Mor var hjemmegående, far var slagtermester, selv blev hun kunstsamler: »Hvis du ikke ser nogen, der samler på kunst, får du slet ikke den tanke.«

For Maria Friis har hendes kunstsamling på godt 300 værker længe været en velbevaret hemmelighed, alene fordi hun ikke ønskede, at den skulle definere hende udadtil. Bag samlingen gemmer sig en hed lidenskab for kunsten, som har været med til at frisætte hende. I de seneste år er hun stået frem, fordi hun ønsker at være med til at rykke ved kunstens fødekæde og få flere kvinder ind i alle rækker.

Keramiksko og -hånd af Biba Fibiger. De to værker var udstillet på »Art and Porn« på ARoS og siden i Kunsthal Charlottenborg, hvor Maria Friis faldt for dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Man kan nemt komme til at bruge kunsten til at fylde sig selv og til at skabe en identitet. Det har jeg ikke lyst til. Det er vigtigt, at man ikke bruger noget, hvad enten det er sin karriere, sine penge eller sin kunst, til at definere sig. Det skal være noget andet,« mener Maria Friis.

Vi sidder i hendes stue. Over for hinanden i to dybe sofaer med et spinkelt bord imellem os. På bordet står to glas vin fra en god tysk Riesling-producent.

Maria Friis ved ikke meget om vin, men en hel del om kunst.

Bag Maria Friis står hendes værker i stakke – helt, som hun har for vane. Her titter værker frem af Mogens Andersen, Alexander Tovborg, Chris Johanson, Christoph Ruckhäberle og Lea von Wintzingerode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

At kunsten ikke skal definere hende kan lyde som et heftigt paradoks, for hele vejen rundt om Maria Friis er der kunst.

I stabler og stakke. Nogle værker er endnu ikke pakket ud, men står forseglet bag bobleplast og tape. Her har de stået i månedsvis, og i takt med, at Maria Friis begynder at tale om værkerne, kommer de frem i lyset. I vindueskarme og på gulv er der keramiske værker, sten-, marmor-, plastik- og jernskulpturer – blandt andet én, der ligner en plov.

Det er nu et trappeudsnit, kan jeg forstå, af norske Tiril Hasselknippe.

Det meste er samtidskunst af veletablerede kunstnere som Alexander Tovborg, Jose Dávila, E.B. Itso, David Shrigley, Elmgreen & Dragset, A-kassen, Frederik Næblerød, Cathrine Raben Davidsen, Maria Wæhrens, Ursula Reuter Christiansen, John Kørner, Uffe Isolotto og de to netop dimitterede Klara Lilja og Oliver Bak. Sidstnævnte begyndte Maria Friis at købe værker af, da gallerist Tom Christoffersen viste ham frem for et par år siden ved en midtvejsudstilling for eleverne fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Keramiksnegle af David Hjort Di Fabio. Bagved et lille værk af Jesper Just. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Med en portefølje, der efterhånden er løbet op i godt 300 værker, kan det være vanskeligt at forstå, at den kunst, hun samler på, ikke definerer hende. For her er ikke ret meget andet til syne i de højloftede rum, hun åbner op for Berlingske i den 400 kvadratmeter store lejlighed, som hun deler med sin mand og to børn.

Nips er ikke hendes nummer. I den fjerde stue en suite er et bibliotek. Måske indholdet herfra har været med til at sætte dybereliggende spor i Maria Friis, der som 18-årig ankom fra provinsen for at læse teologi.

Skæbnen ville, at hun måtte ned ad en stikvej og åbne en lingeriforretning på Kongens Nytorv frem for en akademisk karriere. Med tiden blev forretningen så god, at hun fik mulighed for at samle på kunst.

Kvindelige forbilleder

Værket »Girl with brown hair« af tyske Christoph Ruckhäberle har Maria Friis netop hængt op på væggen. Maria Friis har en enorm samling af hans værker, formentlig verdens største: »Da han er ved at forberede en udstilling hos Nicolai Wallner og går og arbejder i Statens Værksteder, går han en dag op på Statens Museum for Kunst og ser et billede af Wilhelm Lundstrøm, for så at gå tilbage og male det her. Der er en melankoli, som jeg elsker, og melankolien rummer en eftertænksomhed og rigtig meget skrøbelighed. Samtidig er det malet stærkt, håndfast og præcist og i stærke farver.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I mange år har Maria Friis holdt samlingen tæt ind til kroppen.

