Hvad har Beyoncé, Ed Sheeran og Taylor Swift til fælles ud over deres musikalske talent?
At de er blandt de musikere, der tjener allerflest penge på deres musikalske begavelse.
Forbes har udgivet sin årlige liste over de 40 mest indtjenende kunstnere i musikbranchen, og som altid spænder listen bredt over genrer og generationer.
På toppen af listen finder man den amerikanske sanger og sangskriver Taylor Swift, der i øvrigt indtager Orange Scene på Roskilde Festival for første gang næste sommer.
Sangerinden, der fylder 30 år i morgen, har tjent 185 millioner dollar – svarende 1,2 milliarder danske kroner.
Det skyldes blandt andet et efterslæb fra hendes verdensturné sidste år, som har skaffet hende ekstra penge på kontoen i år, at hun har udgivet albummet »Lover«, der har toppet hitlister verden over, og at hun har underskrevet en ny pladekontrakt. Tidligere på året toppede Taylor Swift i øvrigt også Forbes' liste over de bedst indtjenende kendisser – med Kylie Jenner lige i hælene.

Sangeren og sangskriveren Ed Sheeran, der står bag den mest indbringende verdensturné nogensinde, indtager en tredjeplads med en indtjening på 742 millioner kr, mens sangerinden Beyoncé har tjent lige så meget som sin mand, rapperen Jay-Z. De har hver tjent, hvad der svarer til lidt over en halv milliard danske kroner, og indtager en delt sjetteplads på listen.
På top 10 finder man også navne som Elton John og rapperen Drake, mens to bands også har sneget sig med – det amerikanske rockband The Eagles, der har tjent 675 millioner danske kroner, og, på en tiendeplads, Metallica med danske Lars Ulrich på trommer. Efter en lang turné, hvor de også lagde vejen forbi Parken, har bandet tjent 462 millioner kroner.
Sangeren og sangskriveren Rihanna, der i år har haft stor succes med sit makeupmærke, Fenty Beauty, kommer lige efter Metallica med en indtjening på 418 millioner kroner.
Se top-20 herunder eller se den fulde liste hos Forbes her.