Tag en dyb indånding. Det kommer til at gøre ondt. Du kommer nok til at få lyst til at trykke stop undervejs og lave noget andet. Noget nemmere. Du kommer til at blive frustreret, og du kommer til at undre dig: Hvad foregår der? Hvor er vi på vej hen? Og hvorfor skal det være så svært?
Yep. Björk er tilbage. To måneder før den planlagte udgivelse lækkede hendes niende album »Vulnicura« forleden på nettet, og nu har den ikoniske islænding så taget konsekvensen og lynudsendt det selv via iTunes.
Og hvad er det så, vi har med at gøre her? Jo, såmænd intet mindre end Björks Store Breakup Album™. En ordentlig kleppert af en plade, hvor vores heltinde på smertelig vis lægger sit forliste ægteskab med filmkunstneren Matthew Barney på operationsbordet og metodisk dissekerer og stikker nåle i alle de åbne sår. Men materien løber, patienten er døende.
Hver sang udgør et tidsligt nedslag i det sørgelige forløb før og efter bruddet. Vi er med, når Björk på åbneren »Stonemilker« begynder at registrere de første faresignaler. Vi er med, når hun på »Lionsong« begynder at indse, at faresignalerne er blevet en tilstand. At kærligheden er ved at glide parret af hænde, og at hun intet kan stille op.
På »A History Of Touches« er vi med helt inde i soveværelset, hvor Björk oplever den ubærlige følelse af på én gang at mærke vægten af alle deres berøringer strømme igennem sig og samtidig vide, at det er sidste gang, de er intime sammen.
Herefter rammer den nedadgående spiral sit uundgåelige lavpunkt på »Black Lake«, hvor Björk græder giftige tårer af fortvivlelse efter bruddet. Hun føler sig forrådt. Hendes sjæl, ånd og liv er brudt sammen.
En drejebog i sorgprocessens anatomi
Pladens anden halvdel er vejen væk fra det ægteskabelige Ground Zero. Numre som »Family«, »Notget« og »Mouth Mantra« udgør nærmest en drejebog i sorgprocessens anatomi.
For at hele må Björk sørge, hun må mærke smerten: »If I regret us / I’m denying my soul to grow / don’t remove my pain / it’s my chance to heal«, som det lyder på »Notget«. Og senere, på den afsluttende »Quicksand«, ender den smertelige erkendelse med at bide sig selv i halen: »When I’m broken I am whole / and when I’m whole I am broken«.
Det er med andre ord virkeligt tunge og personlige sager, som Björk lægger til skue her. Og »Vulnicura« er da også en ordentlig mundfuld, der kræver mange gennemlytninger at få hold på. De fleste sange strækker sig ud over seks, otte og ti minutter.
Deciderede hooks skal man lede længe efter. Og i samarbejdet med den unge venezuelanske producer Arca (Kanye West, FKA Twigs) har Björk tilmed også udstyret disse svulmende emotionelle strygerkompositioner med et abstrakt og ildevarslende rytmisk fundament blottet for fremdrift i fire fjerdele.
Som lyttere placeres vi derfor i et udsvævende limbo. Og her bliver Björks kamp også vores kamp. Det er ikke nemt, forstår vi. Men vi føler en hel masse. Og vi forstår, at selv om processen er svær, så gemmer forløsningen sig på den anden side. Det er vi nødt til at tro på. Det kræver bare, at vi kæmper. Ligesom Björk.
Hvem: Björk.
Hvad: »Vulnicura«, One Little Indian.
