Analyse: To år for Thorning

Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes hårdt prøvede ministerhold kan fejre de første to år ved magten. Meget politik er kommet igennem. Men vælgerne er flygtet. Hvad nu?

Helle Thorning-Schmidt vandt for to år siden det folketingsvalg, der bragte hende posten som statsminister. Her hyldes hun af partifæller i Vega natten efter valget. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Det bliver ikke et brag af en fødselsdagsfest.

Når Helle Thorning-Schmidt & Co. i disse dage gør status over de første to år ved magten, vil de fremhæve resultaterne, som det er lykkedes for regeringen at skabe ved at zigzagge sig gennem folketingssalen og bruge skiftende flertal til venstre og højre på Christiansborg.

Dermed rammer vi øjeblikkeligt durk ned i et af de paradokser, som præger regeringen.

Midt i kriserne og kritikken er det et faktum, at regeringen parlamentarisk er fleksibel og manøvredygtig. Et nyt mønster synes ligefrem at have indfundet sig i dansk politik efter Thornings indtog i Statsministeriet.

I det mørke efterår finder regeringen sammen med Enhedslisten og får finansloven på plads sammen med Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen, mens parterne resten af året skyder på hinanden fra hver sin skyttegrav.

Når forårssolen titter frem, spejder finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) efter blå blok og får snart efter væsentlige reformer vedtaget med hjælp fra de borgerlige stemmer.

Folketingssamlingen 2013/2014 bliver ingen undtagelse fra reglen.

I de kommende måneder vil Enhedslistens topfolk møde op i Finansministeriet, og en sen efterårsaften vil parterne ifølge drejebogen nå hinanden og indgå et forlig.

Ser vi frem, er det næsten lige så sikkert, at regeringen til foråret vil samarbejde med Lars Løkke Rasmussen og de øvrige borgerlige partiledere for at få styrket beskæftigelsesindsatsen og få løftet produktiviteten i den offentlige sektor.

Rodet og kaotisk har skiftene mellem venstre og højre set ud, men de er endt med resultater, så mens karaktererne for det kunstneriske indtryk er i gulvhøjde, bør pointene for effektivitet være høje.

Forsvundne vælgere

Det største paradoks handler imidlertid om, at opbakningen til regeringen er så skæv. Generelt har de tre partier fået anerkendelse fra landets økonomer, ligesom store dele af erhvervslivet et blevet glædeligt overrasket over SRSFs økonomiske politik.

Problemet er, at vælgerne i samme periode er stormet væk i et historisk omfang, som betyder, at regeringen skal præstere et ekstraordinært comeback for at blive genvalgt.

Hvad er årsagen til regeringens vælgermæssige deroute?

Svaret er velkendt. Nu som før står de mange kursskift og løftebrud i centrum af den tillidskrise, som regeringen ikke kan vriste sig fri af. Manglen på en realistisk forventningsafstemning med vælgerne inden valget har vist sig at være katastrofal. Mange vælgere troede ganske enkelt på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal (SF), da de to tordnede mod dagpengereformen og tilbagetrækningsreformen, ligesom de troede på de to partiledere, da de anklagede VKO for at udøve massakrer på velfærden. De samme vælgere troede også på løfterne fra S og SF om øgede investeringer i den offentlige sektor, en oprydning i den overfyldte storbytrafik i form af en betalingsring, indførelse af millionærskatter og en værdipolitik, som bl.a. lagde op til forbud mod købesex og indførelse af øremærket barsel til mænd.

Endelig havde disse vælgere ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at »deres« regering en dag ville vælge at spare på SU og kontanthjælp for til gengæld at lette selskabsskatten for erhvervslivet.

Forskellen på, hvad S og SF sagde før valget, og hvad de har gjort, har været åbenbar for enhver og har forlenet Thorning med et alvorligt troværdighedsproblem.

Dertil kommer, at regeringen i flere omfange har fejlet i forberedelserne af vigtige processer. Betalingsringen gik op i flammer efter et kaotisk forløb, ligesom løftet om, at arbejdsmarkedets parter skulle være med til at løse nationens økonomiske problemer via trepartsforhandlinger, endte i en fuldtonet fiasko.

Oven i hatten har kommunikationen, især fra Statsministeriet, været præget af en storladen retorik, som ofte har stået i skærende kontrast til realiteterne.

