I eventyrene drager helten ud, bliver dannet af verden og vender så hjem igen. I Thomas Korsgaards trilogi, som nu afsluttes med »Man skulle nok have været der«, har hovedpersonen Tue været ude-ude-ude, og man frygter oprigtigt, at han aldrig finder hjem.
Og netop hjemløshed, også eksistentiel, er det store tema i romanen, hvis titel er noget, man plejer at sige, når man har hørt en umorsom historie. Men i dette tilfælde har vendingen også en anden og mere sørgmodig klang – man skulle man faktisk have været der, det vil sige have hjulpet et ungt menneske med at finde fodfæste i livet.
Romanen er ligesom »Hvis der skulle komme et menneske forbi« og »En dag vil vi grine af det« overvejende autobiografisk, og ligesom de andre er den mere end bare almindeligvis læseværdig. Thomas Korsgaard er kun 26 år og har alligevel skrevet tre romaner, to radiodramaer, en novellesamling og en børnebog, og de holder alle det samme høje niveau.
Thomas Korsgaard har skrevet en meget rørende roman og en meget nådesløs roman, men også en politisk roman og et lille mesterværk ud i kunsten at være ude-ude-ude og så omsider finde hjem. Denne anmelder græd til sidst.
Hovedpersonen Tue er flyttet til København og er i gang med sin tredje flytning på fem måneder. Denne gang uden at have et nyt sted på hånden. Han lever fra hånden og til munden som avissælger og prøver som kun 17-årig at finde vej i en by, hvis boligmarked fremstår som lukket land. Af og til er der en, som forbarmer sig og tilbyder en overnatning på en sofa, af og til ryger han i kløerne på dubiøse typer, der ser sit snit til at udnytte et sårbart menneske.
»Åh nej, det er så synd for ham,« gentog jeg igen og igen under læsningen. Til sidst måtte min kæreste gå ind i et andet rum, fordi han blev træt af at sige: »Det ender jo godt.«
Moderne Hamsun
Før Tue bliver en succesfuld forfatter, som indstilles til priser og, pyha! finder et sted at bo, hutler han sig gennem livet i København som en moderne sultekunstner. »Man skulle nok have været der« er på mange måder inspireret af Hamsuns »Sult«, dog har Korsgaards fortælling en betydelig mere opmuntrende slutning.
Det er en roman, som ikke kun vil fortælle en historie om det at være ung og fra udkanten, men også om et sygt boligmarked og om, at velfærdssamfundet desværre ikke holder hånden under alle. Tue er et menneske, der falder gennem samtlige masker i sikkerhedsnettet og faktisk er så tæt på ikke at eksistere, som man kan være uden at være død.
Det er en roman, der bør mane til eftertanke, ikke mindst blandt politikere.
Mest gribende er sætningen: »Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg.« Og ja, det lyder givetvis deprimerende med hjemløshed, sult, overlevelse og ingen vej tilbage, men læs, hvad Korsgaard skriver!
På et tidspunkt får Tue mulighed for at overnatte på en sofa i en kollegas arkitektmors hjem på Østerbro. Her er højt til loftet og skinnende parketgulve, der ligger kunstbøger på marmorbordet, og det er normalt at spise frokost på Pastis i weekenden, hvis da ikke man tager op til sommerhuset i Liseleje.
Men selvom herskabslejligheden er højloftet, er der ikke så højt til loftet, at der ses med milde øjne på, at så snart mor og datter er ude af døren, holder Tue abefest eller inviterer sin nye elsker ind i morens Hästens-seng. For Tue er også irriterende og ubesindig, men han ved, at livet ikke kun går ud på at overleve, men også på at leve.
Pølsen som klassemarkør
Ligesom Kristian Bang Foss for et par år siden afdækkede det danske klassesamfund i »Frank vender hjem«, viser Korsgaard os et Danmark med en klart markeret over- og underklasse. Markørerne er oplagte: maden, for eksempel kassen fra Årstiderne kontra koteletter i fad, at det ikke hedder pasta, men rigatoni og at det er helt ok at drikke vin på hverdage, bare det er velhavervin og ikke bællevin fra boks. Korsgaard udstiller snobberiet, måske også læserens, når han i en morgenmadsscene lader sin hovedperson efterlyse lidt spegepølse og bliver henvist til vesterhavsosten, da pølsen ikke er fin nok til at være med om bordet. En pølse er en overraskende udtryksfuld klassemarkør. Det samme gælder tarteletten.
Men klassesamfundet og den deraf følgende ulighed slår dog ikke hårdest igennem omkring spisebordet, men på boligmarkedet, hvor unge mennesker uden friværdiforældre ikke har en kinamands chance for at komme ind. Medmindre, selvfølgelig, de vil bo langt uden for København og de store byer i det hele taget. Der er forskel på folk her i et af verdens mest rige, lige og lykkelige samfund.
Og isen kan være endog meget tynd under en.
Det er man ikke i tvivl om, når man er færdig med »Man skulle nok have været der«. Man er heller ikke i tvivl om, at hvis vi vil se flere mønsterbrydere og mere social mobilitet, er det alfa og omega at sikre boliger til alle.
Thomas Korsgaard har skrevet en meget rørende roman og en meget nådesløs roman, men også en politisk roman og et lille mesterværk ud i kunsten af være ude-ude-ude og så omsider finde hjem. Denne anmelder overgav sig og græd til sidst.
Man skulle nok have været der
Forfatter: Thomas Korsgaard. Sider: 264. Vejl. pris: 250 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof
