Hypet kunster får soloshow på ARKEN: Et komplekst møde mellem Iran og Vesten, som gør ham helt til sin egen

Med referencer til og inspiration fra de store og åbenlyse mestre fra persisk og vestlig kunst har dansk-iranske Farshad Farzankia fundet ind til sin signatur. Frem til februar 2022 viser ARKEN et udsnit af kunstkometens oeuvre: et endimensionelt, men intenst og dybt personligt billedunivers.

Berlingskes kunstanmelder Birgitte Ellemann Höegh har besøgt Farshad Farzankias udstilling på ARKEN, »Hvis jeg står«, og kvitterer med fire stjerner. Her ses værket »Blomster«, 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malle Madsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er, som om det er det samme billede, jeg bliver præsenteret for igen og igen. Til gengæld er der meget at kigge på – inde i det ene samme billede.

Jeg er på ARKEN, hvor den dansk-iranske billedkunstner Farshad Farzankia udstiller sine meterstore oliemalerier. Kunstdarlingen med kometkarrieren kan man vel stadig godt kalde ham.

»Og søgte ly – i ilden«, Farshad Farzankia, 2020-2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malle Madsen.

For der har været en del hype omkring Farshad Farzankia, siden han for fem år siden begyndte at male. Nærmest overnight og inden han havde haft sin første udstilling, alene fordi han havde lagt nogle af sine billeder ud på Instagram.

Her samlede internationale kunstsamlere fra blandt andet Japan og Dubai lynhurtigt hans kunst op.

Siden har han skulptureret indgangsportalen til sommerfestivalen Heartland, udstillet i Politikens Forhal, hos sin gallerist, Andersen’s Contemporary, og rundt omkring i USA og Tyskland på gallerier og museer, der tror på netop ham.

Det gør ARKEN også og har lidt uden for nummer besluttet sig for at give så »ung« en kunstner en soloudstilling.

I en nedsænket sal hænger i alt 23 værker, hvoraf nogle er skabt specifikt til udstillingen. Og når jeg ser mig omkring, er det, som om jeg ser på ét totalværk. Ligesom mange af Farzankias værker er delt op i en slags felter, forekommer de 23 billeder tilsammen som hver deres felt i ét og samme maleri.

Tordenskjolds soldater

Han siger det sådan set også selv, Farzankia, i den lille film, som ARKEN har lagt ud på sit site; at han kredser om »den samme ene ting i sit virke«.

Hvad, ønsker han ikke at sætte ord på.

Oversætter han sit værk til et sprog, dør det, bliver afgrænset og afsluttet, mener han. Han mener også, at mange andre kunstnere, musikere, forfattere og billedkunstnere gør som han: kredser om et tema, der er vedkommende for netop dem.

Det gælder for eksempel den persiske 1200-tals digter Rumi samt Bob Dylan og David Bowie, der ligesom Ingmar Bergman, Jean-Luc Godard, Werner Herzog, persiske auteurs, J.F. Willumsen, Andy Warhol, Picasso og Michael Jackson er nogle af dem, han lader sig inspirere af, og som desuden indgår i hans værker i én pærevælling.

De store mastodonter – eller Tordenskjolds soldater, kan man også mene – som han hugger en hæl og klipper en tå fra. Fuldkommen uforfærdet.

De er ikke lige sådan at hitte rede i, men man kan sine steder spore dem i værkernes titler. »Speaks like silence«, for eksempel, som er del af en strofe fra en Bob Dylan-sang og »I billedernes regeringstid« fra et digt af Michael Strunge.

»Bare rolig, det er ild«, Farshad Farzankia, 2018-2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malle Madsen.

Andre steder er der tydelige billedreferencer, for eksempel i hans profilvendte ansigter, der vinker til Warhol, og i hans »Bare rolig, der er ild«, der har fællesnævnere med Picassos »Guernica«.

Det vedgående fokus gør udstillingen en smule endimensional, men også insisterende og intens. For hvis det nu engang er det ene billede, Farzankia forsøger at forfine – eller vil ind til kernen af – som Munch med sit »Skriget« eller Oluf Høst, der blev ved med at afprøve lysindfaldet i sin gårdportal, ja, så kommer man altså tæt på Farzankias hjerteblod.

Det handler om de eksistentielle dimensioner, som han kortlægger i en søgen efter identitet, fortæller udstillingskataloget mig, og det er jo en velkendt øvelse.

