Coldplay er helt på Månen

AOK
Musik
Anmeldelse

De britiske stadionkongers niende album byder på stadionklare hit pakket ind i et ubehjælpsomt scifi-koncept.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter halvandet år med lockdown og isolation er vi for alvor begyndt på ny at søge de store fællesskaber. Vi higer efter dem. Og er måske også blevet mere bevidste om, hvor magisk det kan være, når titusinder indgår i den samme store og glædestrålende organisme. Det er noget særligt og – i sine bedste stunder – helt igennem livsbekræftende.

Set i dette lys er det måske på høje tid, at vi sender lidt mere kærlighed og respekt efter de navne, der rent faktisk formår at samle mennesker i den helt store skala? Måske ikke? Det vender vi tilbage til.

Selvom Coldplay aldrig har været anmeldernes kæledægger, må man om ikke andet tage hatten af for bandets vedvarende evne til at arbejde i det helt store format. Det er over 20 år siden, Coldplay brød igennem med det lavmælt intime debutalbum »Parachutes«, og siden har de vedvarende holdt sig på toppen ved at tilpasse sig tidens skiftende luner i popland.

Coldplay begyndte som et velfriseret rockband, men har for længst slået fast, at de kan være hvad som helst. Så længe Chris Martin står i front, lyder det som Coldplay.

»Det er helt på månen. Grænseløst irriterende. Og – indrømmet – også temmelig catchy sine steder. Selvfølgelig er det det,« skriver Berlingskes musikredaktør om Coldplays nyudkomne album og kvitterer med to stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: James Marcus Haney.

Og det er lige præcis også det, der er så hamrende irriterende ved Coldplay. Behagesygen. De vil så gerne connecte til et stort publikum, at de nærmest vil gøre hvad som helst. Og samtidig ofte maler med så brede penselstrøg – og i de mest universelle termer – at sangene ender som meningsløse platituder.

Pakket ind i prætentiøse koncepter, der falder sammen som en halvbagt soufflé, ligeså snart man kigger på dem.

På det nye album, »Music Of The Spheres«, gør Coldplay sig igen skyldig i alt dette. 2019-albummet »Everyday Life« var ellers et behjertet forsøg på at arbejde i en lidt mindre og mere menneskelig skala, men endte med at være det dårligst sælgende i karrieren. Og det går åbenbart ikke, når man har nogle fodboldstadioner, der skal fyldes ud.

Så hvad gør Coldplay? De ringer selvfølgelig til en af alle tiders største hitmagere, svenske Max Martin. De sætter en duet op med den tidligere Disney-stjerne Selena Gomez og laver en single med det uhyre populære koreanske boyband BTS. Og så lader de flere af sangtitlerne være emojis, fordi … det er sådan noget, de unge godt kan lide?

Forvrøvlet sci-fi-koncept

For at desperationen ikke skal være for åbenlys, pakker Coldplay så hele det musikalske fidusnummer ind i et historisk forvrøvlet scifi-koncept. Nogle af sangene går linen ud med intergalaktiske synthesizere, og undervejs synger Chris Martin en bizar kærlighedsduet med en rummand, ligesom der er en ti minutter lang scifi-prog-suite til sidst, der både lyder lidt hen ad Pink Floyd og et BBC-program om rumfart.

Derudover kan jeg så læse mig til, at vi befinder os i et fjernt solsystem ved navn The Spheres.

Albummets omslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Parlophone/Warner.

Hver sang har åbenbart sin egen planet. Samtidig er musik forbudt i The Spheres. Gudskelov findes der en oprørsk pladevenner ved navn DJ Lafrique, der bryder forbuddet på sin Alien Radio og derudover rejser rundt med to hovedbudskaber: »Everyone is an alien somewhere« og »We are AllOne in the universe«.

Det er helt på månen. Grænseløst irriterende. Og – indrømmet – også temmelig catchy sine steder. Selvfølgelig er det det.

Man kan ikke placere Coldplay og Max Martin i samme rum, uden der kommer nogle ørehængere ud af det. Sange som »Higher Power«, »Humankind« og »My Universe« er opløftende gigapop, som kun Coldplay kan lave det. Så må man leve med, at musikkens store armbevægelser er omvendt proportionale med dybden af sangskrivningen. Som sådan er alt, som det plejer.

Til gengæld er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at alt det her – musikken, rumkonceptet og al den kulørte scifigrafik – nok skal komme til sin ret, når Coldplay næste år drager på endnu en global stadion-tour.

Ses vi? Det tror jeg nok, vi gør.

Lyt til albummet her:

Coldplay, »Music of the Spheres«, Parlophone/Warner