Midt i sit livs krise er Kanye West tilbage med himmelstræbende sorgværk

AOK
Musik
Anmeldelse

Inde i Kanye Wests tiende album gemmer der sig et mesterligt comeback, der kan få selv en agnostiker til at tro på mirakler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg var egentlig begyndt at tvivle på, om 44-årige Kanye West stadig havde det i sig. Både den kreative skaberkraft og ikke mindst det nødvendige fokus til at realisere sine store visioner. De seneste par år har det ærlig talt virket som om, at han har tabt sutten totalt. Og det siger altså ikke så lidt, når vi snakker Kanye. En mand, der om noget er lige så kendt for sit store ego og sin smålige opførsel som for sit vægtige musikalske output.

Men siden den kaotiske udgivelse af den fascinerende »The Life Of Pablo« (2016) er det som om, at vægtskålen er tippet den forkerte vej. Hans to seneste plader – den bipolare »Ye« (2018) og gospel-hiphop-værket »Jesus Is King« fra 2019 – virkede underligt uinspirerede, små og under niveau. Og samtidig har han fremstået mere og mere manisk og utilregnelig i sin opførsel.

Alene de seneste fem år har han – og hold nu fast – været indlagt på den lukkede, er blevet genfødt kristen og har afholdt ugentlige gospelgudstjenester, blevet dollarmilliardær på sit sneaker-imperium Yeezy, optrådt i rød MAGA-hat og åbent støttet Donald Trump, udtalt at afroamerikanske slaver selv havde et valg om at blive slaver, selv stillet op som præsidentkandidat til det amerikanske valg i 2020 og er blevet skilt fra moderen til hans fire børn, reality- og Instagram-dronningen Kim Kardashian.

Kanye West og ekskonen, Kim Kardashian, blev skilt i år efter omkring 7 års ægteskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW KELLY.

Der har været for meget larm og for lidt god musik. Derfor var jeg heller ikke blandt dem, der sad klinet til skærmen, da Kanye lavede et livetransmitteret lytteevent fra et stadion i Atlanta tilbage i slutningen af juli.

Planen var, at hans tiende album »Donda« skulle udkomme umiddelbart efter. Det gjorde det bare ikke. Kanye flyttede i stedet ind i et lille interimistisk studie under stadionet, hvor han under tilsyneladende asketiske forhold arbejdede videre med musikken. To stort anlagte livetransmitterede releaseevents mere fulgte i løbet af august. Et i Atlanta og et på et stadion i hjembyen Chicago, der kulminerede med, at Kanye satte ild til sig selv og en 1:1-model af sit barndomshjem. Et par dage efter landede »Donda«. Endelig.

Mit liv er for kort til den slags mediecirkus. Men jeg må sige, at selve albummet i den grad er vokset på mig. Jeg er gået fra lettere irriteret skepsis til dyb veneration. Og alt muligt indimellem. Det er langt fra et perfekt album, og det kunne med fordel være trimmet betydeligt ned fra sine svimlende 27 sange og spilletid på knap to timer. Men det overordnede indtryk er, at Kanye – på forunderlig vis – stadig har den. Og langt fra er færdig med at skabe monumental og visionær musik på den allerstørste scene.

Sorgen flyder sammen

»Donda« er navngivet efter hans mor, der døde pludseligt af komplikationer efter en plastikoperation tilbage i 2007. Kanye var hendes eneste barn, faderen – en tidligere medlem af Black Panthers – var ikke til stede. Hun underviste i engelsk på universitet i Chicago og var samtidig Kanyes manager frem til hendes tragiske død. Hendes betydning har været enorm for den, han er blevet.

Albummet er dog langt fra den fokuserede hyldest til Donda, som der måske var lagt op til. Det åbner ganske vist med »Donda Chant«, hvor r&b-sangeren Syleena Johnson gentager hendes navn igen og igen som en slags mantra. Det rytmiske mønster, hun bruger, en genskabelse af hendes hjerterytme i de sidste 52 sekunder af hendes liv. Rimelig avanceret. Siden dukker hun også op på titelnummeret og »Praise God« i et par fyldige klip fra en tale, hun holdt på universitetet få uger før sin død.

Men det er så også dét. Resten af albummet lyder langt hen ad vejen som en bøn til de højere magter om frelse. Fra en mand, der godt ved, at han er ude og skide. Fra en mand, der forsøger at tæmme sit store ego. Og ikke mindst fra en mand, der har mistet sin kone og kernefamilie. Det stritter, men livet er noget rod, i sorgen flyder tingene sammen, og det må sgu gerne afspejle sig i kunsten.

I 2016 mødtes Kanye West med Donald Trump for efter eget udsagn blandt andet at diskutere multikulturelle problemstillinger, hvilket skabte stor debat blandt Kanyes fans og generelt i medieverden. Ved valget i 2020 besluttede Kanye West dog selv at stille op som præsident, og så var alliancen mellem de to brudt. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB.

Det, der til gengæld binder albummet sammen, er den dystre og nærmest fortabte stemning. Der er en isnende kulde og tomhed i produktionerne. Det er Kanye i skærsilden, der kæmper for at komme i himmerige. Især på albummets stærke første tredjedel, hvor »Jail« åbner ballet med enorme tomme rum, tunge guitarstød, forvrængede gospelkor og et vers fra Jay-Z.

Kanye og hans producere placerer os konstant både i teksterne og produktionerne i et religiøst rum. Men væggene krakelerer. Det er ikke gospelmusikkens ekstatiske påkaldelse af Gud og livets mirakel, vi er ude i her. Vi snakker ildevarslende digitalt manipulerede kirkeorgler og gotisk munkekor, der får det til at lyde mere som en dødsmesse. Som så smeltes sammen med henholdsvis industriel acid-house på »God Breathed« eller benhård drill-hiphop fra Chicagos voldsramte gader på den brutale »Off The Grid«.

Men der er heldigvis også striber af lys, skønhed og håb undervejs. The Weeknds utrolige stemme er som et guddommeligt skinnede lys på »Hurricane«. Unge Vary har et af pladens smukkeste hooks med sin autotunede falset på »Jonah«, mens Don Toliver spiller samme vokalrolle på den sublime »Moon«.

Selvom der er visse markante detours undervejs, så bevæger Kanye sig overordnet fra mørket og mod lyset. Det er en langsom opstigning, der synes at kulminere i et ophøjet spirituelt rum midt mellem skærsild og himmerige.

Jeg har sjældent hørt Kanye så nøgen og følelsesmæssigt blottet som på den gudesmukke »Come to Life«, hvor han – i en regn af himmelske tangenter – synger om frygten for at dø alene og beder om styrken til at ændre sig. For så på det næste nummer »No Child Left Behind« at slutte med en gentagelse af linjen »He’s done miracles on me«. Om de himmelske mirakler rent faktisk er fortid eller fremtid eller blot ønsketænkning for Kanye forbliver et åbent spørgsmål. Som lytter er det umuligt at gå uberørt fra.

Begrænsningens svære kunst

Der er hele 27 nye numre at give sig i kast med på Kanyes nye plade »Donda«, der er opkaldt efter hans afdøde mor af samme navn. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN LANE.

Der gemmer sig med andre ord et virkeligt stærkt Kanye West-album på »Donda«. Og så har jeg ikke engang nævnt hans fænomenale omgang af med et klassisk Lauryn Hill-sample på »Believe What I Say« eller værkets emotionelle epicenter, den monumentale ni minutter lange »Jesus Lord«. Det er store sager og Kanye i absolut topform.

Problemet er bare, at han igen har svært ved at begrænse sig, svært ved at redigere sig selv og samtidig tager nogle tvivlsomme valg undervejs, der trækker helhedsindtrykket ned. Der er flere tracks, som ikke virker helt færdige, eller ikke rigtig bevæger sig nogen steder hen. Hyldesten til den unge afdøde rapper Pop Smoke på »Tell The Vision« yder ingen af dem retfærdighed, ligesom hyldesten til den japanske modedesigner Junya Watanabe også virker temmelig malplaceret.

Endelig har Kanye også valgt at slutte med fire alternative versioner af numre, vi allerede har hørt undervejs. Typisk med vers fra andre vokalister, som har været spillet til de forskellige lytteevent. Isoleret set måske meget sjovt at dykke ned i for de meget engagerede, men der er ret beset tale om 23 minutters ekstramateriale på en plade, der allerede varer knap halvanden time. Og som ellers var så perfekt rundet af.

Men hey, vi lever jo i streamingtider, så det står jo enhver frit for at lave en spilleliste med lige præcis den version af »Donda«, man har lyst til. Min »Donda« er skåret ned fra 27 til 17 numre. Det album kunne jeg godt have givet fuldt hus. Fordi det er så overrumplende, vildt og egensindigt et album. Ingen andre orkestrerer sig selv, sin myte og sin musik på samme niveau som Kanye West, når han er bedst. Det er sikkert og vist.

Lyt til albummet her:

Kanye West. »Donda«. Def Jam/Universal.