Adele synger igen, så hårene rejser sig – og fem andre sange, du skal høre lige nu

AOK
Musik
Guide

Stor skilsmisseballade fra Adele, indierock på krigsstien og laber dansk jazz. Berlingskes musikredaktør peger på de bedste sange lige nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Streaming er både en gave og en forbandelse. Hver eneste dag bliver der uploadet 60.000 nye sange på Spotify, der i forvejen rummer millioner af numre. Det er mere musik, end nogen af os nogensinde kan nå at lytte til.

Så hvad er værd at lytte til? Hvilke numre skiller sig ud? Berlingskes musikredaktør skærer her igennem strømmen af nye udgivelser og guider dig til de fem bedste og mest uomgængelige sange lige nu.

1

Adele: »Easy On Me«

Det er altid lidt af en begivenhed, når Adele vender tilbage.

Den 33-årige Adele Laurie Blue Adkins, som hun hedder, er og bliver en af alle tiders mest populære sangere. En kvinde, der gang på gang har vist, at hun med sin store stemme og personlighed kan at synge sig helt ind i sjælen på menneskedyr over hele kloden.

Men det er også en begivenhed, fordi hun gør en dyd ud af at forsvinde helt fra radaren i årene mellem sine store verdensbetvingende album og turneer. Sidst vi hørte fra hende, var med 2015-albummet »25«, og her, seks år senere, er hun nu igen klar til at tage en tur mere i orkanens øje.

»Easy On Me« er således første single fra hendes nye album »30«, der udkommer 19. november. Adele-sæsonen er nu officielt skudt i gang. Selvom hun har tabt intet mindre end 45 kilo siden sidst, vi så hende, har hun bestemt ikke tabt noget af sin stemmes pragt.

»Easy On Me« er i musikalsk forstand en klassisk klaverballade, der helt og holdent bæres hjem af Adeles mægtige stemme og umiskendelige nærvær. Med andre ord: klassisk Adele.

Ingen leflen for tidsånden her. Det handler i stedet om at sætte ord og følelser på noget så voksenagtigt som det menneskelige morads efter en skilsmisse. »Go easy on me, babe« lyder det undskyldende i omkvædet. Det lille knæk i stemmen tager for alvor stikket hjem. Det er lyden af en tåre, der falder.

Sangen er angiveligt en bøn til hendes søn om at tilgive hende den smerte, hun har forvoldt ham ved at blive skilt fra hans far. Hvis man ellers interesserer sig for en snævert biografisk lytning.

Heldigvis synger hun med så stor indlevelse, at selv vi, der ikke har prøvet at stå i hendes situation, kan mærke, hvor ondt det gør. Måske fordi det i sin reneste form handler om noget så universelt som at bede om tilgivelse og forståelse, når vi er kommet til at såre det menneske, vi elsker allermest.

2

Snail Mail: »Ben Franklin«

Amerikanske Lindsey Jordan blev pludselig den næste nye indierockdarling, da hun udgav debutalbummet »Lush« som 18-årig. Tre et halvt år senere er hun tilbage under kunstnernavnet Snail Mail i flyvende musikalsk form. For et par uger siden udkom den forrygende single »Valentine«, og nu viser hun med »Benjamin Franklin«, at der er rigtig god grund til at holde øje med hendes nye album, der lander i starten af november.

Der er noget mørkt og forførende ved den måde, hun snor sin raspende stemme om det frække beat og de søsyge effekter på »Benjamin Franklin« på. Men det er på en underdrejet måde. Hun også både såret, skrøbelig og på krigsstien i sin henvendelse til en tidligere elsker.

»Sucker for the pain, huh, honey?« spørger hun i omkvædet. Er det til elskeren? Til sig selv? Måske begge dele. Det er i hvert fald en af den slags, der bliver hængende i bevidstheden, længe efter at sangen er slut.

