Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Når krybben er tom...

Læs mere
Fold sammen

Tegnene på en regering i noget nær opløsning er tydelige her halvvejs inde i regeringsperioden, hvor såvel Radikale som SF og Socialdemokratiet synes mere optaget af at positionere sig frem mod næste valg end nationens ve og vel. Tag blot den forgangne uge som eksempel, hvor regeringen slog alle rekorder i tom snak med formuleringen af sådan nogle nye sociale mål og en helt og aldeles indholdsløs plan blottet for handling: Der skal således være færre socialt udsatte unge, færre kriminelle, færre hjemløse og færre narkomaner i fremtiden - lod de tre partiformænd Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Anette Vilhelmsen, smilende og stående skulder ved skulder kollektivt forstå. Såmænd en fin og flot ambition, som de færreste formentlig vil være uenige i - men det ministerielle trekløver anviste bare ingen konkrete forslag eller finansiering for den sags skyld. Hvilket fortæller ikke så lidt om den almene sundhedstilstand i regeringen, der senest er løbet fra deres egne forkromede løfter om øremærket barsel - som med betalingsring og billigere busbilletter bliver det heller ikke til noget.

Og når krybben er tom, bides hestene som bekendt. Noget usædvanligt følte Margrethe Vestager sig så sent som i går kaldet til offentligt at give socialdemokraterne skylden for dødsstødet til den statsstyrede mandebarsel - et løftebrud, som hun i øvrigt betegnede som vaskeægte. Næppe nogen venlig handling over for regeringsmakkeren, og Helle Thorning-Schmidt var da heller ikke sen til at tage afstand fra den Radikale leders sådan lidt ukollegiale åbenhed - således var referater fra regeringens interne drøftelser ikke nogen speciel god idé, syntes statsministeren. Allerede weekenden før havde det heftige interne opgør om den øremærkede barsel kostet skatteminister Holger K. Nielsens såkaldte spindoktor jobbet, efter at denne særlige rådgiver rimeligt illoyalt havde forsynet diverse medier med citater om socialdemokraternes tidligere synspunkter i sagen. Det efter at Villy Søvndal som udenrigsminister var blevet totalt tromlet ned i spørgsmålet om Syrien, da Helle Thorning-Schmidt på blot et døgn droppede FN-sporet og sprang ud som tilhænger af et amerikansk angreb på Bashar al-Assad om nødvendigt uden om Sikkerhedsrådet.

I det hele taget fremstår specielt SF mere og mere trængt og trynet i regeringssamarbejdet, og spørgsmålet trænger sig unægteligt på: Om især den socialdemokratiske top med de Radikales stiltiende accept i virkeligheden går ganske målrettet efter at mobbe det i forvejen forpjuskede SF ud af regeringen? Selv om den slags nok ikke harmonerer med netop regeringens nye sociale standarder, ville det formentlig være bekvemt, hvis det kunne ske i rimelig tid inden næste valg i forsøget på måske på målstregen at kapre nogen blå vælgere tilbage. Og selvfølgelig vil det også være at foretrække frem for en dysfunktionel og samspilsramt regering, der kun er halvvejs i perioden, men hvor tegnene på opløsning allerede er temmelig tydelige. Hvor der helt åbenbart kun er tom snak og luftige fremtidsdrømmerier tilbage uden konkret indhold. Hvor regeringspartierne ikke synes mest optaget af nationens ve og vel.