Kønsidentitetsdebatten undermineres af de debatterendes eget sprog. Eller, den får i hvert fald debatten, rent sprogligt, til at fremstå som en fuldkommen håbløs sag.

Seneste eksempel på dette fænomen kan bevidnes i første afsnit af »Ditlev Tamm – professor på høje hæle«, hvor der blandt andet sættes ord på modeverdenens flydende kønsdesigns. Designerne som interviewes, forsøger sprogligt at tage afstand fra personlige pronominer og definitioner såsom »mandetøj« og »kvindetøj«, men falder repeterende mange gange over adjektiverne »feminint« og »maskulint«.

Og det er her problemet opstår. Det er jo absurd selvmodsigende at tage så kraftig afstand fra kønsdefinitioner og i selvsamme åndedræt bruge begreber som defineres ud fra forekomsten af netop kønsdefinitioner. Hvordan vil du beskrive femininitet uden at beskrive kvinden? Og værre endnu, hvordan vil du beskrive en kvinde uden brug af stereotypiske begreber?

Begreberne »kvinde« og »mand« er så forankret en del af vores kulturelle sproglige opfattelse, at vi har svært ved at beskrive tendenser, hvor linjerne mellem disse udviskes. Traditionelt set har vi haft klare linjer, som opdelte kønnene. Både med hensyn til arbejdsopgaver og vores ydre fremtoning. Det har resulteret i et klart samfundsideal, som er blevet overført til vores kultur- og forbrugskonsumering.

Med andre ord har vores traditionelle opfattelse af køn haft stor indflydelse på måden, vi har markedsført for eksempel tøj på. Og den gamle markedsføring af køns- og modeidealer hænger stadig ved, hvilket selvfølgelig også influerer vores sprog. Hvad vi forbinder med adjektiverne »feminint« og »maskulint« bunder i århundreders stationære kønsopfattelser.

Det er dén sproglige barriere, som modedesignerne i første afsnit af »Ditlev Tamm – professor på høje hæle« forgæves kæmper mod. Der findes simpelthen ikke ord for, hvad de vil beskrive. I hvert fald ikke endnu. Bær over med dem.

Sif Madsen-Østerbye, København