»Hallo?«
»Hello...«
»Hvem taler jeg med?«
»… It’s me…«
»Er det dig, Adele?«
»I was wondering if after alle these years you’d like to meet?«
»Ja, selvfølgelig! Hvordan kunne du tro andet?«
Man skal godt nok have boet under en sten de sidste par måneder for ikke at have hørt Adele synge »Hello«. Sangen har været over det hele og er blevet afspillet over en milliard gange allerede alene på Youtube og Spotify.
Den 27-årige britiske sangerinde kunne ikke have valgt en bedre sang at melde sin genkomst med. Fire år efter udgivelsen af hendes verdensbetvingende andet album »21«, der solgte 30 millioner eksemplarer, var hun nu klar til at vende tilbage til musikken.
Åbningslinjerne lyder om noget som Adele, der forsigtigt spørger os lyttere, om vi mon kunne tænke os at se hende igen efter alle disse år. Sådan lyder de første gang, man hører dem. Men snart finder man ud af, at sangen egentlig handler om at have gjort noget i fortiden, som man fortryder, og nu beder om tilgivelse for. Hvem der bliver sunget til, står helt åbent: Det kunne være en tidligere elsker, en ven, et familiemedlem, en selv.
Sangen er vokalmæssigt en decideret tour de force for Adele. Hun er usikker og skrøbelig i de afdæmpede vers, hvor klaverakkorderne drypper af sorg. Man når lige at tro, at det er den slags sang. Men så begynder noget at dæmre og pludselig åbner det hele sig op på vid gab i omkvædet, hvor Adele med sin stemmes fulde kraft synger så smerten strømmer gennem hele kroppen. Det er som om, at hun prøver at synge på tværs af oceaner og årene, der er gået.
Og havde det ikke været for »Hello« havde »25« nok ikke sat sig så tungt på slutningen af året, som tilfældet er. Det er højtbelagt, jovist, men samtidig også svært at gå uberørt fra. Lige der ligger Adeles styrke.