»Det er så utrolig privat for mig, og derfor er det sjældent, at jeg lukker nogle ind. Jeg tager beslutningen om ikke at være hemmelig på et tidspunkt, hvor jeg oplever, at der ikke er nogle kvindelige kunstsamlere. Måske havde jeg haft nemmere ved at været tydelig omkring det, hvis der havde været forbilleder. Det er der nu. Heldigvis.«

Hvorfor er det vigtigt for dig at have kønsfæller i dit samlerskab?

»Det er ikke vigtigt for mig, men det er vigtigt for kunsten. Idet vi får nogle kvindelige kunstsamlere, der forholder sig til kunst og ser en masse kunst, er de med til at ændre kunstmarkedet. Kvinder har en tendens til at købe kvindelig kunst, og i det øjeblik, de kvindelige kunstnere bliver synlige, bliver de også synlige for kuratorer og inspektører på kunsthaller og museer. Det er en dynamik, som er fuldstændig fantastisk, og som sker lige nu.«

Køber du bevidst kunst af kvinder?

»Det har jeg altid gjort, men det var ikke det, der var min ambition. Det er klart, at der efterhånden, som jeg lærer flere kunstnere at kende, opstår en erkendelse af, at »hold da kæft, hvor er der meget kvindeligt talent, som ikke bliver set«. Kig bare på gallerierne!«

Med følsomhed som adelsmærke

På væggen hænger et værk af Elmgreen & Dragset. Ved siden af de to stole står en plint af Fos, som var udstillet på hans soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg. Ovenpå er en skulptur af Martin Brandt Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Maria Friis er vokset op i et hjem med litteratur og musik, men uden økonomisk mulighed for at samle på kunst. På væggene var der plakater og et enkelt skovbryn, som var et arvestykke. Hendes mor var hjemmegående, hendes far slagtermester, og de kulturelle oplevelser, byen kastede af sig, var en tur i svømmehallen eller på biblioteket.

»Hvis du ikke ser nogen, der samler på kunst, eller er bevidst om, at der er nogen, der gør det, får du slet ikke den tanke.«

Det første værk, Maria Friis erhvervede sig, er et af Mogens Andersens ikoniske abstraktioner i de brunlige nuancer. Det står nu på gulvet og titter frem bag oliemalerier af Alexander Tovborg, Chris Johanson, Christoph Ruckhäberle og Lea von Wintzingerode.

»Det finder jeg hos auktionshuset Bruun Rasmussen, som jeg frekventerer hver eneste gang, der er auktion af moderne kunst. Det var love at first sight

Frem til for ganske nylig hang værket på væggen. Det er et af de værker, der aldrig har været pakket bort. Og siden da, har hun været i sine følelsers vold, når det kom til kunstindkøbene, som blev en støt tiltagende lidenskab.

»Bag enhver forelskelse, ligger der også et begær. Min forelskelse i kunsten er dog ikke syndig – den er ren. Folk kan have alle mulige agendaer. For mig har det handlet om en hed kærlighedsaffære med alle mine værker.«

I mange år var det en natlig affære, idet Maria Friis har gennem de seneste 19 år kun har haft fri om søndagen, og først har kastet sig på sofaen sent om aftenerne efter at lingerikassen var gjort op.

»Så kunne jeg ligge her og »være« med mine værker og føle mig privilegeret. Kunst løfter op, når den er skabt ud af visioner, drømme og tanker om revolution eller frigørelse. På den måde hæver den sig op over håndværket og tilbyder os som beskuere en mulighed for at se, forstå, eller undre os over ting, som vi ikke har gjort før. Den affære har jeg ikke haft lyst til at slippe. Og det, tror jeg, er en af årsagerne til, at jeg fortsat samler.«

Udover de store formater, falder Maria Friis for værker, hun rent fysisk kan mærke, når hun står foran dem – præcis som vi kender det fra forelskelsen.

