Hvad kan få os til at arbejde mere? Lavere skat? Eller at ungerne har det godt i børnehaven? Forskellen på de to spørgsmål er, at effekterne af skatten indgår i regeringens regnemodeller – det gør børnehaven ikke.
Det vil de økonomiske vismænd nu rette op på. Det næste halve år vil de kortlægge de positive effekter på beskæftigelsen af en række offentlige udgifter. Det er nyt og potentielt en alvorlig udfordring af regeringens økonomiske politik.
»Intuitivt vil der være nogle effekter. Spørgsmålet er, om vi kan kvantificere dem,« siger overvismand Michael Svarer.
Mantraet »flere i arbejde« har været omdrejningspunktet for skiftende danske regeringers økonomiske politik siden 1990erne. Når flere danskere kommer i arbejde, medfører det flere skattekroner i de offentlige kasser og færre udgifter til overførselsindkomster.
Derfor er der blevet gennemført en stribe skattereformer og reformer af alt fra efterløn, dagpenge og førtidspension til SU og fremdrift i uddannelserne med det formål at få flere ud på arbejdsmarkedet – og at få dem, der allerede er der, til at arbejde mere.
Artiklen fortsætter under grafikken...
Et helt nyt regnestykke
I Finansministeriets regnemodeller har man imidlertid i årevis overset en faktor, som måske er meget vigtig. Ingen har nemlig regnet på, om det forbedrer arbejdsudbuddet, når de offentlige udgifter stiger. Eller med andre ord:
Hvis kontanthjælpen sættes ned, eller topskatten lettes, så har ingen været i tvivl om, at flere ville arbejde mere. Men vil de også arbejde mere, hvis der er flere pædagoger i vuggestuen, den holder åbent i længere tid, og kvaliteten er i top? Og vil det få os til at arbejde mere, hvis vi hurtigere kan udskrives fra hospitalet, og behandlingen er mere effektiv?
Og vil flere arbejde, hvis de har fået en god skolegang med prima lærere og høje karakterer, eller hvis togene kører til tiden, og der ikke er køer på vejene?
Alt det har de økonomiske vismænd nu sat sig for at regne på effekterne af. Og afhængig af resultaterne kan det vende op og ned på den økonomiske debat og være med til at svække de partier, som vil lette skatten ved at spare på de offentlige udgifter.
Overvismand Michael Svarer konstaterer, at, at alt afhænger af, hvor pengene bruges.
»Hvis man eksempelvis giver en skattelettelse på ti milliarder og finansierer den med et lavere offentligt forbrug, så vil nettoeffekten på udbuddet af arbejdskraft og produktivitet afhænge af, hvor man reducerer med de milliarder. Hvis man for eksempel sparer på knæoperationer til midaldrende mænd, så vil det have en stor, modsatrettet effekt.«
På spørgsmålet om, hvorfor man ikke tidligere har indregnet disse effekter af de offentlige udgifter, siger han:
»Det har været en del af italesættelsen men ikke af de økonomiske modeller, fordi man har manglet viden om effekterne. Og hvorfor der ikke har været forsket mere i det, er et godt spørgsmål. Men det skyldes nok, at der lige nu er kommet en stigende opmærksomhed på området også i forskningsverdenen.«
»Tiden er ikke til en skattereform«
Den amerikanske økonom James Heckman, som modtog nobelprisen i økonomi i 2000, har forsket intensivt i, hvad investeringer i en tidlig indsats i børnehaver og vuggestuer medfører af sparede sociale udgifter senere i livet.
Udgifterne har vist sig rigeligt at tjene sig hjem i form af lavere kriminalitet og mindre social marginalisering. Hvor meget af det, der kan overføres på danske forhold, er ifølge overvismand Michael Svarer svært at sige, men det er noget af det, vismændene nu vil undersøge.
Potentielt kan der være positive effekter på arbejdsudbud og produktivitet inden for en lang række områder med offentlige udgifter: Sundhed, forskning, uddannelse, ældrepleje, infrastruktur og børnepasning.
Hvis ældreplejen eksempelvis ikke fungerer ordentligt, og de pårørende skal bruge mere tid på at købe ind og gøre rent hos deres forældre, så vil det begrænse mulighederne for at arbejde. Og hvis en ansat ikke bliver genoptrænet hurtigt efter en operation, vil der gå længere tid, før han eller hun er tilbage på arbejdspladsen.
Tidligere overvismand Torben M. Andersen mener, at det nye fokus kommer af debatten om effekterne af skattelettelser.
»Man kan i teorien ikke tale om skatternes effekter på arbejdsudbud uden at tage højde for, hvad skatterne finansierer. Og ved at gå ind og se på de her effekter får man et mere retvisende billede,« siger han.
I den røde blok er man begejstret for økonomernes nye fokus. SF har stillet beslutningsforslag i Folketinget om at undersøge effekterne, og Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, mener, at usikkerheden betyder, at timingen for en skattereform er forkert.
»Tiden er ikke til en skattereform, når der er usikkerhed både om de effekter, regeringen har, og dem de ikke har regnet ind,« siger Benny Engelbrecht.
Tvivlsomme effekter
I LO og hos Arbejderbevægelsens Erhvervs råd er man også glade for vismændenes nye fokus. Erik Bjørsted, cheføkonom i AE-rådet, siger:
»Det er et paradoks, at man indregner dynamiske effekter, når det drejer sig om skattelettelser, men ikke når det drejer sig om offentlige udgifter. Det ender med et skævt regnestykke, hvor man kun har den ene del af ligningen med. Noget må vi jo have fået ud af alle de skattekroner, vi bruger på forskellige velfærdsområder,« siger han.
Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS, mener, at det er en god idé at undersøge effekterne.
»Hvis der er solid videnskabelig dokumentation for, at flere offentlige udgifter til børnepasning, ældrepleje og infrastruktur øger beskæftigelsen, så bør man indregne effekterne. Ligesom man gør det med skatteændringer, hvor der er solid dokumentation,« siger han.
Men effekterne er tvivlsomme og afhænger helt af, hvilke offentlige udgifter der er tale om, mener Mads Lundby Hansen.
»Der kan være dynamiske effekter af børnepasning. Det er med til at forklare, hvorfor beskæftigelsesfrekvensen er relativt høj i Danmark. Men stort set alle børn bliver passet i dag, så selv om man tilfører flere penge til bedre normeringer, kan der dårligt komme flere børn i daginstitutionerne,« siger han.