Ed Sheeran elsker sin kone. Det har han skrevet et helt album om. Og ja, det er lige så kedeligt, som det lyder

AOK
Musik
Anmeldelse

Hvordan i alverden er det lykkedes Ed Sheeran at blive verdens største popstjerne? Berlingskes musikredaktør leder forgæves efter svaret på den britiske sangers nye album.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folkens, vi er altså nødt til at tale om noget. Hvorfor er der så mange af jer, der elsker Ed Sheeran? Okay, måske er det ikke lige dig. Men så måske din nabo. Eller din kollega. Eller din kone.

Billetterne til den rødhårede brites kommende danske koncerter blev i hvert fald flået væk, da de blev sat til salg for nylig. I alt 150.000 danskere har indløst billet til hans nu fire udsolgte koncerter i august 2022. Det er helt uhørt. Glem alt om U2, Coldplay, Springsteen og Stones. Ed Sheerans hær af følgere udraderer dem alle sammen.

Jeg har kløet mig temmelig meget i håret over det, mens jeg har lyttet mig igennem hans nye album »=«. Bevares, den undselige 30-årige popsnedker virker da til at være en helt igennem flink fyr, og tallene lyver selvfølgelig ikke, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor så mange mennesker – kloden over – aktivt vælger at lytte til hans musik. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere uopfindsomt.

Ed Sheeran er vaniljeis. Han er filterkaffe. Han er cowboybukser og morgenhår. Han er vand uden brus. Han er de der postkort med generiske Valentins Dag-hilsner, man kan købe i supermarkedet. Og det er selvfølgelig også det, der gør, at så mange kan samles om ham. Man kan ikke rigtig skære sig på hans musik. Den er fokusgruppetestet til at appellere ekstremt bredt. Og det samme kan man sige om manden selv, der alle dage har plejet et image som verdens mest normale menneske. Your average Joe. Der så tilfældigvis lige er en af verdens allerstørste popstjerner.

Som sådan er alt, som det plejer i Ed Sheeran-land på »=«. Ed skriver om det nære, om de ting, der sker i hans liv. Men vel at mærke de ting, som gør ham normal og relaterbar, fremfor alt det, der handler om at være en stenrig verdensstjerne med privilegier, som de fleste af os kun tør drømme om.

En helt almindelig mand

Det er således sigende – og faktisk ret smart – at han efter de to stadionstore åbningssange »Tides« og hittet »Shivers« trækker os helt tæt på med den nøgne ballade »First Times«.

Her synger han om, hvordan det at spille foran 80.000 mennesker på Wembley ikke kan måle sig med den kærlighed og samhørighed, han deler med sin kone. Når de drikker et par bajere og sludrer natten lang, når de kysser for første gang, når de skændes og klinker skår. Det er det, der betyder noget. »Ain't it funny how the simplest things in life can make a man?« lyder det undervejs.

Og vi forstår. For den slags er selvfølgelig langt mere relaterbart for alle os normale dødelige end at høre rapstjerner som Drake brokke sig over, hvor koldt det er på toppen. Eller at høre The Weeknd synge om at sniffe så meget kokain, at han ikke kan mærke sit ansigt. Eller høre Kanye West synge om sin nyfundne hotline til Gud.

Men jeg synes jo netop det fascinerende ved popstjerner er, når de tør og insisterer på at være larger than life. At være ekstreme. Ekstraordinære. Spektakulære. Urimelige. Uudgrundelige. Jeg vil gerne have popstjerner, man kan slå sig på. Popstjerner, man kan være uenige om. Popstjerner, der kan få mig til at grine. Popstjerner, der rykker noget.

Det er måske meget at forlange. Men én ting er sikkert: Ed Sheeran er selve antitesen til alt dette. Findes der noget mere kedsommeligt end en popstjerne, der synger følsomme og oprigtige sange om, hvor meget han elsker sin kone? Jeg tror det ikke. Ikke desto mindre er det dagens ret på langt størstedelen af sangene her.

Dårlige vaner og vuggeviser

Der er dog få omend markante undtagelser. Førstesinglen »Bad Habits«, der allerede har gået sin sejrsgang verden over, lyder som Ed Sheerans forsøg på at være lidt mørk og farlig a la The Weeknd. Det falder helt til jorden.

Foto: Warner Music.

Ed Sheerans usunde vaner består tilsyneladende i gå i byen, snakke med fremmede mennesker, indse at der alligevel ikke sker noget sjovt efter kl. 02 og så gå alene hjem. Slut. Det var simpelthen det værste, han lige kunne finde på. Det lyder altså som en rimelig standard bytur, hvis du spørger mig.

Men hey, han er jo også blevet far. Man får andre prioriteter. Som for eksempel at putte sin datter. Og som den spillemand han er, sker det selvfølgelig med en puttenuttet lille vuggevise, som også har fundet vej til albummet.

»Daddy made your bed and your lullaby / And Mumma made the mobile in the sky« lyder det på »Sandman«, der er så sukret og infantilt leflende, at jeg næsten ikke kan være i mig selv, når jeg hører den.

Jeg er helt klart over, at jeg med den her anmeldelse skriver mig helt op i anmeldertårnet. Langt væk fra den folkelige smag. Men sådan må det være. Jeg beklikker ikke Ed Sheerans evne til at lave bredt appellerende popmusik med en (tynd) fernis af personlighed. Og jeg kan – hvis jeg anstrenger mig tilpas meget – også godt forstå, at det for mange mennesker er musik, der er nemt at holde af.

Lidt ligesom vaniljeis og filterkaffe og postevand. Det er fint nok. Men smager bare heller ikke af det helt store.

Lyt til albummet her:

Ed Sheeran, »=«, Warner Music