Der er en voldsom ubalance mellem kønnene inden for musikkens verden. Der er ganske enkelt flere mænd, der spiller og producerer musik. Selv herhjemme i forholdsvis progressive Danmark, viste en undersøgelse fra 2010, at kun hver femte udøvende danske musiker var kvinde. Og billedet går igen, når man kigger på stort set alle dele af musikbranchen, hvor mændene dominerer på både pladeselskaber, spillesteder, blandt bookere og i musikpressen.
Fra politisk hold diskuteres det flittigt, hvordan man skal dæmme op for ubalancen. Det er såldes ikke mere end et par dage siden, at et medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for Det Radikale Venstre foreslog, at de regionale spillesteder skulle til at registrere fordelingen mellem kvindelige og mandlige optrædende.
Snarere end velmenende politikere og kvotetænkning har musikkens verden brug for kvinder af samme støbning som canadiske Claire Boucher, bedre kendt under kunstnernavnet Grimes. For i modsætning til mange andre kvindelige popstjerner insisterer hun på at lave alt selv.
Efter gennembruddet med »Visions« i 2012 kunne Grimes have valgt at samarbejde med de største kanoner på sit nye album »Art Angels«. Men i stedet for at tage imod hjælp fra velmenende og belærende mandlige producere og sangskrivere valgte hun - undskyld udtrykket - at være herre i eget hus. Det var hende ganske enkelt magtpåliggende.
I den forstand kan »Art Angels« ses som et feministisk statement. Grimes har ikke bare skrevet og sunget alle sangene. Hun har også produceret og spillet alt på pladen - bortset fra et par enkelte vokale gæstevisitter. Hun har blandt andet lært at spille guitar og violin for at kunne gøre det selv.
Det er lidt af en bedrift af to årsager: Dels den åbenlyse, at »Art Angels« er en vild og eventyrlysten pop-plade, hvor alt synes at kunne ske. Den lyder ikke som nogen andre end Grimes. Dels opererer Grimes ikke længere som undergrundskunstner. Hun er en decideret stjerne med millioner af lyttere og dermed masse på spil kommercielt også. I poppens superliga er der ganske enkelt ikke andre, der er så selvhjulpne som hende.
Med sin stædighed, sin flid og sine evner viser hun vejen frem. Hun viser os alle at kvinder på ingen måde er mændene underlegne, når det kommer til at lave musik. Det er lige præcis den slags, der kan være med til at dæmme op for ubalancen mellem kønnene. Flere kvinder skal ganske enkelt på banen. De skal se, at der er muligheder. Og så skal mænd være bedre til at give dem plads. I hvert fald hvis vi ønsker mere (pop)musik med rent kvindeligt fortegn.
Og det vil vi godt, når det svirer så fabelagtigt som på »Flesh + Blood« - en blandt mange sære poplækkerier på Grimes’ »Art Angels«.