3

Tabloid: »Île Flottante«

Smag lige på det: Île Flottante er navnet på en laber fransk dessert bestående af fnuglette pocherede marengs på en bund af silkeblød creme anglaise. Og som sådan også den perfekte titel til førstesinglen på det unge danske jazz-orkester Tabloids nyligt udsendte debutalbum.

Bandet – der ledes af guitarist Johannes Wamberg og også agerer live-backing for Coco O. – dyrker et skamløst kitschet hjørne af jazzen med fuld knald på pastelfarver, slikhår og laber vellyd. Det er smooth ud over alle grænser, og saxofonist Oilly Wallaces bærende melodier sender omgående tankerne i retning af kæk tv-bingo fra 80erne.

Det er den slags, der kan få rockfolket til at få hvide knoer og skære tænder. Personligt kan jeg ikke lade være med at smile over hele hovedet. Over hvor gennemført ulovligt det er. Haps siger jeg bare! Og hvis du ikke kan lide den, så nupper jeg gerne et stykke mere.

Lyt til sangen her:

4

BADBADNOTGOOD: »Beside April«

Og vi bliver i det groovy hjørne. Det nye udspil fra canadiske BADBADNOTGOOD er simpelthen et must for fans af krydsfeltet mellem instrumental hiphop, jazz og brasiliansk psych-rock. Ja, det er faktisk en ting!

Eller det er det i hvert fald på single-udspillet »Beside April«, hvor canadierne –der er kendt for at teame op med et væld af interessante stemmer og musikere –slår pjalterne sammen med jazz-trommeslager/hiphop-producer Karriem Riggins og den brasilianske legende Arthur Verocai.

Det er der kommet en ret så vild komposition ud af, hvor et filmisk strygerarrangement fra Arthur Verocai går i clinch med et loddent guitar-syreangreb over Karriem Riggins’ omskiftelige tromme-grooves. Det hele stinker langt væk af 70erne med sin analoge håndspillede varme.

BADBADNOTGOODs nye album, »Talk Memory«, er ude nu, og der er mere af samme trippede skuffe.

Lyt til sangen her:

5

Fabräk: »24«

Så for satan. Jeg havde allerede et godt øje til den danske duo Fabräks to første singler, de balstyrisk flabede knaldperler »DAARLIGT« og »VOLDSOM«, men jeg skal da lige love for, at de to smadre-prinser i front, CXRTIER og Sixten Pozsonyi, rammer den rent på deres tredje single »24«.

Hvor de to første singler havde en helt igennem flabet punkenergi, vender de her deres amfetamin-dryppende snuder mod en mere kuldslået postpunk-lyd, der sender tankerne durch tilbage til Joy Division og tidlige The Cure – måske med en ung Steffen Brandt på visit i omkvædet.

Der er ikke mange elementer i sangen, men den er helt umulig at stå stille til. Og pludselig lyder Fabräk som et band, der har potentiale til meget mere end blot to minutters intensiv hærgen for vennerne nede i Kødbyen. Det kunne godt være begyndelsen på noget stort det her.

Lyt til sangen her:

6

The War On Drugs: »I Don’t Live Here Anymore«

Adam Granduciel kan som få lave rockmusik, der får selve livet til at virke større, ja, nærmest bristefærdigt. Over knap ti år og tre fænomenale album har han finpudset sit band, The War On Drugs, på en gang majestætiske og drømmende take på amerikansk heartland-rock, og nu er der altså mere fra samme suveræne skuffe.

»I Don’t Live Here Anymore« er titelnummeret fra bandets kommende album, og her fortsætter Granduciel sin gradvise skærpelse af bandets fokus og lyd. Hvor debutalbummet fra 2012 var praktisk talt sløret, står »I Don’t Live Here Anymore« knivskarpt.

Vokalen er helt fremme, trommer og guitarer lyder af en milliard, og i omkvædet er der ligefrem et stort himmelsk kor, der stemmer i omkring Granduciels showstopper af et omkvæd.

Du godeste, hvor lyder det bare godt.

Lyt til sangen her: