Historien bag et klassisk design: Derfor er Pink Floyds cover stadig noget særligt 47 år senere

I dag for 47 år siden udkom Pink Floyds »Dark Side of the Moon«. En af verdens bedste plader – med et af verdens bedste covere. Holger Dahl nærstuderer det klassiske design i AOK-serien Tidens ting.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det starter med en hjertelyd i mørket, så stemmer, der mumler et eller andet, så et kasseapparat, en underlig, gal latter, lyden af maskiner, skrig og så ... Breathe, breathe in the air. Mennesket er født, og pladen er i gang. Den 1. marts 1973 udkom det skelsættende album »Dark Side of the Moon«. Af Pink Floyd, hvis nogen skulle være i tvivl.

Albummet, der lå på listerne over mest solgte plader i årevis, cementerede Pink Floyds status som kongerne af prog rock, og samtidig gjorde coveret for alvor bagmændene fra grafik- og kunstgruppen Hipgnosis berømte som dem, der bedst kunne lave de helt rigtige pladeomslag i 1970erne – LPens og coverets guldalder.

Surrealistisk meddigtende omslag

Forsiden af »Dark Side of the Moon«-omslaget er primært sort. Et prisme bryder en lysstråle, der fortsætter hen over opslaget med teksterne og om på bagsiden, hvor et tilsvarende prisme samler strålebundtet til hvidt lys igen, så det kan fortsætte om på coverets forside, hvor prismet, nu omvendt, bryder lysstrålen og … (fortsæt selv).

Det var den slags julelege man kunne få megen tid til at gå med i 1970erne. Og meditere over, mens man drak te og røg stærk tobak, men coveret er mere end bare – uhhhhh – mærkeligt. Karakteristisk for det meste af Hipgnosis' arbejde digter det med på pladens indhold, der også er cyklisk og slutter med de samme dumpe hjerteslag, det starter med.

Samtidig bygger coveret også videre på den tidstypiske fascination af rum- og andre rejser. Inde i omslaget var der for eksempel en »hemmelig« plakat af pyramiderne ved Giza. Pyramiderne, som er prismeformede. Tilfældigt? Næppe. Et eller andet sted i inspirationen til omslaget er naturligvis Rumrejsen år 2001 med monolitten og det uhyggelige, helt døde mørke i rummet. »The lunatic is in my head,« som Roger Waters synger til sidst inden konklusionen: »There is no dark side of the moon really. Matter of fact it's all dark.«

Kunststuderende og arkitekter

Hipgnosis blev dannet af Storm Thorgerson og Aubrey Powell, der begge kom fra Cambridge ligesom det meste af Pink Floyd. Thorgerson kendte bandets grundlæggere fra deres fælles barndom og spurgte derfor, om ikke han skulle kreere coveret til Pink Floyds anden plade, »A Saucerful of Secrets«.

Flere af Pink Floyds medlemmer gik på arkitektskole i London, og de var naturligt interesserede i en visuel stil, der kunne adskille deres plader fra gennemsnittets. De indledte derfor et samarbejde med Thorgerson og Powell, der fandt nogle lokaler i Denmark Street i London og grundlagde Hipgnosis. (Navnet kom angiveligt fra en graffiti på en væg i bygningen).

De vagt surrealistiske fotobaserede omslag til plader som »Ummagumma«, »Atom Heart Mother« og »Meddle« var med til at bygge Pink Floyds brand, og i takt med at Pink Floyds berømmelse voksede, gjorde Thorgersons og Hipgnosis' det også.

»Grupperne konkurrerede om at skabe de mest interessante covere, og Hipgnosis var i de år garanter for omslag, der næsten gjorde musikken på pladerne bedre.«


Photoshop før Photoshop

I årene efter at »Dark Side of the Moon« havde gjort dem til stjerner inden for pladeomslagsbranchen, dyrkede Hipgnosis i større og større grad en stil, man kunne kalde Photoshop før Photoshop.

Deres omslag er fulde af visuelle pointer og små detaljer, der modsiger eller ændrer den historie, man først tror, man har forstået. Som for eksempel omslaget til Pink Floyds næste plade, den måske endnu bedre »Wish You Were Here«: To nærmest ens kontormænd hilser på hinanden på en vej i et filmstudie, men der er ild i den ene – bare sådan.

Den mærkelige fremmedgjorte surrealisme passede perfekt til pladens kølige stemning af fravær, og coveret blev en klassiker helt på linje med forgængeren. Wish You Were Here var ligesom »Dark Side« udstyret med »hemmelige« ekstraeffekter: klistermærker med et robothåndtryk og et surrealistisk postkort af et hovedspring uden plask (eller måske bare én, der står på hænder i vandet).

70erne var som sagt LPens tid – og dermed også omslagets tid. Grupperne konkurrerede om at lave de mest interessante covere, og Hipgnosis var i de år garanter for omslag, der næsten gjorde musikken på pladerne bedre. Selv husker jeg især omslaget til Genesis' »The Lamb Lies Down on Broadway«, der også arbejder med surrealistiske, selvrefererende billedeffekter. Men Hipgnosis skabte lige så mindeværdige omslag til 10cc, Led Zeppelin, Peter Gabriel, Emerson, Lake & Palmer og mange flere.

Punken slog coveret ihjel

Det blev punken, der slog både prog rock og de surrealistiske, overbroderede pladeomslag ihjel. Da Sex Pistols i 1977 udgav »Never Mind the Bollocks«-pladen med et omslag, der var lige så vrængende som musikken, var det åbenlyst for alle, at en ny tid var begyndt.

Meget sigende var Sex Pistols-sangeren, Johnny Rotten, kendt for at gå rundt i London med en Hipgnosis-designet Pink Floyd-T-shirt. Blot havde han over bandets navn med kuglepen tilføjet »I hate«.