriske tal fra den danske pladebranche påviser, at der for første gang nogensinde sælges flere danske end udenlandske albums i Danmark. Desværre er den kunstneriske- og statistiske fremgang for dansk musik ikke nok til at opveje, at musikbranchen nu på tiende år oplever en kommerciel tilbagegang. Det gælder ikke kun salget af fysiske album, men også salget af digitale downloads, som har mistet momentum og er faldet 15 procent i forhold til 2009.
I Sverige, hvor forbrugerne rent juridisk har en bedre mulighed for at benytte streaming, er musiksalget i fremgang. Det gælder tilmed for salget af CDer.
Noget stort år var det til gengæld ikke for udenlandsk musik. Bevares, der var gode takter og mere end det blandt de godt 1.500 album, der blev udsendt herhjemme. Men af nye stjerneskud var der få, om overhovedet nogen. Både The National og Arcade Fire pointerede, at de er topkandidaterne at gå til, hvis man vil høre interessant rockmusik, ligesom svenske Robyn indgød nyt håb i poppen.
Men slående er det, at Seebach, Medina og deres ligesindede glimrer ved deres fravær - ikke bare på hosstående liste over årets ti bedste plader, men også på andre årslister i det danske mediebillede. Det skyldes ingenlunde, at popmusik ikke er kunst, det skyldes simpelthen, at pladeåret 2010 har været et særdeles interessant år for dansk musik.
Vi køber mere dansk
I de 15 år, vi har skrevet professionelt om dansk musik, har den lokale musikscene aldrig været bedre, mere frodig, fuld af initiativ og kreativitet og fremfor alt: kvalitet.
Fra Berlingske Tidendes årsliste må man nødvendigvis fremhæve Søren Huss fænomenale solodebut. Pladens kontekst bunder i en menneskelig tragedie, men at Huss har formået at leve med den - bl.a. via skabelsen af sangene på »Troen og Ingen« - afkræver den dybeste respekt. Han har begået en milepæl i dansk musikhistorie. Ligeledes kan man kun glædes over, at Jens Unmack og Henrik Hall har formået at føje endnu et kapitel til Love Shops unikke historie uden medstifter- og lydarkitekt Hilmer Hassig, der så tragisk mistede livet i en trafikulykke for to år siden. Sidst men ikke mindst er der allerede nu så meget at hente hos ungdommen, især hos den vidunderlige debutant Agnes Obel og suveræne The Rumour Said Fire.
Kigger man på laget under listen, bliver man næsten forpustet over plader signeret af Peder, Chimes & Bells, Torsten Larsen, The Floor Is Made Of Lava, Ghost Society, Stoffer & Maskinen og Jatoma for blot at nævne nogle få. De er hver især store talenter, nogle sågar mere end det, men de mangler endnu lige det sidste ekstra for at kunne nå stjernerne.
Faldende salg
Men skyerne er ikke kun mørke. Lige nu arbejdes der fremdeles på højtryk for at sikre de danske musikforbrugere adgang til streamingsites såsom Spotify på nettet, som ret beset betyder, at man ikke behøver at fylde op på CD-reolen eller på computerens harddisk, men kan nøjes med at klikke sig ind på en service og derfra afspille sin musik
Nyt blod til hiphop
Dog var der én stor og glædelig nyhed på den internationale musikscene i år, nemlig at hiphoppen efter års tørke har fået nyt blod og kunstnerisk kraft med perspektiver. Kanye West skabte et mesterværk, og vi kommer med statsgaranti til at høre meget mere til navne som Drake og Janelle Monae.
