Anne Sophia Hermansen: Der er noget, vi er nødt til at tale om

For et par uger siden døde gæstekoreograf på Det Kongelige Teater Liam Scarlett. Tog han livet af sig selv, eller faldt han pludselig død om af et hjerteslag? Dødsårsagen er ikke offentligt kendt, og måske får vi det aldrig at vide. Men vi ved, at han døde kort efter at være blevet afskediget i al offentlighed, og vi ved, at hans afskedigelse blev begrundet med en krænkelsessag.

Det Kongelige Teaters chef, Kasper Holten, bekendtgjorde 16. april i en pressemeddelelse, at balletten »Frankenstein« var aflyst som følge af, at Liam Scarlett havde udvist »uacceptabel adfærd« over for personalet tilbage i 2018 og 2019. Kasper Holten stillede dernæst op til interview og sagde blandt andet, at der »ikke findes et rigtigt eller forkert tidspunkt« til offentligt at fortælle om den slags sager, men at de fandt timingen rigtig nu, eftersom sommerprogrammet kort efter skulle meldes ud.

Dagen efter, 17. april, meddelte koreografens familie, at han var død.

Ingen kunne selvfølgelig have vidst, at afskedigelsen ville medføre så tragiske konsekvenser. Men det skete, og sagen fortjener en eftertanke. Ikke mindst fordi den er kulminationen på en række markante #metoo-sager.

Et kort tilbageblik: I december meddelte TV 2 og Jens Gaardbo, at deres samarbejde var ophørt, da studieværten havde udvist »dårlig dømmekraft«. Flere kommentarer havde parterne ikke om dén sag. Det havde Jes Dorph-Petersen til gengæld, da han i begyndelsen af januar kunne fortælle til Politiken og samtlige andre medier, at han havde haft sin sidste værtstjans på Go’Aften Live på grund af anklager om sexisme, krænkelser og endda voldtægtsforsøg. Samarbejdet med Nordisk Film var derfor ophørt.

Helligfrans

I 2020 sluttede også Frank Jensens overborgmesterkarriere og måske politiske karriere i det hele taget. Fortiden havde indhentet ham, ligesom den indhentede Morten Østergaard, tidligere leder af De Radikale, da det kom frem, at selveste helligfrans også havde haft hænderne og tungen lidt for langt fremme lidt for mange gange.

Omtrent samtidig fyrede DR P1-værten Mads Aagaard Danielsen for at have sendt hadbeskeder og truet med at dele nøgenbilleder og for at have været seksuelt grænseoverskridende. Da han fire måneder senere fandt ny ansættelse i produktionsselskabet Rakkerpak, blev ledelsen tvunget til at annullere ansættelsen efter massivt internt pres og pres på de sociale medier. Mads Aagaard havde endnu ikke udstået sin »straf«.

Hele #metoo-bølgen blev for alvor sat i gang af Sofie Linde med en tale i august 2020. En tale, som nu er et lille stykke danmarkshistorie. Hun satte ikke dengang navn på den mand, der havde afkrævet hende et blowjob, og hvis DRs HR-afdeling har modtaget det og afskediget ham, er det sket uden pressemeddelelser og offentlig vanære. Og det er måske det, vi skal tilbage til efter snart et år med vigtig, velgørende, kritisk, voldsom og meget personlig debat om #metoo.

For vi er i lyset – eller skyggen – af Liam Scarletts død nødt til at diskutere, om vi også fremover skal fortælle offentligt, at fyringsårsagen er #metoo. Fordi det kan have uoverskuelige konsekvenser for den enkelte, og fordi folkedomstolen er totalt frådende af hævngerrighed på det her område.

Som regel er det sådan, at når en virksomhed beslutter sig for at afskedige en topleder, så hedder det sig, at der var »strategiske uenigheder« eller måske endda »samarbejdsproblemer«. Man er gået hver til sit, kunne ikke finde fælles fodslag og ønsker hinanden fortsat held og lykke og skilles i formel gemytlighed, fordi alle skal videre.

Man fortæller ikke, at personen er blevet fyret, fordi vedkommende er totalt inkompetent og forfremmet langt over evne eller har begået underslæb og i øvrigt altid har været et røvhul at høre på. Selvom det er rigtigt.

Men hvad angår #metoo, så må det åbenbart godt blæses ud i fuld offentlighed, at vi har at gøre med en mere end bare almindeligvis kedelig type.

Tag ikke fejl

Tag ikke fejl, jeg er fortaler for #metoo og byder opgøret med gramseri, hyggekrænkelser og sexistisk adfærd velkommen. Jeg mener i øvrigt også, at #metoo er fyringsgrund. Bare så vi har dét på plads.

Men jeg er ikke længere sikker på, at vi gør det rigtige, når vi først stempler folk og så smider dem i gabestokken på de sociale medier, hvorefter vi shitstormer dem langt ind i helvede.

For er #metoo da så forholdsmæssigt meget større en forbrydelse end at bringe en virksomhed derud, hvor folk potentielt mister deres arbejdsplads? Pærer og bananer, I know, men hvis vi tror på, at folk kan lære af deres fejl og over tid tilegne sig en væsentligt bedre dømmekraft, er det så ikke en overvejelse værd, om #metoo-relaterede afskedigelser fortsat skal være en videreførelse af skueprocesserne?

Det kan jo tænkes, at en fyring på gråt papir er nok. Det er ikke alt, der behøver være et offentligt anliggende.