The Weeknd viste os alle de fucked-up følelser på Orange

Øjeblikkets største popnavn gav Roskilde en festlig aften i dekadencens skær.

The Weeknd gav en fremragende koncert på Orange Scene Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

The Weeknd
Orange Scene, onsdag aften

På Roskilde mødes vi (også) om de store hits. Selvfølgelig gør vi det. Og i dét spil er The Weeknd et af de absolut stærkeste kort på årets program.

Så pladsen foran Orange var naturligvis tændt og fyldt til bristepunktet onsdag aften. Med berusede kroppe fuld af forventningens glæde. Klar til at blive forført og forløst i det blændende lys af øjeblikkets selvudnævnte »Starboy«, canadiske Abel Tesfaye, der har gjort lyden af cocked-up morgenfester og beskidt narko-sex til et mainstream-anliggende.

Det var der, han startede på sine tre første mixtapes udgivet i starten af 2010erne. Og det er der, han fortsat er, nu hvor han selv i løbet af et par plader har bevæget sig fra hætteklædt anonymitet til certificeret popstjerne med stort P. For selvom berømmelsen har givet ham adgang til al den velvillige 90'er-fisse, han nogensinde har drømt om, kan han stadig ikke mærke noget, lige meget hvor meget han knepper.

Det er det, hans sange fortæller os. Og det er åbenbart en følelse, som vækker genklang i generation 2017. Det handler om fucke sig selv op. For at føle noget. Men også for ikke at føle noget. Nattens beruselse og dekadence som både løsning og problem. Den ultimative nihilisme. Og så alligevel ikke.

For i sidste ende er vi jo alle på jagt efter noget. Og denne aften er det den kollektive udfrielse for enden af en stor lysende popsang. På den front er The Weeknd i den grad leveringsdygtig denne aften. Alene »Starboy«, der åbner showet, har over 750 millioner streams på Spotify og sætter omgående gang i festen med sin Daft Punk-producerede statusopdatering fra Tesfayes nye liv, hvor hans dame for aftenen nu kan sniffe de hvide baner fra et bord lavet af ibenholt fremfor glas.

Med sin lyse smidige stemme, der lyder helt formidabelt også live, fremstår han som en x-rated opdatering af Michael Jackson for det nye årtusinde. Men hvor Jackson ind sin tid afviste den forførende groupie på »Dirty Diana«, tager The Weeknd glædeligt et nat med hende. Eller en hvilken som helst anden lækker krop, der byder sig til for aftenen, lader han os vide på numre som »Party Monster« og »Often«.

Det er et rimelig usympatisk selvportræt, han tegner. »Bring the drugs, baby, I could bring my pain« lyder det sigende på »Wicked Games«, mens han et andet sted giver os fortsættelsen: »I can’t feel my face when I’m with you / And I love it«.

Men det er også lyden at seksuelle power plays. Fucked up udvekslinger. Magt på et lagen. Alt det frække, som dømmes ude af ligestillings-fundamentalisterne. Alt det, der får blodet til at pumpe og fantasien til at løbe løbsk.

Det er lyden af synderen, der går til bekendelse. Men han angrer ikke. I stedet ender hans gospel som en glorificering af dekadencens uundgåelige forfald. Formidlet som ekstatisk pop-forløsning i et inciterende gruppeknald mellem r&b-følsomhed, grandiose power-ballader, hiphoppens bas-bomber og dance-musikkens sexede fremdrift.

Og det er noget, der i den grad virker på pladsen foran Orange, hvor vi skiftevis fester og føler og føler og fester. Ind i natten. Ud på overdrevet. Med store smil velvidende, at det hele er én stor løgn: Det hele er ikke håbløst. Og jo, vi kan godt føle vores fjæs. Trods alt.