Da jeg forleden hørte Alex Ahrendtsen fortælle om en drøm, forstod jeg, hvor langt dansk politik er kommet ud. Helt derud, hvor mennesker er i fare for at gå i stykker – eller rent faktisk går i stykker.
Alex Ahrendtsen fortalte i Radioavisen: »Jeg er i en kæmpestor marskandiserforretning, fyldt med gammelt ragelse, og jeg går næsten som i en labyrint. Det er en varm sommerdag, og solen vælter ind. Jeg kan se støvkornene danse, og jeg kommer forbi en gammel ramponeret guitar, som jeg beslutter mig for at købe. Da jeg kommer hjem, sætter jeg den i stand og skifter strengene og begynder så at spille på den. Der kommer masser af farver ud af den, og jeg bliver fyldt med kærlighed, varme og glæde. Det er en fortryllet guitar. Min familie og venner oplever det samme.«
Drømmen fik ham til at træffe den beslutning at træde ud af politik, for – som han sagde – »hvor kunne det være dejligt at lave noget, der gør folk glade«.
Hvad mener Enhedslisten for eksempel på kulturområdet? Ingen anelse. Hvad mener SF? For lidt. Hvad mener vores kulturminister fra Socialdemokratiet? Hus forbi.
Og det gør politik ikke.
Da jeg først hørte interviewet, begyndte jeg at grine, fordi det ærligt talt er lidt syret at høre folketingspolitikere fortælle så generøst om deres natlige drømme. Men det var faktisk ikke et særlig morsomt interview.
Det var et interview med en mand, der har forsøgt at udrette noget for dansk kulturliv, og som tak er blevet hånet og latterliggjort så ihærdigt, at han til sidst blev syg af det. Fra efteråret 2019 og et år frem var Alex Ahrendtsen sygemeldt med stress, og hertil må jeg bare sige: Det har været et kæmpe tab.
For Ahrendtsen har haft noget så sjældent på Christiansborg som stærke holdninger til kultur. Det har længe været mig en gåde, at manden ikke er blevet båret rundt i guldstol, men derimod er blevet dæmoniseret af et kulturliv, der åbenbart foretrækker venstrefløjens totalt kulturforladte politikere. Hvad mener Enhedslisten for eksempel på kulturområdet? Ingen anelse. Hvad mener SF? For lidt. Hvad mener vores kulturminister fra Socialdemokratiet? Hus forbi.
Sandt at sige er der ikke de seneste 10-15 år kommet nævneværdige initiativer fra højrefløjen heller, og vi ved godt hvorfor – kulturpolitik er lavstatus.
Flere kulturtosser, tak
Mens nærmest SAMTLIGE folketingspolitikere har vendt bedetæpperne mod vækst og klima, har Ahrendtsen fortalt om værdien af vores sprog. Af vores kulturarv. Af vikinger, Frederiksborg Slot, Fregatten Jylland, fredede bygninger og historiske ruiner. Han har sagt det eneste rigtige, der er at sige om Vikingeskibsmuseet i Roskilde, nemlig riv det ned og byg noget ordentligt, og han har efterlyst flere følelser i kunsten og mindre korrekthed, ligesom han har anholdt det paradoksale i, at man ikke engang skal kunne tegne for at komme ind på Kunstakademiet. Han er fremkommet med konkrete kulturforslag, og han har iagttaget, hvordan de ét for ét er blevet pandet ned af politikere, der synes, at kultur bare er underholdning.
Men for Ahrendtsen er kultur holdninger, og kultur er fortællingen om, hvem vi er som mennesker. Derfor er den så vigtig, og derfor er det vigtigt, at nogen gider kæmpe for den.
Jeg forstår desværre godt, at Ahrendtsen ikke gider mere. Ikke orker at blive kimet ned af journalister døgnet rundt og ikke gider blive kaldt »kulturtosse«, fordi han gør det eneste rigtige og tager kulturen alvorligt.
Vi har i virkeligheden brug for flere kulturtosser og langt færre karrieretosser i Folketinget.
Og med karrieretosser henviser jeg til den gruppe af politikere, der er opvokset i de politiske ungdomsorganisationer og her har lært at spille magtbingo og »lege politik«. Som synes, at det er fedt at smadre andres ideer og som åbenbart trives fortrinligt i den dybt usunde arbejdskultur, som Anders Langballe og seneste Sigge Winther har beskrevet i hhv. »Forfra« og »Entreprenørstaten«. Det er en kultur, der sender politikere på orlov med stress og depressioner, medmindre de da er blevet helt galvaniseret indeni og har fået presset deres sjæl flad som en pandekage.
Noget er helt galt, venner.
Jeg er ikke i tvivl om, at Alex Ahrendtsen har truffet den helt rigtige beslutning, og kulturlivet har nu kun én tilbage på Christiansborg, som taler dets sag, og det er Mogens Jensen.
Tre løsninger
Problemet er imidlertid større og handler om dette: Hvis vi i fremtiden skal gøre os håb om, at helt almindelige mennesker, helst med erhvervserfaring, vil blive tiltrukket af en politisk karriere, er det nok en idé at sadle om. Indfør enten en kvote for, hvor mange politikere under 30 år vi skal have i Folketinget, eller indfør et rotationsprincip, så hvert enkelt medlem maks. kan sidde i to valgperioder ad gangen.
Man kunne også fra pressens side holde op med at kræve, at politikere står til rådighed for interview og kommentarer døgnet rundt og prøve at forstå, at de ikke nødvendigvis gemmer sig, fordi de ikke vender tilbage. Måske er de bare til badminton med deres datter. Måske læser de en bog. Eller måske gider de ikke snakke med os, fordi de har noget, der kaldes et liv.
Da Søren Pind for mange år siden sagde til sine medarbejdere, at de skulle holde op med at tjekke e-mail om søndagen, var folk ved at falde om af grin. Men han havde jo ret.
Det måtte Anders Langballe også selv sande efter at have jagtet politikere i blodrus i årevis. Han faldt dog ikke om af grin, men af en hjerneblødning.
