Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvor er Thulesen Dahl?

»Fantasterier er der ikke brug for.«

De afskyelige terrorangreb i Frankrig og Tyskland har til formål at skabe en angst og vrede, som kan få Europa til at tabe besindelsen og udløse konfrontation mellem muslimer og europæere.

Nedslagtningen af en ældre præst i Saint-Etienne-du-Rouvray kan dårligt forklares på anden måde, end at formålet var at antænde en slags nutidig religionskrig mellem muslimer og borgerne i de åbne, hovedsagelig sekulære demokratiske europæiske nationer.

Ser man på den efterfølgende debat i Danmark, må man konstatere, at det i et vist omfang er lykkedes at få politikere – nuværende og forhenværende – i Dansk Folkeparti til at miste den sunde fornuft.

Partiets næstformand, Søren Espersen, har foreslået et indvandrings- og asylstop fra islamiske lande i fire til seks år.

Partiets tidligere folketingsmedlem, Søren Krarup, mener, at Dansk Folkeparti skal vælte den nuværende regering, fordi dens udlændingepolitik er for slap, og fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen eftersnakker den tyske kansler Angela Merkel.

Det nuværende folketingsmedlem, Marie Krarup, har i en debatartikel fremhævet, at Ruslands præsident Putin vil være en stærk allieret i kampen mod islamismen.

Der er mange grunde til at forkaste de nævnte forslag som urealistiske og uvirksomme. Her skal blot nævnes nogle få: Søren Espersens forslag om indvandrings- og asylstop vil også omfatte de store ikke-muslimske mindretal, heriblandt kristne, der er borgere i lande med muslimsk flertal. Det vil ramme de mange millioner muslimer i Asien, som potentielt kunne blive veluddannede og produktive bidragydere i Danmark.

Men det vil ikke ramme muslimske indvandrere fra lande, der ikke defineres som muslimske. Og vælter man, som Søren Krarup ønsker, den nuværende regering for at føre strammere udlændingepolitik sammen med Socialdemokraterne, er der ingen garanti for, at et valg vil give de nødvendige ekstra syv mandater til et flertal.

Derimod er der nærmest garanti for, at Socialdemokraterne ikke vil føre den luk-grænserne-fuldstændig-politik, som Søren Krarup ønsker.

Vender Danmark og NATO sig mod Rusland for at få en stærk – og komplet skruppelløs – allieret i kampen mod islamismen, forråder man de naboer, som Putin truer, bekriger og annekterer. En småstat som Danmark har om noget brug for internationale regler, som respekteres, også af stormagter. Europa og Danmark må på egen hånd bekæmpe islamisme og terror.

Det kræver et stærkt forsvar – herunder som bidrag til NATOs afskrækkelsespolitik mod Rusland – og det kræver et fast forsvar af de demokratiske værdier, som Danmark bygger på. Der er god grund til at stramme gevaldigt op på asylpolitikken.

Skal man fortsat asylbehandle folk, der ankommer fra sikre lande? Og hvordan kan det være, at asylanerkendelsesprocenterne er højere i Danmark end i andre lande for de samme grupper asylsøgere?

Der er nok at tage fat i, men fantasterier er der ikke brug for. Når partiformand Kristian Thulesen Dahl er færdig med at fejre fødselsdagen i dag, bør han få styr på partiets sommerkuller.