Har du et bud på, hvilken musik verden streamede i 2010erne?
Hvis ikke har Spotify svaret. Den svenske streamingtjeneste, der i oktober 2019 havde 248 millioner månedlige brugere inklusive 113 millioner betalende brugere, har udarbejdet en statistik over, hvad og hvem brugerne streamede mest i det årti, der nu er ved at rinde ud.

Ser man på de mest streamede kunstnere, ser den internationale top-fem over de seneste ti år således ud: 1) Drake, 2) Ed Sheeran, 3) Post Malone, 4) Ariana Grande, 5) Eminem.
Streamingtjenesten har også udarbejdet en top-fem for mandlige og kvindlige kunstnere.
For de kvindelige kunstnere er de mest streamede: 1) Ariana Grande, 2) Rihanna, 3) Taylor Swift, 4) Sia, 5) Beyoncé.
Blandt de mandlige kunstnere er de mest streamede: 1) Drake, 2) Ed Sheeran, 3) Post Malone, 4) Eminem, 5) The Weeknd.

Spotify-opgørelsen afdækker også, at det er den 28-årige britiske singer-songwriter Ed Sheeran, der har skrevet det mest aflyttede nummer, »Shape Of You«, i hele årtiet. Siden dette nummer blev præsenteret i januar 2017, er det blevet streamet 2,4 milliarder gange på Spotify.
Top-fem over de mest streamede numre på Spotify i 2010erne ser således ud: 1) »Shape of You«, Ed Sheeran, 2) »One Dance«, Drake, Kyla, 3) »Rockstar« Post Malone, 4) »Closer«, The Chainsmokers, 5) »Thinking out Loud«, Ed Sheeran.
Ed Sheeran har ikke blot sunget sig ind i manges hjerter, men også sunget sig ind i historie- og bankbøgerne. Hans 2019-verdensturné anses således for at være den mest indbringende til dato. 736,7 millioner dollar – svarende til knap fem milliarder danske kroner – omsatte den rødhårede singer-songwriter for i forbindelse med sin verdensturné.