BRUXELLES: Det begynder egentlig så stilfærdigt for James Ensor. Hans tidlige malerier på den introducerende udstilling i Bruxelles i anledning af 150-året for hans fødsel er tilforladelige.
Det er nogle smukke billeder. Dejlige indtryk af det flade land ved den belgiske kyst ud for og i omegnen af Ostende, hvor Ensor blev født i 1860 og døde i 1949. Det er nogle fine pastose landskabsbilleder, hvor man mærker, at dagen står høj over land og vand. Hist og her putter et hus sig mellem klitterne, på stranden er der badekabiner på hjul, som hestene trækker længere ind, når tidevandet kommer, og i det fjerne ser man et par forbisejlende skibe. Andre billeder fastholder indtryk af den lille kystby; blandt andet udsigten over dens røde tage. Men først og fremmest er stranden, havet og himlen malet, så man fornemmer en naturefterlignende penselføring, og væden i luften, når det regner.
James Ensor er en af de helt store skikkelser blandt de moderne belgiske malere. Andre er Delvaux og Magritte - men der er en radikalitet i Ensors værk, der i dén grad har talt til grænseoverskridende kunstnere siden: fra Asger Jorn, der var blandt hovedskikkelser i Cobra, dannet året før Ensors død, til nogle af samtidskunstens mest rå og udfordrende repræsentanter som Paul McCarthy, Enrique Marty og brødrene Chapman.
Den omstændighed, at Ensor taler til så mange af de kunstnere, der har kroppen og dens processer som et tilbagevendende tema, har måske meget naturligt lagt op til, at markeringen af 150-året for Ensors fødsel er todelt.
I Bruxelles præsenteres hans liv og vigtige temaer samt en mindre udstilling, der fokuserer på ham som komponist og forfatter. Den første, der er den vigtigste, er skabt i samarbejde med kunstmuseet i Antwerpen, som er delvist lukket på grund af renovering. Det er en skam, for det klassiske beaux-arts-museum i Antwerpen rummer meget bedre lokaler end dem, der er anvendt til formålet i Bruxelles forholdsvis nye kunstcentrum ved siden af de kongelige museer.
En anden del af markeringen af 150-året er henlagt til to store museer i Gent - en halv time fra Bruxelles. Her ses en række af hans mest radikale malerier sammen med værker fra senere kunstnere med vægten lagt på de seneste par årtier. Men først hovedudstillingen i Bruxelles, der ambitiøst er blevet kaldt »Ensor - demaskeret«.
Leve senneppen!
Efter de første - som nævnt dejlige - billeder fortsætter udstillingen sin fortælling ved at fokusere på Ensors formative år, hans øvelser ved at tegne efter malerkunstens store mestre og nogle af hans tidlige motiver. Moderen er sammen med hjemmet et af dem. Han malede hende flere gange, og selv efter hendes død - da hun lå på lit-de-parade - tegnede han hende. Det er gribende billeder af et afsjælet ansigt både tvivlende og tillidsfuld i forventningen om mødet med Skaberen.
På et tidspunkt begynder forskellige underlige genstande at dukke op i malerierne. Kineserier kalder han dem i billeder under henvisning til, at det blandt andet er orientalske masker, som han var vokset op med i familiens forretning med alskens ting og sager. Han er interesseret i muligheden for at inddrage koloristisk prægnante genstande i sine opstillinger, men også noget andet fascinerer ham ved masken. Og snart også skelettet. Disse to gennemgående figurer giver i løbet af 1880erne anledning til nogle af hans mest makabre og skræmmende billeder, og nogle af de billeder, hvor han langer ud efter, hvad han oplever som et hyklerisk samfund og herunder ikke mindst kirken.
På et tidspunkt identificerer han sig ligefrem med Jesus og maler sig selv i hans rolle under et berømt billede, »Kristi indtog i Bruxelles«, der vakte stort postyr og betød, at han blev smidt ud af både det ene og det andet - indtil han selvfølgelig blev tilgivet, taget til nåde, udpeget til at repræsentere Belgien på biennalen i Venedig og adlet. Hans billeder har på dette tidspunkt bevæget sig fra den blide naturalisme til en vrængende ekspressionisme præget af groteske og satiriske figurer og mennesketegninger og forskellige slagord skrevet på billeder som »Ned med politiet«, »Ensor er en nar«, »Gør ingenting og lad dem grine«, »Frihed, lighed og broderskab. Leve senneppen!«
Det belgiske køkken
Hovedværkerne er delt mellem de to byer. I Bruxelles finder man blandt andet et koloristisk mesterværk som »Østersspiseren (eller i Farvernes Land)«, mens det ikonografiske »To skeletter slås om en røget sild« hænger i Gent, hvor det nærmest tjener som introduktion til udstillingen om Ensor og de samtidskunstnere, der er inspireret af ham. Det er også et grotesk motiv: To menneskeskikkelser med kranier som hoveder slås som katte om en fisk.
Ensor, der livet igennem - og indtil han som gammel mere eller mindre mistede interessen for at male, nu var anerkendelsen jo også kommet - var en blanding af åndsaristokrat og dybt afhængig af omverdenens syn på ham; han har i sine billeder ofte et misantropisk syn på samfundet og eksistensens tilfældighed. Samtidig var han optaget af de væsentlige spørgsmål og blandt dem døden, der da også høster med stor effektivitet i nogle af hans billeder. Eksempelvis som når manden med leen fejrer dødens triumf ved at rydde ud i processioner af mennesker.
Processionen er - sammen med det kropslige og masken, fremmedgørelse og død - blandt fremherskende figurer og begreber i Ensors værk, og det præger også de mange kunstnere, der i Gent bliver sat i samspil med Ensor. Det er en af disse voldkuraterede udstillinger, hvor man tager værker, der i sammenhængen får pointeret én af deres betydninger, ved at publikum så at sige forføres til at se »budskaber«, der i en anden kontekst ville give en anden mening. Ikke desto mindre er udvalget temmelig godt, og Ensor sammenstilles med kunstnere som blandt mange andre Dino og Jake Chapman, Asger Jorn, Alechinsky, Marlene Dumas, Paul McCarthy, Guillaume Bijl, Pipilotti Rist, Eija-Liisa Ahtila og Yang Jiechang. Ensor var jo glad for skeletter, og i en meget omfattende installation fremviser Jiechang et meget stort antal knogler og kranier omhyggeligt lagt til rette i kasser. Og så er de fremstillet af musselmalet porcelæn!
S.M.A.K. - museet for samtidskunst i Gent, der rummer den ene halvdel af udstillingen - viser i øvrigt også en stor udstilling af meget omfangsrige installationer. Installationer er som malerier med den forskel, at man kan gå ind i dem, og her kan man så opleve forskellige stemninger og fortællinger, der ikke nødvendigvis eller altid er forbundet med en konventionel form for logik. Jason Rhoades, der for ti år siden udstillede sammen med Peter Bonde i den danske pavillon i Venedig, er en af kunstnerne, der vises sammen med klassikere som Volf Vostell og Dennis Oppenheim. Og når man er i Gent, må man ikke snyde sig for mødet med et af de mest berømte værker i europæisk kunsthistorie, der befinder sig i Sint Baafs-katedralen. Det er et vidunder i klare farver og allegoriske fremstillinger af Bibelens fortællinger skabt af Jan van Eyck i første halvdel af 1400-tallet. Billedet, der består af mange små, hedder »Lammets tilbedelse«. Ikke at forveksle med lammets tilberedelse. Dét og meget andet kan man til gengæld opleve bagefter i det menneskevenlige mirakel, der hedder det belgiske køkken.
