Coldplay vil stadig gerne være musikkens svar på FN

På Coldplays bedste album i mange år skildrer forsanger Chris Martin totalitarisme, racisme og sønderbombningen af Syrien til tonerne af blues, gospel og varmblodede afrikanske rytmer. Resultatet er opløftende humanisme-pop, der tror på, at man kan ændre verden med et fængende omkvæd.

Coldplay er berømte for deres storladne stadionkoncerter med imponerende lysshow og konfettiregn. På deres nye dobbeltalbum »Everyday Life« er der dog skruet ned for de svulstige produktioner og op for inspirationen fra blues, gospel og afrikansk ørkenblues. GEOFFROY VAN DER HASSELT

Hvis du minder om undertegnede, bliver du muligvis lidt ubehageligt til mode ved tanken om et gospelnummer med Coldplay, komplet med fingerknips og call and response-kor. Men det behøver du faktisk ikke. Chris Martin og kompagni slipper faktisk hæderligt fra gospel-hymnen »BrokEn«, uden at der går Hella Joof-film i den.

For mens bandets forrige udgivelse, »A Head Full of Dreams« fra 2015, var storladen stadionpop i high definition, udforsker det nye dobbeltalbum »Everyday Life« nyt musikalsk land og trækker på både klassisk, blues, gospel, doo-wop og varmblodede afrikanske rytmestrukturer.