»Der er ikke noget værk i min samling, der efterlader mig uden en følelse. For mig handler det om at være en simpel pige fra landet, der er kommet ind til byen og pludselig kunne have kunsten tæt på. Det kan godt være, at jeg ikke er fra et privilegeret hjem eller ikke er en del af en adelsslægt, men jeg har min følsomhed. Følsomheden er mit adelsmærke, som jeg har brugt hele ungdommen og en del af mit voksenliv på at skjule. Da jeg blev ældre, kunne jeg tage ejerskab over den, og det tror jeg, at kunsten har medvirket til, at jeg kunne.«

Frirum

På hylden står en række værker af Klara Lilja, som Maria Friis opdager i forbindelse med bachelorudstillingen på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Senere får Klara Lilja en soloudstilling i kælderen hos V1 Gallery, hvor Maria Friis køber en stor del af udstillingen. Bag Klara Liljas keramik er et værk af Lea von Wintzingerode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det er de færreste kunstsamlere, der alene opfatter samlingen som en investering. Maria Friis medgiver, at nogle kunstneres værker pludselig kan flyve afsted, men at det kræver mange års tålmodighed, hvis man udelukkende har investering for øje.

»Og så er det så langt væk fra hele mit oeuvre, for kunsten er mit frirum, og hvis det også skulle være kalkuleret, ville det ophæve frirummets dna, og det frirum begrænser sig ikke til min egen kunstsamling. Alle, der interesserer sig for kunst og har en dialog med kunsten, ved, at det ikke betyder noget, om det er dit, eller det hænger på et museum. Oplevelsen er lige stor.«

Men den oplevelse hiver du alligevel med hjem ...

»Ja, og når man har så stor en samling, er der også en masse ting, som betød noget på et givet tidspunkt og sidenhen mindre. Så jeg flytter lidt rundt og pakker noget nyt ud.«

Sælger du?

»Det har jeg kun gjort en gang, fordi jeg oplevede en række værker som fremmedelementer. Jeg var længe om at skille mig af med dem, fordi jeg synes, at en samling godt må være fuld af fejl. Jeg ville ikke have en alt for trimmet kunstsamling, for det viser også en udvikling. Når man for eksempel ser Den Hirschsprungske Samling, er der alle mulige kuriositeter. Det er det, der er så smukt.«

Den tyske kunstner Gerhard Richter har udtrykt, at han ikke bryder sig om at blive købt op af samlere, fordi han mener, at kunsten skal være demokratisk og dermed skal ud og leve på museerne frem for at forputte sig hos private samlere.

»Ja, men man kan også sige, at man har været med til at sætte de kunstnere i gang, man har købt. Hvis ikke de bliver solgt på gallerierne, eksisterer de ikke om to år. Selvfølgelig eksisterer Gerhard Richter, men det siger han fra et privilegeret sted. Langt de fleste er jo afhængige af en køber.«

Marias Gesamtkunstwerk

Skulptur af Tiril Hasselknippe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

For halvandet år siden blev Maria Friis' lejemål på Kongens Nytorv sagt op af D’Angleterre. For tiden har hun en pop up-forretning i Store Kongensgade og et frirum til i langt højere grad at bevæge sig ud til udstillingerne og på rejser til kunstmesser i udlandet. Gennem årene har hun samlet en række personer, som hun kalder for sin familie, omkring sig.

»Det er dem, jeg er sammen med, lige så snart jeg ikke arbejder og ikke lige skal hjem og sove og vaske tøj. Det er kunstnere, forfattere, film- og teaterfolk – et ambitiøst forsøg på at skabe mit eget Gesamtkunstwerk.«

Det er ikke de andre kunstsamlere, du kalder for din familie?

»Nej, familien er meget mangefacetteret. Det er vigtigt for mig personligt at have en tæt kontakt til alle kunstarterne, ligesom billedkunstnerne lader sig inspirere af alt det, der er omkring dem. Jeg holder meget af nogle af de danske kunstsamlere, fordi der er mange sympatiske mennesker, som har den samme lidenskab som mig, og det binder os sammen.«

Det gælder også de middage, som bliver holdt i forbindelse med åbningerne på gallerier, museer og i kunsthaller.

»For mig er det vigtigt at komme alene. På den måde møder jeg den ensomhed, som er et grundvilkår for os alle. For mig handler det om at tage ejerskab over de følelser, der har invalideret mig – man kan jo transformere sig selv ved at gå ind i følelser.«

At det kræver stamina, ved hun godt, og denne skal aktiveres, når det handler om at være kunstsamler, for bag hvert værk, ligger en række beslutninger:

»Det handler om at kaste mig ud i det, selvom det ikke nødvendigvis giver mening økonomisk. Det er det modsatte af den kontrol, jeg har i mit arbejdsliv. Kunstsamlingen står i diametral modsætning til mit arbejde, samtidig med at de to dele bærer hinanden. Kunstsamlingen er jo kun blevet mulig på grund af mit arbejdsliv.«