Kanye West tør tænke stort. Hans kunstneriske virke er én lang stræben efter storhed. Og fuck så, at der er et par løse ender hist og her. Fuck, at det ikke altid er lige kønt. Og fuck, at det ikke altid hænger snorlige sammen. Så længe det rykker ved status quo og får folk til at føle noget. Og på den front – det må man give ham – er han som regel leveringsdygtig. Både i negativ og positiv forstand.
På hans syvende album, »The Life Of Pablo«, er det som om, at det hele er lidt mere flosset i kanten. Lidt mere forhastet, knap så galvaniseret i sin vision. Gør det noget? Tja. Både og.
Tag nu den kaotiske lancering af pladen i sidste uge. Selv om den har været undervejs i over to år, har man på hans rødglødende Twitter-profil kunnet følge færdiggørelsen i real-time helt op til den annoncerede udgivelsesdato i torsdags. Vers er blevet tilføjet, albumtitler og gæstevokalister er meldt ud og skrottet igen. Og fra sidste torsdags livestreamede verdenspremiere på albummet ved Kanyes store modeshow i Madison Square Garden til den endelige udgivelse landede på streamingtjenesten Tidal søndag, svulmede pladen fra 11 til 18 numre.
Forløbet har mildest talt været noget rod. Og det vidner om en kunstner, der måske ikke har været helt sikker på, hvad det her album præcist skulle være. Måske fordi grundmaterialet er blevet til over en årrække. Det lignede panik før lukketid: Hvordan skulle alle disse fragmenterede idéer passe sammen?
Men så igen: Kanye er lykkedes med noget lignende før. 2013-pladen »Yeezus« blev mere eller mindre skabt i en kreativ raptus helt op til udgivelsesdagen. Og det var altså med til at give pladen en aggressiv fremdrift, der fik den til at lyde som en trykkoger, der eksploderede.
Stor minimalisme
»The Life Of Pablo« er en helt anden størrelse. Stadig eksperimenterende og kompleks, men også mere imødekommende og minimalistisk i sine strittende ekskursioner. Ofte er der ikke mere end to-tre elementer i spil ad gangen. Alligevel er effekten enorm.
For eksempel på åbningsnummeret, »Ultralight Beam«, hvor Kanye i selskab med The-Dream, Kelly Price, Chance The Rapper og verdens største gospelkor besynger troen på Gud. Det er en helt utrolig produktion, der med sine enorme, tomme rum og vægtløse fornemmelse transporterer lytteren på en svævende ultralysstråle direkte til Himmerige. »We on an ultralight beam / this is a God dream,« gentager Kanye, inden han overlader scenen til protegéen Chance The Rapper, der takker for tilliden ved at levere knap to minutters total triumf bag mikrofonen.
Her rammer Kanye den storhed, han altid higer efter. Ikke ved at puste sig op, men ved at skrue ned og give plads til, at andre, yngre kræfter kan skinne i hans guddommelige iscenesættelse. Det gør han flere steder undervejs. Men her altså på åbningsnummeret på sin nye plade. Det er stort.
En rundforvirret kollage
I Kanyes verden er der dog ikke langt fra det hellige til det profane. Allerede på det næste nummer, den sample-tunge »Father Stretch My Hands«, leverer han pladens mest smagløse linjer: »Now if I fuck this model / and she just bleached her asshole / and I get bleach on my t-shirt / I’mma feel like an asshole«. Og det ellers på en sang, hvor han samtidig åbner op om, hvordan han er nervøs for at begå samme fejl som sin far, der svigtede og forlod familien, da Kanye var en lille dreng.
Det er på alle leder og kanter en fragmenteret plade. Numre stopper abrupt, overraskende samples sejler pludselig ind i mixet og forsvinder lige så hurtigt igen. Her er både gospel-klingende numre, synth-minimalisme á la »Yeezus«, introspektive indrømmelser, celebrity-svinere til Taylor Swift til lyden af Rihanna, der synger Nina Simone, et tour de force-topmøde med Kendrick Lamar på en boom-bappet Madlib-produktion, dystre trap-beats og et genialt mashup af et par gamle Chicago-house-klassikere. Det hele realiseret med hjælp fra et væld af prominente gæstevokalister.
Som sådan er »The Life Of Pablo« en rundforvirret kollage af lyde, stemmer og indtryk, der på én gang synes at pege frem og tilbage, op og ned. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Kanye havde problemer med at samle det på den helt rigtige måde. Og jeg er egentlig heller ikke helt overbevist om, at han rent faktisk er lykkedes med det.
Til gengæld er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at den ikke kunne være lavet af andre end ham. Når han rammer højeste niveau – og det gør han flere gange undervejs – så matcher størrelsen på hans ego heldigvis hans musikalske talent og formåen. Eller som han selv rapper et sted: »Name one genius that ain’t crazy«. Der er nok noget om snakken.
Hvem: Kanye West.
Hvad: »The Life Of Pablo«, Good Music/Def Jam.
Hvor: Kan streames via Tidal.
