Bono fylder 60: Han har kolossal succes, held i kærlighed og er blevet elsket af fans i årtier. Men han kan ikke nå Generation Z

Hvad er lyden af dit ungdomsoprør og din uforløste teenagekærlighed? Hvis du er midaldrende nu, så kan svaret være Bonos umiskendelige stemme, og U2s patosfyldte stadionrock. Manden, vi forbinder med fluebriller og filantropi, irsk popkultur og internationale superhit, fylder 10. maj 60 år.

Siden 90erne er Bono nærmest kun set iført tonede briller. Ikke fordi han er blændet af sit eget talent eller selvgode meritter, men fordi han lider af grøn stær og er i fare for at blive blind. Billedet her er fra en koncert på Trafalgar Square i London i november 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRIS J RATCLIFFE/Ritzau Scanpix

Før Bono blev til Bono, hed han Paul David Hewson. Hans kunstnernavn stammer fra det kælenavn, som barndomvenner opfandt til ham, oprindeligt Bono Vox, der var latin for »god stemme«.

Han blev født i Dublin i Irland, af en protestantisk mor, Iris Rankin, en katolsk far, Robert Hewson, og som efternøler til den otte år ældre bror, Norman. Paul var mors dreng, og derfor blev hendes død, da han kun var 14 år gammel også skelsættende for hans videre liv. Han blev en gudfrygtig, skakspillende nørd, der udseendet til trods kunne charmere skolens piger, men som aldrig fandt melodien med sin storebror. Han søgte sin familie uden for hjemmet og fandt den særligt blandt andre bibelstærke venner, som han lavede den religiøse drengeklub »The Lypton Village« med.

Biblen i baglommen

Det var U2s trommeslager, Larry Mullen Jr., der opfandt Bonos sangkarriere. Han gik i klassen under og annoncerede på skolens opslagstavle om bandmedlemmer til bandet »Feedback«. Det var i 1976. »Feedback« blev senere »The Hype« og til sidst »U2«.

»Han er ikke bare en platinpladevender med karisma og kristne budskaber, han er også blevet et levende brand. Et omvandrende Warhol-billede.«


Bono mødte op til audition, og fordi han ikke var den sikre guitarist, som han påstod at være, blev han gjort til forsanger. Gruppens nuværende medlemmer blev også udvalgt: Adam Clayton som bassist og Dave (»The Edge«) Evans som guitarist. De unge mænd samledes om musikken, men biblen var altid med i baglommen. Både som et internt og delvist betændt diskussionsemne, men også som fundamentet for alle deres sange, som Bono skrev 99 pct af. Alligevel har Bono aldrig optrådt som regulær prædikant eller talsmand for den kristne tro.

»Meget af forvirringen omkring U2s tro stammer fra det faktum, at de aldrig har været et »officielt« kristent rockband. Uklarheden går tilbage til bandets oprindelse i Dublin i slutningen af 70erne under urolighederne,« skriver redaktør Joshua Rothman i sit essay »The Church of U2« i the New Yorker.

»I et land opdelt efter sekteriske linjer, så var organiseret religion meget lidt attraktiv […] men de valgte at se ud over deres familiers traditioner og tro.«

Bonos far var katolik, hans mor var anglikaner. Adam Clayton og David Evans kom fra protestantiske baggrunde, og Larry Mullen Jr. havde irsk-katolske forældre. Som gruppe repræsenterede de essensen af den irske konflikt, og gennem musikken ville de formidle den løsning, de mente var den eneste farbare: nemlig den rummelige overgivelse både politisk og religiøst. Det fremgik tydeligt af sangen »Pride (In the name of love)« om Martin Luther King Jr. fra 1984. Og Bono har gennem årtierne gerne indtaget rollen på scenen som en moderne Messias omgivet af sine tre ærkeengle.

Bono sammen med bandmedlemmerne, Larry Mullen Jr, Adam Clayton og the Edge. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANNIBAL HANSCHKE.

Postmoderne ikon, flamboyant filantrop

Ikonstatus burde ikke være mange forundt, og alt for mange musikere får prædikatet, når deres navn har ligget på toppen af iTunes i mere end en måneds tid, eller de har udsolgt en verdensturné. Men Bono er den ægte vare.

Han er ikke bare en platinpladevender med karisma og kristne budskaber, han er også blevet et levende brand. Et omvandrende Warhol-billede. I Bret Easton Ellis’ postmoderne kultklassiker »American Psycho« går yuppie-psykopaten Patrick Bateman til en U2 koncert i forhåbning om at møde sit store idol Donald Trump blandt publikum(!). Bateman møder ikke The Donald, men bliver derimod indfanget af Bonos nærvær og kraft på scenen – præcis som millioner af fans har gjort det før og efter. Og den fiktive karakter tænker ligesom dem »I can see into Bono’s heart and my own beats faster because of this and I realized that I’m receiving a message of some kind from the singer. It hits me that we have something in common, that we share a bond, and it’s not impossible to believe that an invisible cord attached to Bono has now encircled me.«

Den status Bono har fået som sortklædt musikpersona, har han ikke bare brugt til at fylde stadioner og sælge plader. Han har også brugt den til at blande sig i menneskerettigheder og uretfærdighed. Spørger man musikekspert og radiovært Henrik Milling, så er der flere grunde til, at den irske sanger har fået sin status.

