Jesus-freaks og karma-cowboys vil juble i dag på »Hovedgaden 84 E« i Lyngby og alle andre steder, hvor det fejres, at dansk rocks efterhånden usynlige klassiker, Carsten Valentin Jørgensen, som han valgte at navngive sig selv, fylder 70 år.
Han er med andre ord folkepensionist nu, hvilket er meget passende, for folkeeje har han været længe, selv om han uden tvivl som sit lige så usynlige forbillede, en vis hr. Dylan, ville hade den etiket – og enhver anden standardbetegnelse, man kunne have lyst til at sætte på ham, for den sags skyld.
Fra Lyngby til Danmark
Jørgensens vej fra et beskyttet liv i Lyngby og til almindelig danmarksberømmelse er fortalt masser af gange. Som alle andre i sin generation var han overbevist om, at den elektriske guitar var fremtidens skrivemaskine, som Steppeulvenes Eik Skaløe formulerede det, og han gik derfor selvfølgelig i gang med at lave musik, hvilket faldt ham nemt, ligesom fodbold og venskaber i øvrigt, hvis man skal tro de få sporadiske biografiske informationer, der trods omhu er sivet gennem Jørgensens pressepanser i de forløbne nogle og 40 år.
De første to plader, »En stynet strejfer« og »T-shirt, terylenebukser og gummisko«, blev til i det lille demostudie »Werner Studie« og gjorde ikke meget væsen af sig. Selv husker jeg, at C.V. Jørgensen & Orch., som bandet kaldte sig dengang, spillede til en skolefest i et så minimalt lokale som Ribe Katedralskoles gymnastiksal, hvor 200 gymnasieelever på en blanding af Jägermeister og lunkne høkerbajere kunne høre sangen om Louis Band for første gang.
Ordene var anderledes end det meste, og stemmen, som tydeligvis havde dyrket Dylans musikalske vrængen, var også ny. Tiden tilhørte Gasolin’, men det var trods alt tydeligt, at helheden her var ny. De musikalske inspirationer var nogle andre, end vi var vant til midt i 70erne, og der var en samlet tæthed over det hele, som varslede andre tider for dansk rockmusik.
Det Ganske Lille Band
Ud af de første to plader voksede en musikalsk selvtillid og et nyt band, der med inspiration fra den amerikanske vestkystrock i slutningen af 70erne formåede at finde sin helt egen position i dansk musikliv.
»Storbyens Små Oaser« fra 1977 var gennembrudsværket og er stadig i dag nok den af de tidlige plader, der bedst rammer fødselarens ambitioner. Numre som »Entertaineren«, »Bellevue« og det om det »ganske lille band« er klassikere til enhver fest, hvor der bliver spillet gamle hit.
Jeg boede selv langt ovre i det mørke Sønderjylland og havde derfor ingen oplevelsesreferencer at hænge Jørgensens tekster på. »Den sataniske satiriker« kaldte aviserne ham, og når man lyttede til en sang som »Entertaineren«, kunne man høre spydigheden, men jeg kunne ikke rigtigt forstå, hvem den var rettet mod.
På samme måde med en skøn sang som den om »Bellevue«, der bare oser af sommer. Der var noget med, at man skulle være imod det kolonihaveliv med giro 413, og Arne Myggen og likør og tørre kager, som bliver holdt op som modbillede til C.V. selv, der »hører David Bowiiiiiiiiieeeeeeeeee«, men jeg syntes bare det hele lød skønt – og virkeligt hyggeligt.
Det glæder mig derfor, at jeg senere har læst, at C.V. Jørgensen selv tager dyb afstand fra enhver missionærrolle omverdenen har forsøgt at proppe ham i, og at han samtidig afviser at have noget specielt på hjerte eller endda at være særligt intelligent. Sådan er det måske, men musikken var god dengang og holder helt og aldeles den dag i dag, fordi det er gode sange, og fordi det band, C.V. Jørgensen havde fået samlet bag sig, spillede så tight og rytmisk.
Det er da også typisk, at de gange, jeg spillede dansk musik for mine amerikanske, australske og engelske venner, var det altid C.V. Jørgensen, de foretrak.
Tekstforfatteren
Rene Wulff, som var trommeslager i »Det ganske lille band«, har skrevet en sjov og oplysende bog om årene med de tre store 70er-plader og den berømmelse, de trak med sig.
