Han er blevet kaldt hiphoppens frelser. Men under overfladen gemmer sig en rådden sjæl

AOK
Musik
Anmeldelse

Kendrick Lamar imponerer igen stort med sit knudrede og selvudleverende femte album, »Mr. Morale & The Big Steppers«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kransen om hans hoved er lavet af pigtråd. Rollen som hiphoppens frelser er et åg, han må bære, må vi forstå. Men lige nu har han altså vigtigere ting at tage sig til. Han holder sin datter i armene. På den uredte seng foran ham sidder hans kone og ammer hans nyfødte søn. I bukselinningen sidder en pistol.

Sådan præsenterer Kendrick Lamar sig på coveret til sit femte album, »Mr. Morale & The Big Steppers«. Et viltert, komplekst, nuanceret og krævende dobbeltalbum fra en af de bedste rappere til nogensinde at gribe mikrofonen.

Sidst han udgav et reelt album var tilbage i 2017 med »DAMN«, der skubbede hans popularitet til et helt nyt niveau. Sangen »all right« blev slagsang for Black Lives Matter-bevægelsen, og albummet blev – som det første hiphop-album nogensinde – tildelt den prestigiøse Pulitzer-pris.

Den relativt lange pause fra offentlighedens søgelys har 34-årige Kendrick Lamar tydeligvis brugt på at kigge sig selv dybt i spejlet. Men som altid, når der er tale om Kendrick, er det ikke kun hans eget spejlbillede, der kigger tilbage. Han kan nemlig ikke lade være med at bruge sig selv om prisme for noget større. Det er det, der er hans gave. Men samtidig det, han på en eller anden måde prøver at slippe væk på »Mr. Morale & The Big Steppers«.

Allerede på det første nummer, »United In Guilt«,  nævner han flere gange, at han har været i terapi, og albummet kan da også med fordel høres som en stribe musikalske gestaltninger af en presset og søgende Kendrick Lamar på psykologens briks. Noget der også understreges af flere referencer til og samples af den spirituelle tyske selvhjælpsguru Eckhart Tolle, som Kendrick har brugt en del tiden sammen med i de senere år.

Der er – igen — både tematisk og formmæssigt tale om et yderst ambitiøst værk, der kalder på – ja, nærmest kræver — fuldt fokuseret lytning for at pakke alle de komplekse betydningslag ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aftermath/Interscope..

Særligt albummets første halvdel lyder som ét langt opgør med den dydige frelserskikkelse, som både omverdenen, men i høj grad også Kendrick Lamar selv har været med til at kultivere. Her møder vi en nær manisk Lamar, der i halsbrækkende tempo rapper om, hvordan han har prøvet at dulme sin sorg og sin smerte med mærkevarer, tom luksus og hævngerrig sex med hvide kvinder.

Det er det helt store maskefald, og det fortsætter ubarmhjertigt, når han råt for usødet dykker ned i sine faderkomplekser på »Daddy Time«. Decideret ubehageligt bliver det på »We Cry Together«, hvor han iscenesætter et rædselsfuldt skænderi med sin kone, Whitney Alford, der her performes hårrejsende intenst af skuespilleren Taylour Paige.

Det føles enormt privat, men Kendrick bruger samtidig netop det private til at undersøge og blotlægge nogle større tendenser. På »Daddy Time« reflekterer han over, om det netop er de forkvaklede forhold til kolde og granatchokerede fædre, der har skabt hele grobunden for bandevolden i ghettoerne. Og på »We Cry Together« handler det i høj grad også om skiftende magtdynamikker mellem kønnene i en tid præget af woke-feminisme og #metoo.

Ikke jeres frelser

På anden halvdel begynder det langsomt at lysne. Terapien begynder at virke. Og han begynder at indse, hvordan hans frelserkompleks har gjort ham blind for hans eget moralske forfald. Flere gange undervejs dukker Kendricks partner og moderen til hans børn, Whitney Alford, op i sangene. Både i teksterne og med sin egen stemme. Og det er naturligvis ikke helt tilfældigt, for den konklusion han kommer frem til er netop, at han først og fremmest er nødt til at være noget for sig selv og sin nærmeste. Han kan ikke være den store frelser, hvis ikke han først får styr på sine egne dæmoner.

Som sådan er der igen både tematisk og formmæssigt tale om et yderst ambitiøst værk, der kalder på – ja, nærmest kræver – fuldt fokuseret lytning for at pakke alle de komplekse betydningslag ud. Jeg har her kun lige skrabet i overfladen af alt det, der foregår i de ordrige tekster, der igen-igen leveres med et enestående arsenal af varierende flows, stemmer og rytmiske kadencer. Fra brølende aggression til introspektiv hvisken.

De indre konflikter og den indre uro afspejles også i musikken, der sjældent forløser, men ofte føles anspændt og urovækkende. Knudrede og huggende klaverakkorder bryder glimtvis smukke strygere over et omskifteligt repertoire af beats hentet i trap og boom bap. I en grad, så når der endelig dukker et soul-sample eller en poppet-synth op, føles det som manna fra himlen.

På den måde kan man ikke beskylde ham for at vælge de lette løsninger. Heldigvis. Det er lige præcis det, der gør ham til Kendrick Lamar. Og med »Mr. Morale & The Big Steppers« har han givet os endnu et vægtigt værk, som man vil kunne blive ved med at vende tilbage til.

Kendrick Lamar. »Mr. Morale & The Big Steppers«. Aftermath/Interscope.

Lyt til album her: