Var skuespilleren Sharon Stone virkelig med på Bob Dylans Rolling Thunder-turné i 1975? Strøg hun Joan Baez´ skjorter? Og var det hendes Kiss-T-shirt, der gav Dylan ideen til at male sit ansigt hvidt? Eller var det måske i virkeligheden violinisten Scarlet Rivera, der fik Bob til det, fordi hun tog ham med til en Kiss-koncert? Var Allen Ginsberg en slags bagagehjælper på den samme turné? Og blev den filmet af en selvhøjtidelig »dokumentarist« ved navn Stefan van Dorp, som aldrig fik lavet sin film færdig, fordi Dylan ikke gad tale med ham?
Disse og mange, mange flere spørgsmål sidder man tilbage med efter at have set den nye Netflix- producerede, Scorsese-instruerede film »Rolling Thunder - a Bob Dylan Story«. Filmen præsenterer sig som et varieténummer - som en tryllekunst. Og den blander da også løgn og sandhed i et omfang, der kan holde internettet beskæftiget i ugevis.