»Han er jo på niveau med Sting … eller faktisk ligger han niveauet over. Det er i sig selv enestående for et rockband at kunne opretholde en kolossal succes, fra 80erne og frem til i dag,« siger Henrik Milling.

Rockmusik opstod nemlig allerede i 1950erne, og derfor var det langt sværere for U2 i 80erne at finde nye ting at kradse ud af genren, end det var for Beatles og Rolling Stones før dem.

»Noget af det, der gør Bono ikonisk både som person og musiker, er, at han udover at være en exceptionel sanger og poet, også har brugt sin position til at vise et kæmpe politisk engagement. Det satte han en voldsom turbo på op igennem 80erne, hvor han markerede sig som miljøforkæmper og gik aktivt ind i fredsforhandlingerne i Nordirland,« fortæller Henrik Milling.

Henrik Milling

»Bono har allerede vredet rockens lydbillede så imponerende meget. Vi kommer også til at lytte til U2, når Bono fylder 80 og 100 år.«


Siden tog han også sit engagement med over Atlanten, for at tale med den pengestærke amerikanske elite om verdens sultkatastrofer.

»Bono var mesterlig til at nå de radikale højreorienterede politikere med en pengepung, der ellers hadede alt, hvad han stod for. For selv om han kom ind af døren iført solbriller og sort læderjakke, så indledte han altid samtalen med at opfordre til en fælles bøn. Og hver gang diskussionen tilspidsede, argumenterede han med et »der står i min bibel, at … «, siger musikeksperten.

»Han er en ægte, god kristen, og han kan sin bibel vandret og lodret. Når du kommer ind fra siden med den kapital i baghånden, så kan du lirke alle situationer op. Og bagefter gik han ud og solgte budskabet til unge og gamle – og særligt hele MTV-generationen.«

Bono behøver ikke at genopfinde sig selv

Siden 90erne er Bono nærmest kun set iført solbriller. Ikke fordi han er blændet af sit eget talent eller selvgode meritter, men fordi han lider af grøn stær og er i fare for at blive blind. Men det er ikke kun synet, der er superstjernens akilleshæl. Det skulle hans filantropi også vise sig at være. Ifølge The Guardian investerede Bono i 2007 via et selskab i Malta kaldet Nude Estates i et litauisk indkøbscenter, der blev købt for 5,8 millioner euro. I 2012 blev indkøbscentrets aktiviteter overført til øen Guernsey i Den Engelske Kanal, der er et helt skattefrit område, og derfor dukkede Bonos navn op sammen med Dronning Elizabeth og ministre i den amerikanske regering i de såkaldte »Panama Papers«.

Bono red stormen af og udtalte i den forbindelse:

»I denne sag handler det om passive investeringer i en fond, hvor jeg ikke er involveret i alle detaljer. Jeg har dog sagt til mine finansielle rådgivere for flere år siden, at uanset hvad de foretager sig, så skal Bono i sidste ende kunne stå inde for det. Så sørg for gennemsigtighed.«

På samme facon møder han den kritik, der har ramt nyere udgivelser eller den uventede shitstorm fra 2014, hvor bandet forærede hele deres album »Songs of Innocence« gratis til 500 millioner iTunes-brugere. Mange blev vrede og afviste dettte som et PR-stunt forklædt som gave. Bono bekender sine synder og beder om tilgivelse. Og fansene giver ham den.

»Med Bono i front har U2 skabt et »legacy orkester«. De kan spille fyldte arenaer fra nu af og til de ikke gider mere, så længe de spiller en del fra deres bagkatalog. En del af fangruppen vil helst ikke høre deres forsøg på at ramme en mere nutidig lyd. Sådan er deres situation, og den har de accepteret. De har virkelig prøvet at betale for de bedste producere, men de kan ikke nå generation Z. Det bliver kun til selvmål,« siger Henrik Milling.

Da hele verden troede, at de havde regnet U2 og Bono ud, udgav bandet i 1991 albummet »Achtung Baby«, der er på adskillige lister over verdens bedste album. Her forlod bandet deres stil og fik mere elektronisk kant. Billedet her er fra Zoo TV-tour, der kom i kølvandet på albummet og ses som en af de mest ikoniske verdensturneer nogensinde på grund af sit politiske indhold og bandets teknologiske innovationer. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERTRAND GUAY.

»Bono har allerede vredet rockens lydbillede så imponerende meget. At høre debutten »Boy« over »Joshua Tree«, »Achtung Baby« og endda den nyere »How to Dismantle an Atomic Bomb« er som at høre fire epokers musik. Vi kommer også til at lytte til U2, når Bono fylder 80 og 100 år. De er deroppe med Rolling Stones og Beatles, og hvor Coldplay står klar som næste arvtager. Fælles for dem alle er, at de kommer ud af en skrøbelig indiegenre og ender med at skabe global stadionrock.«

Til trods for at frontfiguren har været omgivet af såvel statsledere som supermodeller, så er han fortsat gift med barndomskæresten Alison og kan puste sine 60 lys ud sammen med hende og deres fire børn.

Til trods for at at U2s frontfigur har været omgivet af såvel statsledere som supermodeller, så er han fortsat gift med barndomskæresten Alison og kan puste sine 60 lys ud sammen med hende og deres fire børn. Her ses han med sin hustru. Fold sammen
Læs mere
Foto: VALERY HACHE.