Ingen tvivl om at skuespilleren Ulla Henningsen sideløbende med sit dramatiske talent ejer betragtelige musikalske evner, Der er ingen slinger i valsen, når hun i diverse forestillinger diverterer med en sang eller to, ligesom hendes koncerter og CDer med jazz-repertoire har været aldeles overbevisende.
For et par måneder siden udsendte Ulla Henningsen så sin første rockmusikalske CD, »Skønne spildte dage«, som primært rummer dansksprogede versioner af udenlandske hits, og som onsdag aften dannede basis for en koncert i Pumpehuset. Ja, bortset fra en enkelt afstikker, balladen »Du gør noget ved mig«, og ekstranummeret »Lukketid«, så blev CDen – i alt 13 numre – fulgt til punkt og prikke.
Og var vi så til en rock-koncert? Jo – på sin vis. Musikken startede 25 minutter senere end annonceret, og der var kun siddeplads til en begrænset del af publikum. På den anden side, så bliver en scenekunstner jo også afspejlet af publikums sammensætning, og kernekunden denne aften var en kvinde på 56 år, og hun var ked af, at hun skulle stå op for at høre Ulla Henningsen.
Kort sagt – vi var til en koncert, hvor den på én gang alsidige og umiskendelige Ulla Henningsen bevægede sig ind i rockens verden. Hendes pladeproducer, Nikolaj Nørlund, sekunderede på keyboard, guitar og korsang, mens guitaristen Jonas Struck, bassisten Anders Christensen, organisten Nikolaj Torp og trommeslageren Laust Sonne holdt gryden i kog. Og ikke mindst spillede Jonas Struck aldeles frydefuldt.
At nogle numre fungerede bedre end andre skal ikke være nogen hemmelighed. Her var noget balancegang mellem rollespil og troværdighed. Blandt de velfungerende var »Skønne spildte dage«, baseret på Charles Aznavours »Yesterday When I Was Young«, og »Mørkeland«, der rummede samme mystik og bittersødme som originalen »The Crying Game«. Helt eminent var »Grædende i døren«, hvor den fabulerende surrealisme fra Bob Dylans »Standing In The Doorway« var mere end bibeholdt. Og blandt numre fra den danske sangbog stod Gasolins »Sct. Emetri« utroligt flot, mens C.V. Jørgensens egen – og Søs Fengers – version af »Sæsonen er slut« fortsat er at foretrække.
