Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De største succeser er skabt af hårdt arbejde - ikke arv eller adel

Amazons CEO, Jeff Bezos, er ifølge Herbert Nielsen et eksempel på, at verdens rigeste mennesker har skabt succes uden arv og adel. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL REYNOLDS

Bezos, Gates og Buffett

Banko Milanovic er »ulighedens stjerneøkonom«, skriver Troels Heeger i et debatinterview 1. februar.

Heeger refererer Milanovic for at sige, at når talen er om den økonomiske elite, undervurderer folk de fordele, de har modtaget via deres baggrund, opvækst i husstande med højtuddannede forældre og deres medfødte finansielle aktiver. Det vil Enhedslisten da kun juble over at høre.

Bare mærkeligt, at listen over verdens rigeste i spidsen har navne som Bezos. Gates, Buffett, Arnault og Zuckerberg. Mig bekendt har ingen af dem spundet guld takket være arv, adel eller medfødte power-netværk - men ved innovativt hårdt arbejde og en stædighed, der skaber millioner af arbejdspladser og goder verden over. Herbert Nielsen, Marstal

Mediernes nulfejlskultur

Jeg sætter daglig stor pris på, at vi i Danmark har frie medier og journalister, der tør udfordre magthaverne. Vores journalister har generelt en sund dømmekraft, men selvfølgelig er ingen ufejlbarlig. Jyllands-Posten har begået et fejlskøn med en aldeles upassende tegning, som ikke har noget med satire at gøre.

Men mens resten af samfundet er på vej væk fra en nulfejlskultur, virker det som om journalister paralyseres ved tanken om at skulle erkende en fejl. Vi har i den seneste uge været vidne til en samlet medieverden der kollektivt fornægter selve diskussionen om, hvorvidt tegningen overhovedet skulle have været bragt.

Det er mildt sagt uflatterende, at man kan drage paralleller til den nylige sag om stilladsmafiaen der konsekvent nægtede at tage stilling til kollegers ulovlige hærværk for i stedet at lede opmærksomheden hen på en påstået arbejdskonflikt.

Er det udsigten til at tabe ansigt, der skræmmer? Det håber jeg virkelig ikke, for i så fald har vi allerede fået indført kinesiske tilstande i danske medier.

Jeg er helt enig i, at det ikke giver mening at sende en undskyldning til Kina, netop på grund af det politiske pres. Men kære journalister: Jeres faglige solidaritet er i denne sag vokset til en elefant i rummet. Husker I komiske Ali? Lars Gjesse, Hillerød

En længere vrøvlehistorie

Pierre Collignons opinionsindlæg i lørdagsavisen med kritik af kineserne for deres håndtering af corona-virussen samt forsvar for ytringsfriheden i Danmark virkede umiddelbart som en længere vrøvlehistorie.

Ambassadør Feng Tie har jo, reelt set, ikke gjort meget andet end hvad også danske ambassadører verden over gør i deres daglige arbejde - nemlig at korrigere, hvad de finder fejlagtigt fremstillet i det fremmede lands beskrivelse af Danmark. Længere er den historie ikke.

At den kinesiske ambassadør kæder det sammen med et krav om en undskyldning, er hans måde at reagere på. Det overlever Jyllands-Posten sikkert.

Hvad tegningen af det kinesiske flag i JP i øvrigt angår, bør man nok spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt at præsentere et sådant »kunstværk«, når flere hundrede mennesker er omkommet. Det var ikke særligt velgennemtænkt af avisen fra Viby.

Lad os for alt i verden prise den ytringsfrihed, vi har her til lands. Men lad os ikke forarges over, at et land, hvor man ikke har samme frihedsrettigheder, griber tingene an på anden vis og finder, at en undskyldning er på sin plads. Preben Jack Petersen, Charlottenlund

Udligningsudspil kan koste Venstre dyrt

Regeringens forslag til reform af udligningen er ubalanceret. Prisen betales af kommuner med konservativ ledelse. Det overordnede billede er S: 32 vindere/12 tabere, V: 21 vindere/13 tabere og K: 1 vinder/7 tabere.

I stedet er der brug for en grundlæggende ændring af udligningen. Vi skal have en udligning, hvor de »rige« betaler til de »fattige«.

I dag betaler ti kommuner til 88 andre. Kommunerne skal have en gevinst ved at forbedre sig – ikke blot risikere, at resultatet af forbedringerne skal afleveres til andre.

I dag forstår kun ganske få personer udligningen til bunds. Det er uholdbart, at systemet ikke er til at gennemskue. Alene det er grund nok til at forenkle det.

I dag kan kommuner, som modtager kommunal udligning, have et højere serviceniveau og lavere rådighedsbeløb end borgere i kommuner som bidrager. Det skal ændres. Alligevel er jeg bange for, at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen lader sig friste af Socialdemokratiets tilbud.

Siger Ellemann ja, må V givetvis vinke farvel til Nordsjælland og hovedstaden. Man kan ikke med troværdighed kalde sig leder af blå blok, hvis man indgår et forlig, som har karakter af en vendetta mod veldrevne, borgerlige kommuner. Martin H. Wolffbrandt, medlem af Allerød Byråd (K)