Det er lidt med bange anelser, at man sætter Bob Dylans 36. studiealbum på anlægget. Dylan som crooner? Det rimer bare ikke rigtig. Man kan sige meget om ham, men nogen stor sanger i traditionel forstand er han ikke. Han kan hvæse, hæse og blæse bedre end de fleste, men nogen Frank Sinatra bliver han aldrig.
Ikke desto mindre er de ti covernumre på »Shadows In The Night« alle taget fra den store løst definerede amerikanske sangkanon kendt som The Great American Songbook. Alle evergreens og alle tidligere croonet til udødelighed af netop Frank Sinatra.
Heldigvis forsøger Bob Dylan hverken at gå Ol’ Blue Eyes eller senere fortolkere som Robbie Williams, Rod Stewart, Michael Bublé, Michael Carøe eller hvad de nu ellers alle sammen hedder i bedene. De gode sange er svære at fucke op, men de fire herrer har i hvert fald gjort deres til, at den smoking-klædte Las Vegas-crooner-stil er blevet lidt af en ulidelig kliché.
Det spor holder Dylan sig heldigvis for god til at gå ned ad. For ham er de her sange ikke blot et spørgsmål om let underholdning. For ham er de en del af den amerikanske musiks ursuppe på samme måde som den blues, folk, country, swing og rockabilly, som han især i den senere del af karrieren har genbesøgt, gået i brechen med og bastardiseret med varierende grader af intensitet og ynde.
Overraskende nok er det faktisk et godt look for Dylan. For en mand der har ry for at lyde som en selvdød hund, får disse Sinatra-fortolkninger virkelig det bedste frem i hans barkede stemme. Han strækker sig længere end han plejer, prøver at åbne halsen mere, og fordi det ikke falder ham helt naturligt, giver det udtrykket en velgørende skrøbelighed – det er en ældre mand, der blotter sig her – som gør en kæmpe forskel.
Der er noget elementært rørende ved at høre den vejrbidte ældre herre synge disse store melodramatiske klassikere. Den kærlighedssyge resignation, der gennemvæder den store »I’m A Fool To Want You« bliver kun understreget yderligere af Dylans indfølte sangfordrag, mens andre højdepunkter som »Full Moon And Empty Hearts« slingrer jazzet mellem sukkende melankoli og blåøjet længsel.
Når mindre er større
Crooner-genren er normalt martret af den udbredte misforståelse, at de store følelser i teksterne skal understøttes af endnu større strygere og blæsere. Dylan trakterer heldigvis med et langt mere afdæmpet og minimalistisk udtryk. Trommeslageren i det faste husband har fået fri, mens strygerne er erstattet af en ensom lap-steel-guitar, der maler sangene i fløjlsblød midnatsblå over dæmpede messingblæsere og dulmende kontrabas. Og denne knap så svulstige lyd får altså sjovt nok sangene til at fremstå større.
Som det nok kan læses ud af ovenstående, er »Shadows In The Night« ikke Dylans mest ophidsende plade. Til gengæld er den som skabt til den ensomme ulvs sene aftenstund - solidt placeret i lænestolen med en brun spiritus i et tykbundet glas som eksistentielt dulmende sidevogn. Det er vellydende uden at kamme over, smagfuldt, og ja, faktisk overraskende rørende i sine bedste stunder. Jo, den gamle hund kan stadig nye tricks. Hvem havde lige troet det?
Hvem: Bob Dylan. Hvad: »Shadows In The Night«, Sony Music.
