En af USAs mest populære popstjerner, 28-årige Taylor Swift, har offentligt erklæret sin støtte til to kandidater fra det demokratiske parti forud for det amerikanske midtvejsvalg.
»Jeg har altid og vil altid give min stemme til den kandidat, der vil beskytte og kæmpe for de menneskerettigheder, som vi alle fortjener i dette land,« skrev hun i et længere indlæg på Instagram.
Popstjernen Taylor Swift, hvis formue anslås at være lig med halvanden milliard danske kroner, erklærede sin støtte til de demokratiske kandidater i Tennessee, Jim Cooper og Phil Bredesen, da hun ikke kunne forlige sig med de synspunkter, som denne stats republikanske kandidat, Marsha Blackburn, har stået for, bl.a. i ligestillingspolitikken.
At amerikanske rock- og popstjerner støtter enkelte politikere – eller »endorser«, som det hedder på amerikansk – er slet ikke et særsyn. Forleden erklærede countrystjernen Willie Nelson, at Texas-demokraten Beto O’Rourke var »hans mand« i det forestående valg, og historisk har en lang række musikstjerner givet deres offentlige støtte til bestemte amerikanske politikere: Superstjernen Beyoncé var en afgørende stemme i Barack Obamas kamp for præsidentembedet, og reggaestjernen Daddy Yankee støttede republikaneren John McCain.
Bange for at splitte
I Danmark skal man flere år tilbage i tiden for at finde musikstjerner, der lagde musik og støtte til bestemte danske politikere – Richard Ragnvald og hans støttesang til Pia Kjærsgaard, »Kære lille Pia«, var en sjælden undtagelse, der i øvrigt kom til at koste musikeren, da arrangører begyndte at aflyse planlagte koncerter.
Dokumentaristen og rockmusikeren Kasper Søegaard siger, at fraværet af danske musikere i dansk politik skyldes en frygt for at støde publikum fra sig. Han vil ikke selv støtte enkelte politikere, da han ikke vil »committe« sig til en pakke af holdninger, men han savner samtidig, at dansk rock- og popmusik dykker dybere ned i den politiske substans.
Kasper Søegaard har selv sange parat til et album, som han kalder »Politik«, hvorfra der allerede for nogle år siden er hentet en satirisk single, der udstiller den tidligere finansminister Bjarne Corydon.
En række andre kunstneriske projekter har i øjeblikket sat udgivelsen af det fulde album i bero, men sangene handler ifølge Kasper Søegaard selv om »ledelsessystemer i det offentlige«.
»Jeg er med på, at sange om styringsmekanismer i den offentlige sektor ikke lyder som det mest sexede emne. Men det er mit budskab til danske kunstnere: Sats dog på at lave noget kunst, der tager stilling. Jeg synes tit, at det bliver kønsløst og betydningsløst, og jeg savner, at danske musikere udtrykker sig skarpere,« siger Kasper Søegaard.
Henrik Smith-Sivertsen, der forsker i populærmusik på Det Kongelige Bibliotek, mener, at Danmarks beskedne størrelse er den primære grund til, at de danske stjerner ikke følger de amerikanske stjerners vej ind i politik.
»For langt de fleste danske musikere er Danmark hele markedet for deres musik. Hvis man støtter en bestemt politiker eller et bestemt parti, vil man uvægerligt støde en del af sit potentielle publikum fra sig, og det kan have stor økonomisk og karrieremæssig betydning i så lille et marked. I USA kan man sagtens overleve, selv om tre fjerdedele af befolkningen synes, man er en nar på grund af ens politiske observans. Der er jo stadig 82 millioner tilbage,« siger Henrik Smith-Sivertsen.
Musikforsker Henrik Marstal, der i 2006 udgav albummet »Protestsange.dk« med gamle protestsange fortolket af yngre navne, mener, at der er en tendens til at overvurdere, hvor politiske musikstjerner »bør« være.
»Der er siden 1950erne sket en generel afpolitisering i befolkningen, og andelen af danskere, der er medlemmer af politiske partier, er faldet meget. Med andre ord afspejler et lavere politisk engagement en generel udvikling,« siger Henrik Marstal.
Han medgiver, at 1960erne og 1970erne var en særlig politisk præget periode i musikhistorien, men at denne bølge har bidraget til at give en afsmag for specifikke politiske tilhørsforhold i de efterfølgende år.
»Det er ikke utænkeligt, at dansk popmusik drypvis vil blive mere politisk i fremtiden, men det vil formentlig aldrig blive partipolitisk,« siger Henrik Marstal.
