Titlen på The Prodigys nye album er »The Day Is My Enemy«. En mere rammende titel havde nok været »Today Is My Enemy«. For meget har godt nok ændret sig, siden gruppen satte ild til både hitlister og dansegulve i 90erne med plader som »Music For The Jillted Generation« og »The Fat Of The Land«. Til gengæld virker det ikke, som om at The Prodigy har bevæget sig synderligt. Det skulle da lige være på stedet.
Hvor briternes sprængfarlige cocktail af big beat, drum ‘n bass, acid house, jungle, techno og rock dengang fremstod både innovativ og overrumplende – som 90ernes elektroniske dansemusik samlet i en brutal knytnæve – lyder den i 2015 temmelig bedaget. Der er stadig fuld smadder på, men bandets vrængende grimasser, piercingerne, tatoveringerne og de farvede kontaktlinser, som uvægerligt dukker op på nethinden, når man lytter, virker i dag mere fjollede end chokerende. Og det samme kan man desværre ofte sige om musikken.
Gruppens producer, Liam Howlett, stamper ellers krudtet hårdt i sit artilleri af auditive masseødelæggelsesvåben. Og især på indledende bombenedslag som titelnummeret, »Nasty« og »Destroy« rystes reptilhjernen godt og grundigt. Og så er der deciderede bøllebank i luften, når The Prodigy går sammen med pub-lømlerne i Sleaford Mods på »Ibiza«. Det er altså et båtnakket tæskehold, som man nødig ville rende ind i på en bytur.
Og sådan fortsætter det ellers i samme rille gennem pladens 14 numre. Savtakkede synth-linjer skærer som dødsstråler gennem marv og ben, mens massive drum ‘n bass-beats tæppebanker trommehinderne. Melodiske godbidder eller livgivende hooks skal man dog lede længe efter. Og så er det, at ensformigheden sætter ind.
Ingen rebeller
The Prodigys største problem er nu som dengang, at den brutale aggression ikke har nogen adressat. Den synes at være et mål i sig selv snarere end et symptom på noget andet. Og det gør den ultimativt tom og nihilistisk. »The radio plays the sound in your ear / a calling to all / the message is clear,« lyder det f.eks. på »Rebel Radio«. Men titlen lover mere, end den kan holde. Beskeden er ikke klar. Der er ikke noget oprør. Kun aggression.
God dansemusik behøver ikke have et forkromet budskab eller en større mening. Langtfra. Men i det her tilfælde havde det klædt den. For The Prodigys aggressive æstetik forlener dem samtidig med politisk agiterende rocknavne som Rage Against The Machine og horder af punkbands. Og i det selskab kommer de i den grad til kort.
Nu fremstår de i stedet bare som ham den lidt for gamle amfetamin-brandert, der må bæres sparkende og skrigende ud fra den fest, han lige har været ved at ødelægge.
Hvem: The Prodigy.
Hvad: »The Day Is My Enemy«, Parlophone.
