Beach-bedstefar når ikke sin egen fortid til badesandalerne

Brian Wilson har inviteret gæster med på »No Pier Pressure«. Med blandet held for hverken sange eller stemme er, hvad de engang var.

Brian Wilson. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Den 72-årige Beach Boy, Brian Wilson, har trods den enorme succes, han har nydt, ikke haft et nemt liv. Anerkendelsen har haft sin pris.

Opvæksten var præget af en far, som troede, at vold fremmede ambitionerne og forståelsen hos Brian og hans brødre, Carl og Dennis. De måtte fra barnsben vænne sig til en hverdag med hyppige øretæver. Overgrebene plantede en fundamental usikkerhed i Brian, som fulgte ham ind i voksenlivet.

Siden smagte brødrene popstjernetilværelsens søde frugter, da de i 1960erne surfede ind på hitlisterne med The Beach Boys’ mange udødelige klassikere. I dag står særligt det fantastiske 1966-album »Pet Sounds« fortsat som en af populærmusikkens vægtigste hjørnestene.

Sammenlignede sig konstant med The Beatles

Men popauteuren Brian tvivlede til stadighed på egne evner. En tvivl, The Beatles var med til at forstærke. Wilson sammenlignede konstant sine meritter med idolernes. Det blev et kapløb for ham. En konkurrence, han konstant følte, han tabte. Hans evner stod ikke mål med ambitionerne. Det blev en besættelse.

Ind kom stofferne. Så knækkede filmen. LSD ristede hans skrøbelige og ustabile sind. Han blev verdensfjern og trak sig gradvist væk fra The Beach Boys og offentligheden. Efter en række »lost years« dukkede han op igen i midt-80erne og har siden udsendt ny musik med sporadiske mellemrum. Med vekslende resultater til følge.

Ideen på »No Pier Pressure«, hans 11. soloudspil, har været at hive en række gæster ind til at assistere. Frank Ocean og Lana Del Rey blev annonceret, men begge sprang hurtigt fra. Og man forstår dem til dels godt. For på albummet møder vi en Wilson fjernt fra fordums styrke. Hverken sange eller stemme er i nærheden af fortidens klasse. Der er ikke meget musikalsk slag i den gamle Beach-bedstefar.

I stedet for Ocean og Del Rey-kollaborationerne bliver vi trakteret med det på alle planer mislykkede samarbejdede med Capital Cities’ Sebu Simonian på eurodance-rædslen »Runaway Dancer«. En sang langt under Wilsons værdighed.

Fejscastings af dimensioner

Meget kønnere bliver det ikke på den banjo-anstrengende »Saturday Night«, hvor han teamer op med Fun-vokalisten Nate Reuss eller den sukkersøde »Our Special Love« med sangeren Peter Hollens. Tal lige om fejlcastings af dimensioner.

Bedre går det trods alt på »Whatever Happened« og »The Right Time«, hvor han får selskab af Beach Boys-kollegerne Al Jardine og David Marks.

Her fornemmer man lidt af den sommerlige popmagi, der gjorde gruppen til mastodonter back then. Ligeledes fungerer duetten med She & Him’s Zooey Deschanel på den loungepoppede »On The Island« også tilforladeligt.

Det overordnede indtryk er dog, at den gamle stranddreng, ironisk nok, overhovedet ikke kan stå mål med sin egen fortid. Stakkels Brian.

Hvem: Brian Wilson.

Hvad: »No Pier Pressure«, Capitol Records.