For lidt mere end et år siden optrådte His Bobness, altså Bob Dylan på Roskilde Festival. På en iskold og blæsende juliaften sad Dylan gennem hele koncerten forskanset bag et listigt smil og sit klaver, som han spillede på lidt ligesom den legendariske »Lillebror« fra min barndoms børnefjernsyn, alt mens han messede sine kendte sange ud over dyrskuepladsen på måder, der gjorde dem måske nye, men i hvert fald specielle for alle tilhørere.
Det var selvfølgelig Dylan, nobelpristager og legende, så derfor var hans optræden for en fan som altid uden for kategori, men hvis man nu skal sige noget, så var det – på nær en rørende »Girl from the North Country« – en aften for entusiasterne.
Det var svært at få hold på, hvad det nu var, Bob havde gang i. Hvilken karakter han var ved at blive til? Nu her et år senere kan vi se, hvor det var, han ville hen. Efter ikke at have udgivet eget materiale siden »Tempest« fra 2012 kom først for tre uger siden det 17 minutter lange nummer »Murder Most Foul« og nu i sidste uge sangen »I Contain Multitudes«.
Tiden, der gik af led
»Murder Most Foul« er en svævende, messende meditation over tiden, der er gået siden mordet på John F. Kennedy i november 1963. Tidsspændet falder stort set sammen med Dylans egen epoke som »antenne for sin tid« – en betegnelse, han naturligvis hader, som ethvert forsøg på at sætte ham i bås.
Sangen, der rummer en stor sorg over alt det, der døde med præsidenten, ender som en tekst-collage over kultur og musik, der har betydet noget for verden (og Dylan især). En metode, Dylan har arbejdet med siden de surrealistiske sange fra ungdommen, især mesterværket »Desolation Row« fra »Highway 61 Revisited« (1965). Her dukker både Einstein, Ezra Pound, T.S. Elliott og Robin Hood op i selskab med Askepot, Bette Davis, Titanic og Ophelia i en kalejdoskopisk sang, der vender lige så meget indad som udad.
Den nye sang har mere melodi end »Murder Most Foul«, men deler med den (og koncerten i Roskilde) en resigneret, afklaret atmosfære, som om Bob Dylan for alvor er i gang med en opsummering og refleksion over sit liv.
En spejling i Whitman
Hvor »Murder Most Foul« har det store, rungende, verdensfavnende perspektiv, er den nye sang »I Contain Multitudes« en langt mere personlig sag. En statusopgørelse og trods den fortsatte maskeringsleg Dylans første forsøg nogensinde på at svare på det evindeligt stillede spørgsmål: Hvem er du egentlig?
Svaret har han lånt fra Walt Whitman, der naturligvis er en figur, Bob Dylan må spejle sig i. Whitman skriver i digtet »Song of Myself«: »Do I contradict myself? / Very well then I contradict myself, / (I am large, I contain multitudes.)«.
Den nye sang har mere melodi end »Murder Most Foul«, men deler med dén (og koncerten i Roskilde) en resigneret, afklaret atmosfære, som om Bob Dylan for alvor er i gang med en opsummering og refleksion over sit liv.
Han har gennem sin karriere konstant holdt fast i at være flydende, så at sige, og har skiftet ham og udtryk adskillige gange. De seneste mange år, siden albummet med den sigende titel »Love and Theft« faktisk, har han dyrket en persona som omrejsende Nashville-entertainer.
En blanding af rhinestone cowboy og Ahasverus, og man fornemmer, at det er den figur, der taler i »I Contain Multitudes«. Igen med citater fra Dylans egen fortid, Dylans egen yndlingskunst og ditto kunstnere: Whitman, Blake, Carl Perkins, Les Enfants du Paradis, Edgar Allan Poe og sågar både Bowie og The Rolling Stones.
Det er en meget smuk sang, der ubesværet glider ud og ind af meditation, erindring, posering og knivskarpe oneliners.
En vrangvillig klassiker
Selv om Dylan aldrig rigtig har bekymret sig om sit visuelle udtryk, er det slående, at de to nys offentliggjort sange deler grafisk design med »Triplicate«-samlingen fra 2017, som måske fordi den udelukkende består af klassiske amerikanske standards har sin titel sat med gotiske bogstaver. Ved at anvende samme sære skriftvalg til både »Murder Most Foul« og »I Contain Multitudes« kobler Dylan automatisk de to nye sange til den store amerikanske sangbog og tager samtidig sin egen klassikerstatus på sig.
Collageteknikken i de nye tekster er effektiv, fordi den i et enkelt ord kan åbne ormehuller tværs gennem tiden. Den er samtidig lumsk, fordi den er et nemt greb, der kan bruges til at animere enhver tekst ligesom et rim.
I Dylans tilfælde fungerer teknikken dog, fordi han selv lever op til sine referencer. »I drive fast cars / I eat fast food« er en gylden linje ligesom »I sleep with life and death in the same bed« – en linje, der faktisk er et ekko af sangen »I Pity the Poor Emigrant« fra 1967, hvor Dylan holder spejlet op for sig selv og manden »who passionately hates his life / and likewise fears his death«.
I forhold til den triste udgave af den evigt vandrende skjald har Bob Dylan i sine sene sange fundet livsviljen og en bittersød humor frem igen. Man ser næsten det lille smil for sig, mens Dylan endnu engang kaster røgslør ud – denne gang forklædt som forklaring.
