Mediekommentar: Hov, er det ikke Mogens Jensen og Poul Nyrup? DR-dokumentar viser, at der er mere kultur i S-toppen end makrelmadder

Ud af kaos at føde en dansende stjerne, sagde Nietzsche, men af og til kan den komme lige ud af middelklassen og være opvokset i en patriciervilla med søde og rare forældre. Det viser DRs dokumentar om Frederik Næblerød, en af vores sjoveste, vildeste og nok også mest selviscenesatte kunstnere.

Næblerød og venner maler amok i villa i Toscana. »Jeg håber, Søren bliver glad for noget af det,« siger Næblerød, men det melder historien ikke noget om. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det kan godt være, at det er lort, jeg laver, men jeg laver til gengæld meget af det,« siger kunstneren Frederik Næblerød i DR-dokumentaren »Ufortyndet«. Næblerød er en af tidens mest hypede kunstnere og maler, ligesom han taler, kører og lever – uden nogen form for bremse.

Et kamerahold har fulgt ham under coronaepidemien, og det er der kommet fire seværdige afsnit ud af. Næblerød, som også deltog i DR2-programmet »Kunstnerkolonien«, er, hvad man kalder godt tv, fordi han ikke er nærig med sine tanker og følelser, og fordi han inkarnerer myten om den vilde, utilpassede kunstner, der laver kunst i en brandert og beder om tilgivelse i stedet for tilladelse.

Lidt fantasi, løgn og latin bliver det også til. Det kommer jeg tilbage til.

Først skal DR have ros for at tage vores billedkunstnere alvorligt og for at invitere seerne ind i en verden, der ellers opfattes som forbeholdt de få. Mens det kan være lidt af en prøvelse at høre eksperter fortælle, hvorfor kunst er interessant, er der guld for enden af regnbuen, hvis man lader kunstnerne selv udfolde sig.

Det oplevede vi også i »Kunstnerkolonien«, hvor Næblerød med racercykelbriller i panden malede med hele kroppen, mens hans kunstnerkolleger malede med hovedet og nærmest alkymistisk fremstillede skyggevirkninger i kobber eller sirligt indsamlede blade til et velkoreograferet formalistisk værk. Det var også værd at bemærke, at hvor de ankom i beskedne biler, kom han kørende i en Mercedes med automatisk bagklap.

Næblerød poserer sammen med to lerfigurer. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR.

Man behøver ikke være fattig for at være kunstner. Eller beskeden.

Og man behøver heller ikke have haft en dårlig barndom.

Borgerskabets dansende stjerne

I »Ufortyndet« er vi med, når kunstsamleren Leif Djurhuus besøger Næblerøds værksted i Sydhavn og får fremvist en lang række værker, som kunstneren selv er begejstret for. »Jeg laver ikke kunst for andre, jeg laver det for mig selv,« siger han flere gange, mens han samtidig drømmer om at komme på museum.

Men Næblerød siger noget andet, der også er interessant, nemlig at »man skal have haft en skæv barndom for at kunne lave det her. Blevet svigtet fra barnsben, vokset op på et børnehjem. Jeg har skullet klare mig selv, fra jeg var 9 og mistede min mødom, da jeg var 10 år.«

Og det lyder jo rørende, men kort efter møder vi hans forældre, og de ligner ikke ligefrem klassiske børnemishandlere. Tværtimod, den martrede kunstner modtages med varme knus af far, som er økonom, og mor, som er jurist. Mens forældrene hjælper ham med Mastercard og regnskaber, fortæller Næblerød, at de altid har opfordret ham til at beskæftige sig med det, der gør ham glad. Jamen dog. Ren idyl i det borgerlige kernefamilieland.

Ud af kaos at føde en dansende stjerne, sagde Nietzsche, men af og til kan den komme lige ud af middelklassen og være opvokset i en patriciervilla med søde og rare forældre.

»Jeg kan ikke finde ud af andet i den her verden end at lave kunst,« siger Næblerød selv, og det er sikkert rigtigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR.

Ser man programmet, vil man også bemærke, hvem det ellers er, der køber Næblerøds malerier og lerfigurer.

Det er ganske vist populært blandt socialdemokrater at fremvise makrelmadder og finde det upassende at tale om kultur, men heldigvis rummer partiet også gode folk som Mogens Jensen og den tidligere statsminister Poul Nyrup. Vi ser de to være med til ferniseringer og komme forbi Næblerøds værksted, og man tager sig selv i at ønske, at vi fremover vil se flere politikere, der omfavner deres interesse for kunst og kultur offentligt i stedet for at placere den i skyggen af fodbold og reproduktioner af Monets åkander.

Næblerød-boblen

Endelig skal man unde sig selv at se det afsnit, hvor Næblerød og et par kunstnerkolleger slippes løs på en velhavervilla i Toscana og efterlader stedet med eventyrfisk, edderkopper, fabeldyr og hvaler på samtlige vægge, inklusiv den slags håndtryk i maling, som vi er mange, der har fået med hjem fra børnehaven.

Ligner det da børnehavekunst? Engang imellem. Og ligesom man kan tale om, at vi er i en boligboble, kan man overveje, om ikke også der er en Næblerød-boble på vej? I al fald sprøjter kunstneren værker ud, hvis han da ikke klasker forunderlige lerfigurer sammen, som ligner noget fra Maurice Sendaks børneklassiker »Where the Wild Things Are«.

»Jeg kan ikke finde ud af andet i den her verden end at lave kunst,« siger Næblerød selv, og det er sikkert rigtigt.

Det er desværre også rigtigt, at vi har mange vilde drenge og piger, som er for utilpassede til formskrift og algebra, og vi burde give dem lærreder i stedet for nederlag.

Eller bare anerkende, at kunsten skal fylde mere i grundskolen. Den er begyndt at gøre det på DR, og det er da en start.

Ufortyndet kan streames på dr.dk.