Blandt de faste anekdoter, han fortæller, er, at C.V. himself havde uendeligt besvær med at skrive de så berømmede tekster. Det var altid musikken, der blev lavet først, mens C.V. så filede og vred på sig selv for dog at finde på et eller andet at synge. Ofte sad han helt frem til indspilningerne i kontrolrummet og sled med ordene, før han gik ind og sang dem.
Det er da også typisk, at de gange, jeg spillede dansk musik for mine amerikanske, australske og engelske venner, var det altid C.V. Jørgensen, de foretrak. De var helt ligeglade med ordene, men kunne bare lide lyden og sangene og selve tekstforedraget. Så inspireret af dem holdt jeg også selv op med at høre så meget efter teksterne.
Günther og Otto
Én tekst kunne man dog ikke undgå at høre, selv om man ville ønske, at det var muligt at blive selektivt døv, så man ikke behøvede at blive udsat for det nonsens. Det er sangen »Costa del Sol«, jeg tænker på, og den umulige historie om Günther, der på solkysten går under navnet Otto og lever i et nynazistisk og asocialt sammenhold.
Den sang blev på mange måder C.V. Jørgensens højde- og vendepunkt. Den findes på 1980-pladen »Tidens Tern«, som nu officielt er med på den danske kulturkanon.
Jeg brød mig aldrig om sangen, hverken melodien, musikken eller tekstens surrealistiske meningsløshed, og jeg har siden med glæde læst mig til, at dagens fødselar da også nærmest betragter den som et kors, han må bære. Det er ærgerligt, fordi »Tidens Tern« samtidig rummer langt bedre numre – især selvfølgelig den udødelige besyngelse af forstædernes villahaver i nummeret »Amor og den sidste pil«.
Farvel til midterbanen
»Tidens Tern« og dens tveæggede succes fik C.V. Jørgensen til at trække sig tilbage for at tænke sig lidt om. Han brød sig ikke om at være folkeeje og dukkede efter et par års hvile op i en helt ny, meget mere personlig, eftertænksom, poetisk og meget bedre inkarnation. Det er den C.V. Jørgensen, der burde optages i vores kulturkanon.
Den modne C.V. Jørgensen droppede de nemme spydigheder og vendte i stigende grad lommelygten indad, samtidig med at hans flair for at finde de rigtige musikere at omgive sig med var helt intakt.
Jørgensen lukkede den første af sine voksne plader med den udødelige sang til Eliiiiiiiiiiiiiiiiiiiiisaaaaabeeeth (som vist er sangerens egen mor). Jeg bor selv i Lyngby, og hver gang jeg cykler ned ad Jernbanevej, ser jeg for mit indre blik den lille Carsten, der venter på sin mor lige der, 9. maj – som også er i dag og altså hans helt egen fødselsdag.
En tidlig afslutning
C.V. Jørgensen trak sig fra offentligheden, men forblev dog moderat flittig op gennem 80erne og frem til midt i 90erne. Han havde fundet åren og sad nu bare og vaskede løs, indtil guldet lå og glimtede i fadet og kunne bearbejdes til musik.
Med pladen »Sjælland« fra 1994 afsluttede han på en måde sit værk. Pladen var et markant stilskifte, fremelsket i samarbejde med Kasper Winding, som også lavede musikken til de tidlige filmhit fra filmen »Mig & Charly« fra 1978. På »Sjælland« er lyden luftig og åben, ordene ligesådan: smukt svævende og nærmest poetiske.
»Sjælland« giver plads til, at C.V. Jørgensen kan folde sig ud i det terræn, han behersker så suverænt: En sansende forstadsromantik, der lever af både nærvær og fravær, af iagttagerens frie rum. Der går en lige linje fra »Sjælland«s »Nætter i harmonikaseng« til figuren, der »strejfer planløst om på vejene, hvor jeg bor« på »Tidens Tern« 14 år før.
Siden mesterværket »Sjælland« har det været svært at lokke nye numre ud af C.V. Jørgensen. Det er, som om han ved, at han ikke rigtigt kan overgå den præstation. Han lod sig i 2002 overtale til at lave pladen med den sigende titel »Fraklip fra det Fjerne«, hvis sidste ord lyder: »Jeg er den, der er skredet, så skaf en vikar.«
Vi har måttet klare os med forskellige vikarer i 18 år nu, og det er ikke rigtigt det samme, må man sige. Men tillykke trods alt, C.V. Jørgensen. Vi er nogle stykker, der stadig håber på et krystalklart alderdomsværk, og som folkepensionist må du da have rigeligt med tid nu.
