Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Bedre børnehaver som vækstmotor

»Spørgsmålet giver kun mening, hvis man sætter lighedstegn mellem velfærd og en stor offentlig sektor.«

Lavere skat eller mere velfærd? Det spørgsmål er dukket op i hver en valgkamp i nyere tid. Og da vi efterhånden har valgkamp året rundt, popper spørgsmålet jævnligt op i politiske debatter. Men det er et spørgsmål på en forkert præmis. For det første er skat en håndgribelig størrelse – det er noget man betaler – mens graden af velfærd er noget, vi politisk beslutter. For det andet giver spørgsmålet kun mening, hvis man sætter lighedstegn mellem velfærd på den ene side og en stor offentlig sektor med mange offentligt ansatte på den anden.

Men derfor er det alligevel en god idé, at de økonomiske vismænd som beskrevet i Berlingske mandag vil indregne såkaldte dynamiske effekter af de offentlige udgifter på beskæftigelse og vækst. Altså om man kan måle, hvilken indflydelse f.eks. gode daginstitutioner, kvalificeret undervisning og effektive hospitaler har på vores adfærd og vores lyst til at arbejde og bidrage til samfundskagen. Forslaget bliver modtaget med kyshånd på venstrefløjen og i fagbevægelsen. Her har man længe set sig sur på, at tilhængere af skattelettelser indregner dynamiske effekter. F.eks. i diskussonen om lettelser af topskatten.

Hertil er at sige, at der findes rimeligt sikre kalkuler og erfaring for, at skattelettelser har en positiv effekt på samfundsøkonomien. Ligesom der er rimelig sikker erfaring for, at stramninger i overførselsindkomster kan få flere til at søge arbejde. Penge er faktisk i mange tilfælde en glimrende motivationsfaktor.

Kan man på lignende vis beregne effekten af velfærdsydelser, skal det være et kærkomment bidrag til debatten. Det, som fagbevægelsen og venstrefløjen måske ikke har gjort sig helt klart, er, at for at dynamiske velfærdseffekter skal give mening, må vi for det første definere, hvad vi opfatter som kernevelfærd og offentlige forpligtelser, for det andet undersøge, om vi faktisk får tilstrækkeligt meget ud af de penge, vi overfører til den offentlige sektor. Produktivitetskommissionen kunne for et par år siden fastslå, at der er ganske betydelige rationaliseringsgevinster at hente i det offentlige.

Et velfungerende sundhedsvæsen, hvor syge hurtigt bliver behandlet, så de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, har givetvis en positiv dynamisk effekt. Men det kan ikke i sig selv være afgørende, om sundhedsvæsenet er betalt via indkrævede skatter eller gennem sundhedsforsikringer med skattefradrag. Et topfungerende, landsdækkende bredbåndsnet ville sikkert fremme vækst og skabelsen af nye virksomheder, også uden for de store byer. Ligesom kollektiv trafik uden forsinkelser og motorveje uden trafikpropper vil gavne arbejdsindsatsen.

Man kan ikke frigøre sig fra en mistanke om, at ønsket om beregning af dynamiske effekter af de offentlige udgifter bunder i et håb om at bevare status quo. Eller endnu bedre: Et krav om endnu flere offentligt ansatte, som skal finansieres af en svindende privat sektor. Så mange ædruelige beregninger som muligt vil være til gavn for debatten om vækst og velfærd. Men det kan blive interessant, hvis nu forskningen viser, at vi kunne opnå langt større dynamiske effekter med en mindre offentlig sektor.