Med sweateren som spændetrøje

Belle & Sebastian vil så frygtelig gerne genopfinde sig selv. Men på deres niende album lyder de mest af alt som en umage identitetskrise.

Belle & Sebastian: »Girls In Peacetime Want To Dance«
Læs mere
Fold sammen

Efter knap 20 år som band har Glasgow-bandet Belle & Sebastian følt, at det var på tide at ryste posen og prøve noget nyt. Og hvem kan bebrejde dem det?

Dengang de slog igennem i 90erne stod deres følsomme, vittige og litterære indiepop som en tiltrængt modvægt til periodens machoskrydende grunge og britpop. De blev lidt af et kultband, og bandleder Stuart Murdoch blev sågar nævnt som en af sin generations helt store sangskriverhåb.

Men det er længe siden efterhånden. Og selv om Belle & Sebastian er fortsat med at udgive plader med et par års mellemrum, har de stadig aldrig ramt samme højder som på de tidlige hovedværker »If You’re Feeling Sinister« (1996) og »The Boy With The Arab Strap« (1998).

Måske den bløde rullekravesweater med årene er blevet så mør, at den har udviklet sig til en spændetrøje? I hvert fald er det som om, at bandet flere steder på sit nye album, »Girls In Peacetime Want To Dance«, prøver at krænge den af og vise, at der indenunder gemmer sig en tight silkeskjorte med brede flipper … John Travolta-style.

Sigter efter dansegulvet

På numre som den udmærkede »The Party Line« og den rædsomme »Enter Sylvia Plath« sigter de i hvert fald efter dansegulvet på en helt anden måde, end de har gjort før.

Uptempo discobeats, umba-umba-bas, spinkle guitarer, masser af synth og en muskuløs produktion. Forsøget er prisværdigt, men det er desværre mest af alt bare et akavet look for Belle & Sebastian.

Og værst af alt: De falder i et med mængden og ender med at lyde som en kedelig kopi af en masse andre bands. Andre steder går der på bizar vis polka i løjerlighederne på »The Everlasting Muse«, mens bandet på »Play For Today« forgæves forsøger at bygge et 80er-inspireret dancepop-momentum op over syv alt for lange og begivenhedsløse minutter.

Det fungerer bare ikke. Det samme må man desværre sige om sangskrivningen. Med ganske få undtagelser som de to fine åbningsnumre, »Nobody’s Empire« og »Allie«, gør sangene bare ikke det store indtryk. Gang på gang opdager man, at ens opmærksomhed er skredet, og at man har glemt, at man lytter til en Belle & Sebastian-plade.

Hvis de så bare var gået linen helt ud. Men det gør de heller ikke. For midt imellem de halvkiksede ture på dansegulvet finder man numre som »The Cat With The Cream« og »Ever Had A Little Faith?«, der med akustiske guitarer og strygere er holdt i en helt klassisk Belle & Sebastian-stil.

Som om de godt vidste, at de, når alt kommer til alt, stadig føler sig mest trygge i den gamle rullekravesweater.

Hvem sagde identitetskrise?

Hvem: Belle & Sebastian.

Hvad: »Girls In Peacetime Want To Dance«, Matador.