For nylig viste en Megafon-undersøgelse, at 30 procent af danskerne har sadlet eksistentielt om som følge af coronanedlukningen. De har ikke bare overvejet at tage deres liv op til revision – de har gjort det og gennemført væsentlige forandringer. For eksempel sagt deres job op, flyttet i noget mindre eller ud på landet, besluttet sig for at forbruge mindre og bruge tiden på noget mere meningsfuldt end et arbejde, der stjæler tiden fra dem og det, de elsker.
Det er en interessant tendens, som har været undervejs i nogen tid, og som vi også så, da finanskrisen hærgede løs i slut-nullerne. Dengang blev der også advokeret for nøjsomhed og simple living, New Normal og ægte værdier, men lavkonjunktur blev til højkonjunktur, og så kørte forbrugstoget ellers igen, og alt var Old Normal.
Men noget er anderledes denne gang.
Lev af din frihedsfond
Vi støder igen og igen på typer som juristen Jane Ibsen Piper, der for nylig fortalte til finans.dk, at hun investerer halvdelen af sin indkomst hver måned og lægger penge ind i en såkaldt »frihedsfond«. Fonden gør det muligt for hende at forlade et job, der gør hende ulykkelig, ligesom den giver hende udsigt til at gå på tidlig pension.
Hun står desuden bag Facebook-siden »Minimalisme og købestop«, hvis medlemstal p.t. er 21.600, og hvis man tænker, at dette blot er et dansk fænomen, så skal man prøve at google den internationale FIRE-bevægelse (Financial Independence, Retire Early). Her investerer folk dog ikke kun 50 procent, men op til 80 procent af deres indtægt for så at kunne trække sig tilbage efter blot 10-15 år på arbejdsmarkedet.
Det er jo fint at have penge nok, men hvis man ikke har nok at leve for, hvad så? Vi har værre ting at frygte end døden, og det er kedsomheden.
Tendensen bør give panderynker inde i Finansministeriet, for hvordan skal den offentlige sektor finansieres, hvis stadigt flere stiler efter at blive arbejdsfri som 45-årige og leve af deres afkast fra frihedsfondene (som også kaldes fuck you-fondene)? Fagforeningerne må også til at omtænke deres modeller, og det samme må pensionsselskaberne, hvis vi ikke længere går fra som 70-årige, men allerede i 40erne.
At vores syn på forbrug og værdier er ved at ændre sig, understøttes af en anden måling. For nylig undersøgte YouGov for Nordea, hvor enige de adspurgte er i udsagnet: »Jeg bliver glad/opnår en følelse af tilfredshed, når jeg bruger penge på mig selv«. I 2013 svarede 71 procent ja, mens kun 46 procent svarede ja i 2021. Samtidig tilkendegav hele 27 procent, at de ofte får dårlig samvittighed, når de bruger penge på sig selv. I 2013 var tallet 20 procent.
Og ja, jeg ved, at det er spredte cases og enkelte målinger, og at det er for tidligt at sige noget finalt om den tid, vi lever i. Men prøv engang at mærke efter! Hånden på hjertet, er du stadig den samme som for et år siden? Tænker, føler og gør du tingene på den samme måde? Jeg gør ikke.
Jeg har omlagt mit arbejdsliv og har i dag mere frihed end nogensinde før. Det 30-årige lån, jeg fik for et par år siden, er snart betalt ud, og min garderobe er skrumpet med en tredjedel. Til gengæld bruger jeg nu de ting, jeg køber. Og nej, jeg er ikke en økonomisk anorektisk Hellig Frans, der spiser skodmad og køber IKEA-junk. Ellers tak. Men jeg tager mig den frihed at tænke mig lidt om – og får forbløffende stor frihed igen.
Modsat min generation kommer den nye næppe til at hylde Bridget Jones, der kagede rundt i rudekuverter og fejlkøb, eller Carrie Bradshaw fra »Sex and the City«, som ikke havde til udbetalingen på sin lejlighed, fordi hun havde forkøbt sig i sko. Jeg tror faktisk heller ikke, at de drømmer våde drømme om at entrere et lokale behængt med logoer som et juletræ, og jeg ved, at de sætter mening over hamsterhjul.
Skiftet i forbrugsmønstre, der kan tilskrives den voksende klimabevidsthed, er blevet accelereret af coronakrisen og kommer til at kræve nye økonomiske modeller, ligesom vi skal i gang med at have en kvalificeret samtale om frihed.
Kedsomhed værre end døden
For hvis det bliver målet at kunne gå på pension som 45- eller 50-årig, hvad er det så, at resten af livet skal gå med?
Da Jules Verne skrev »To års ferie« pointerede han, at længere tid kan et menneske ikke foretage sig alene lystbetonede ting uden at miste forstanden. Der må være et højere mål, som løfter sig over at bage æbletærte, sylte, bælle velhaverrødvin eller okse rundt som en farvestrålende lycrabrumbasse på landevejene.
Dette højere mål har traditionelt været arbejdet, som både har været indtægtsskabende og – især i de seneste årtier – identitetsskabende. Faktisk har arbejdslivet for mange været hofleverandør af mening, særligt hvis arbejdet har givet mulighed for kreativ udfoldelse og endda affødt anerkendelse.
Personligt drømmer jeg ikke om at ligge i en solseng de næste 40 år; det vil jeg faktisk gerne have mig frabedt. For jeg tror, det er vejen til eksistentiel ruin at daske rundt som en evigt pensioneret fodboldspiller, der for altid vil have sin fremtid bag sig. Se bare Nicklas Bendtner, det arme menneske. Men jeg tror til gengæld, at vi skylder hinanden filosofiske svar på, hvordan vores liv skal se ud, hvis vi pensionerer os selv i 40erne og annullerer arbejde og forbrug som markører.
Det er jo fint at have penge nok, men hvis man ikke har nok at leve for, hvad så? Vi har værre ting at frygte end døden, og det er den kedsomhed, der ligger og trækker renter i Frihedsfonden.