I midten af salen hænger en samling af tegninger og silketryk på en vertikal opslagstavle, der sætter dobbeltstreger under Farzankias interesser og ekkoer værkerne omkring i salen.

Her myldrer de symboler og temaer frem, som Farzankia bliver ved med at bearbejde i sin kunst.

Fugle og tulipaner, blandt andet, hvor sidstnævnte indgår i det iranske flag og vidner om hans rødder, og det land, han og hans familie måtte forlade i 1989, samt ansigter i profil, klovne, masker, sko, tandsæt og flammer.

Kulturelle hint

Som i et persisk, håndknyttet tæppe med ornamenter, der har kulturhistoriske betydning, har Farzankia knyttet sit eget tæppe i sin kunst.

Med hans virvar af præhistoriske og nutidige symboler får vi et hint om Farzankias komplekse møde mellem Iran og Vesten, som gør ham helt til sin eget.

På introteksten i salen opfordres vi til at trække vores egen livshistorie, erindringer, drømme og erfaringer ind i maleriernes rum. Det virker en kende fortænkt.

Personligt er jeg meget mere interesseret i Farzankias særprægede historie. Det er den, der helt naturligt vækkes, når jeg står foran hans billedeksplosioner.

»Bagholdsangriber«, Farshad Farzankia, 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malle Madsen.

Farshad Farzankia er født i den iranske hovedstad, Teheran, i 1980 og flygtede som niårig med sin familie, da det viste sig, at den islamistiske revolution havde forandret det vestligt orienterede monarki til et islamisk præstestyre.

Familien havnede i Gilleleje. Siden uddannede han sig til grafisk designer som sin far (Farzankias mor var lægesekretær) og arbejdede med sit fag frem til 2016, hvor han sagde sit job op og gik ned i en kælder og i gang med at male for fulde drøn.

Et sikkert maleri tog form, hvor spor af hans kulturelle ophav poppede op. Navnlig fuglene, som refererer til den persiske digter Rumi, der forestillede sig dem som »frie åndfulde væsener med retning og vilje«, og som det i Farzankias kontekst er oplagt at kæde sammen med hans flygtningebaggrund.

Og så er der flammerne, der formentlig hentyder til den iranske krystalnat i 1978, hvor en biograf brændte ned i byen Abadan, og 420 gæster omkom, og som viste sig at være påsat af ayatollah Khomeinis folk.

Farvepaletten med de støvede, mælkede farvetoner har Farzankia øjensynlig også tilfælles med den persiske kunst – tilsat en hel del sort grundfarve.

Visse steder får jeg den fornemmelse, at billederne er malet frem på en sort tavle. Det giver dybder, mørke, gru og kontraster til hans ellers uforfærdede farveeksplosioner, der går lige op i hjernen som et stykke hvinende sødt slik.

Sennepsgule, candyflossrøde, tomatrøde, turkise, jadegrønne, vandblå, orange og brune, vidunderlige farver. Det er, som om det lyse og det mørke – også indholdsmæssigt – kæmper mod hinanden.

Pejlepunkter

Udstillingen har fået titlen »Hvis jeg står«, der er hentet fra et digt af Inger Christensen fra 1962. Det hænger lidt undseeligt på en sidevæg i udstillingens begyndelse og lyder sådan her:

»Hvis jeg står/alene i sneen/bliver det klart/at jeg er et ur/hvordan skulle evigheden/ellers finde rundt.«

»At hvirvle eller danse, episoder eller kapitler«, Farshad Farzankia, 2018-2019. Privateje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malle Madsen.

Digtet er en instruks til, hvordan man gør sig til et solur ude i sneen, kaster skygger og bliver et pejlepunkt for alt det, der er omkring én.

Det er et godt og sikkert valg, ligesom mange andre af de værker og kunstnere, Farzankia henter sin inspiration fra. De er oplagte, ja, og nogle steder nærmest hjernedøde valg.

Hvem vil ikke gerne læne sig op ad Bowie, Dylan, Inger og Picasso? Til gengæld formår Farzankia med sit særegne penselstrøg og egne historier at forvandle hele molevitten til en tydelig signatur.

Når jeg står foran Farzankias værker, er der ingen tvivl om, at hans komplekse livsforløb har et tydeligt aftryk. Det har fastholdt ham. Udstukket ham en tydelig retning og identitet, som han i en alder af 36 år begyndte at efterprøve i et kunstudtryk.

Gad vidst, om udtrykket kommer til at rykke på sig – på et tidspunkt?