Sårbar Thorning

Dermed bliver den måske største taber efter de første to år også regeringschefen selv.

Mens målinger viser, at en række af regeringens centrale ministre får ros fra danskerne, kniber det for Thorning. Hun ligger lavt i de ratings, hvor ministre og partiledere vurderes, og de fleste danskere har længe haft Løkke som den foretrukne statsministerkandidat.

Næsten symbolsk aflyste Thorning for få dage siden det ugentlige pressemøde i erkendelse af, at hun aldrig har kunnet bruge denne scene til at sætte en offensiv dagsorden.

I det hele taget har det været symptomatisk, at hun ikke har fået del i den »statsministereffekt«, som flere forgængere har oplevet, når de først har krydset dørtrinnet til Statsministeriet.

Hvad nu? Svaret er, at man ikke helt ved det i regeringstoppen.

Bevæger man sig rundt i de tre partier, bliver det tydeligt, at holdningerne er stærkt delte, når sandsynligheden for et comeback skal vurderes, og for tiden synes det, som om forskellene vokser mellem de håbefulde og de pessimistiske.

Optimisterne mener, at regeringen sidder med gode kort på hånden.

De peger på, at et økonomisk opsving langt om længe er ved at slå igennem. Dermed vil Thorning i næste valgkamp kunne sige til danskerne, at regeringen traf de rigtige og nødvendige beslutninger, som førte Danmark sikkert gennem krisen, og hun kan håbe på en voksende folkelig anerkendelse af regeringens krisestyring.

Kombineres dette med en mere aktiv erhvervs- og industripolitik – hvilket bl.a. Bjarne Corydon, Mette Frederiksen (S), Henrik Sass Larsen (S) og Nick Hækkerup (S) er stærkt optaget af – vil regeringen kunne gå frem, lyder analysen.

Når optimisterne iagttager blå lejr, stiger humøret yderligere. De opfatter blå blok som samspilsramt, ligesom de ser Løkke som en kolos på lerfødder. Flere hæfter sig ved, at V-toppen ikke har kunnet levere en holdbar definition på den nulvækst, som skal være en hjørnesten i partiets økonomiske politik. Optimisterne tror, at de med udgangspunkt i Venstres plan om nulvækst – samt de nye skatteplaner fra LA og de Konservative – kan udstille, at de borgerlige vil fyre tusinder af offentligt ansatte og underminere velfærden.

Pessimisterne peger omvendt på, at vælgerne aldrig genvælger en regering som tak for veludført gerning, og da slet ikke når politikken undervejs har været så kontroversiel. De mener heller ikke, at det vil lykkes at køre en ny skræmmekampagne mod blå blok – for den slags kampagner er svære at lave to valgkampe i træk. Og kvoten blev opbrugt ved sidste valg.

I det hele taget frygter de, at valgkampen bliver svær, eftersom mange vælgere på forhånd vil være skeptiske, både når de hører Thorning advare mod ulykkerne fra de blå, og når de lytter til hendes egne valgløfter.

Splittelse lurer

Så forskelligt ser centrale aktører i de tre partier på regeringens position her og nu.

En af Thornings mest presserende opgaver bliver derfor at få styrket troen på, at projektet har en chance for at leve videre efter valget. Får pessimisterne overtaget, kommer hun med sikkerhed ikke til at opleve ret mange fødselsdage og jubilæer i Statsministeriet.

Svækkes tilliden yderligere, vil ledende socialdemokrater i endnu højere grad orientere sig mod Mette Frederiksen og positionere sig forud for det ledelsesskift, som bliver en realitet, hvis Thorning taber valget.

Også hos de Radikale og SF vil det få stigende betydning, om man tror på muligheden for at fastholde magten – eller ej. Med Margrethe Vestager i spidsen er de Radikale fortsat loyale over for såvel statsministeren som regeringsprojektet – og intet tyder på en kursændring. Mere usikker og uforudsigelig er situationen hos SF, som har betalt en meget høj pris for at deltage i regeringen. Mister kredsen om Annette Vilhelmsen troen på, at magten kan fastholdes, vil SFerne fremadrettet fokusere på partiets tarv og ikke regeringens overlevelse.

Under omstændigheder som disse kan fødselsdagen ikke blive et brag af en fest.

Se Berlingskes politiske kommentar på Thorning og co.'s to år ved roret:


Er du på mobilsitet, da klik her.