23. låge: Bisse råbte »shotgun!«

Hver dag frem til jul peger vi på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i det forgangne år. Bag dagens låge gemmer sig et rædselsvækkende selvmordsbrev i forklædning som hiphopsang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du ikke føler bare et eller andet, mens du hører »Shotgun For Dig« med Bisse, så er jeg bange for, at alt håb er ude for dig. Det behøver bestemt ikke være gode ting. Tværtimod. Det kan også bare være, at du finder den ekstremt irriterende, hysterisk eller ubehagelig. Ja, sidstnævnte er faktisk nok det mest sandsynlige - og intenderede - scenarium.

Thorbjørn Radisch Bredkjær, sangeren og musikeren bag Bisse, har selv ganske rammende kaldt sin seneste plade »BITCHIN’« for en »hiphop-idiosynkrasi«. Og »Shotgun For Dig« er da også med sine maniske ordstrømme, amerikanske street-lingo og syntetiske beats og klangflader en slags voldsomt derangeret udgave af moderne hiphop. I sig selv et ret bemærkelsesværdigt kunstnerisk venstresving al den stund, at Bredkjær indtil nu mest har gjort sig bemærket som guitarist og tekstforfatter i Spillemændene.

Men med Bisse og i særdeleshed »Shotgun For Dig« åbner han altså op for et helt nyt og langt mørkere vokabularium. Sangen er nemlig udformet som et rygradsrislende selvmordsbrev fra en mand, der hænger helt ude i tovene efter at hans kæreste har forladt ham.

Titlen kommer af udtrykket »Ridin’ Shotgun« og referer til en lille uskyldig selskabsleg, hvor den person, der råber »shotgun« først, får lov til at sidde på passagersædet ved siden af bilens chauffør. Men i »Shotgun For Dig« sker der en uhyggelig forskydning, hvor referencen til skydevåbnet virker som om, at den skal tages bogstaveligt.

I første del af omkvædet lyder det:

jeg råbte shotgun
jeg var den første
jeg vil sidde foran
jeg vil sidde ved siden af dig for altid

I anden del bliver det anderledes konkret truende:

jeg råbte shotgun
og den er ladt og jeg har ikke tænkt mig at droppe dig eller den
jeg vil sidde ved siden af dig for altid
og køre med dig til den bitre ende
vi er i det her sammen
du kan ikke bare stikke af nu
jeg råbte shotgun

I løbet af sangen bliver fortælleren mere og mere desperat. Han er helt isoleret, ligger og flæber på sine blødende knæ, stikker hovedet ind i en mikroovn og beskriver sin tilstand som et ondt trip, han ikke kan komme ud af. Og Thorbjørn Radisch Bredkjær leverer linjerne med uhyggelig troværdighed. Det er lyden af en rablende, livstruende desperation, der kun peger én vej: Mod det sidste store brag.