Musikalsk game changer fra Lower Dens

Indiebandet fra Baltimores stærke og strømlinede tredje album »Escape From Evil« bør være udspillet, som sender dem ud af undergrunden.

Læs mere
Fold sammen

Hvad gør man, hvis man er et indadvendt indieband, som ønsker kyndig hjælp til at åbne sit knudrede musikalske univers for en større lytterskare uden at give køb på sin kunstneriske integritet og signaturlyd? Man hyrer fx et par studiewizzards som Chris Coady og Ariel Rechtshaid til at sidde bag pulten og dreje på knapperne.

Coadys CV tæller studietid med navne som Beach House, Future Islands og Yeah Yeah Yeahs. Tre grupper, hvis crossover-potentiale fra undergrundsnavn til et bredere gennembrud Coady med rette kan tage en anseelig del af æren for.

Det samme gælder for Rechtshaid, der kan bryste sig af at have hjulpet blandt andre Haim og Vampire Weekend med at tage springet ud af indiescenen.

Begge lydsnedkere har nemlig en ferm evne til at fremelske de mest melodisk tilnærmelige sider af kunstnernes sound, mens de på samme tid formår at skærpe og tydeliggøre de soniske idiosynkrasier, der gjorde kunstneren til et fængslende bekendtskab til at begynde med. Holde fast i styrkerne og dyrke dem til perfektion.

Stærkt og strømlinet

Således har også Baltimore-kvartetten Lower Dens, med den sky sangerinde Jana Hunters androgyne sovekammerrøst i front, sat ovennævnte herrer stævne i studiet til arbejdet med deres tredje album »Escape From Evil«. Fornuftigt. For resultatet er et stærkt og strømlinet udspil, der bør give bandet det velfortjente gennembrud, som hhv. »Teen Dream« og »Singles« gav Baltimore-bysbørnene, førnævnte Beach House og Future Islands. Det har karakter af en såkaldt game changer serveret i albumformat.

På udspillet fremstår Hunters vokal markant tydeligere i lydbilledet, hvor den er skubbet længere frem i mikset. Hendes distinkte røst understøttes af boblende synth­fladers musikalske legen tag fat med snurrige basgange, taktfaste trommebeat og krystalklare, rumklangsdraperede guitarfigurer. Delelementerne udgør tilsammen en kompakt og dragende melankolsk helhed.

Lower Dens har samtidig nedtonet noget af forgængernes introverte metronom-pulserende krautrock-fascination til fordel for et mere sværmerisk, 80er-drømmepoppet udtryk, hvor der lægges eftertrykkeligt tryk på pop flere steder undervejs, faktisk.

For melodierne får virkeligt lov at stå skarpt her, hvilket er særlig hørbart på den apologetiske slow burner »Ondine«, hvor Hunter i det tungsindigt messende refræn repetitivt forsikrer en svigtet partner om »I Will Treat You Better«. Men også den drevne »Sucker’s Shangri-La«, den brusende »To Die In L.A.«, og den humørsyge »Non Grata« er klasseeksempler på, hvor effektivt Hunter og kompagni formår at fusionere det iørefaldende med det langtidsholdbare. Kun enkelte steder under gennemlytningen forekommer der mindre udsving i momentum, som skæmmer en smule. Petitesser.

Hvem: Lower Dens.

Hvad: »Escape From Evil«, Ribbon Music.