The Rolling Stones bortcensurerer klassisk rockhit

Deres nummer et-hit fra 1971, »Brown Sugar«, vil ikke længere blive spillet til koncerter som følge af kritik af tekstens indhold.

Mick Jagger på Rollings Stones' aktuelle No Filter-turné. På turneen vil bandet ikke længere spille et af de mest kendte numre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kamil Krzaczynski/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

The Rolling Stones har som følge af flere års beskyldninger om angiveligt racistisk indhold sendt et af bandets allerstørste hits på pension. Det oplyser flere amerikanske medier.

Det drejer sig om sangen »Brown Sugar«, der var et nummer et-hit for bandet i 1971, og som blandt andet beskriver slavehandel med unge kvinder, samtidig med at sangen seksualiserer kvinderne.

Bandets forsanger, Mick Jagger, har i et interview til Los Angeles Times udtalt, at bandet nu har udfaset sangen fra koncertrepertoiret. Bandet er i gang med en turné, den første efter trommeslageren Charlie Watts død.

Guitarist Keith Richards siger dog, at han håber at kunne spille en version af sangen i fremtiden, og synes dermed ikke at være helt enig i, at indholdet skulle være racistisk.

»Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad kritikken går på. Forstår de ikke, at det er en sang om slaveriets rædsler?« siger Keith Richards, der dog ikke ønsker at skabe en konflikt om beslutningen.

»Brown Sugar« kører i mellemtempo, og i de første linjer af teksten beskrives en kvinde, der blev solgt til slaveri og »pisket ved midnatstide«. Omkvædet i sangen inkluderer »brunt sukker«, der henviser til netop sorte kvinder, og sangens omkvæd slutter med ordene: »Hvorfor smager du så godt?«

Kritikere har raset imod sangen i årevis og har fordømt en voldelig og stereotyp fremstilling af sorte kvinder. Mick Jagger medgav tilbage i 1995, at han ikke længere ville skrive sådan en tekst.

»Jeg ville nok censurere mig selv,« sagde han i et interview til musikbladet Rolling Stone.

Sangens tekster er blevet fortolket som en samling af metaforer om alt fra slaveri, voldtægt, oralsex, sadomasochisme og heroin.

Musikkritikeren Tom Taylor skrev for nylig i det britiske magasin Far Out, at sangen »ikke er tilstrækkeligt velovervejet i forhold til det emne, den omhandler«, og at »grusomheden i slavehandlen, voldtægt og den ufattelige lidelse ikke bør forskønnes af overfladiske tekster og guitarsolier«.

Det er langtfra første gang, at Rolling Stones beskyldes for racisme og sexisme. Især vakte »Some Girls« fra albummet af samme navn voldsom kritik for dens kategoriske beskrivelser af kvinder af forskellig race, hvorunder sorte kvinder blev beskrevet som nogle, der »bare ville have sex hele natten«.